Han brød en usynlig mur i engelsk fodbold - men historien blev næsten glemt
Folk der har læst bogen ”40 Fantastiske fortællinger fra fodboldens moderland”, kender historien om den første anglo-kinesiske spiller i den engelske 1. division, Frank Soo fra Stoke City. Dette portræt omhandler den første kinesiske manager i engelsk fodbold, Sammy Chung.
Det var ikke ligetil og problemfrit for en dygtig fodboldspiller med en etnisk baggrund at få en karriere som professionel sportsmand i England før i tiden. Sporten var omgærdet med en ret massiv racisme, der kom utvetydigt til udtryk på udebanerne, og såmænd også i mange tilfælde, når de pågældende spillere var på ”eget græs”.
Der var ikke nogen særlig tiltro til, at kinesere kunne lære at spille fodbold, men der var altså mønsterbrydere og rollemodeller, der gjorde op med fordommene.
Sammy Chung
En af dem var Cyril ”Sammy” Chung, der havde en kinesisk far og britisk mor, og blev født i Abingdon, på denne dag, i 1932.
Sammy blev professionel soldat efter 2. Verdenskrig, og fik efter sin militærtid en professionel kontrakt med Reading i 1953. Han var en klog forward med et godt overblik, men ikke specielt målfarlig. Det lykkedes dog at komme på scoringstavlen 12 gange i 22 ligakampe, og det rakte til en transfer til Norwich City i 1955. På Carrow Road var 9 mål i 47 ligakampe ikke tilstrækkeligt i længden, selv om fansene anerkendte den kun 175 centimeter høje centerforwards gode teknik og blik for medspillerne. Tilråbene og chikanerierne fra modstanderholdenes supportere ignorerede Chung med stoisk ro.
I 1957 skiftede Sammy til Watford, som han hjalp op i 3. division. På Vicarage Road blev anglo-kineseren en populær skikkelse i kraft af sit intelligente og uselviske spil. Han blev rykket tilbage på midtbanen og opnåede 219 kampe og 22 mål for The Hornets.
Efter den aktive karriere blev Chung assistent for den temperamentsfulde Bill McGarry i flere scenarier. Sammen førte de Ipswich Town op i 1. division i 1968, før Sammy blev træner i svenske Västerås en overgang. McGarry/Chung samarbejdede derefter i Wolverhampton Wanderers, hvor Sammy fik chefstolen efter klubbens nedrykning til 2. division i 1976.
På øverste hylde med Ulvene
Chung førte prompte Wolves til oprykning, og dermed blev Sammy den første etnisk kinesiske manager i den bedste række i engelsk fodbolds historie. 1977-78 endte med en acceptabel 15. plads, men en dårlig stime i starten af sæsonen 1978-79 viste sig vanskelig at vende.
Wolves begyndte med 3 nederlag i træk mod Aston Villa, Chelsea og Leeds. Angrebet kunne simpelthen ikke score. Chung havde investeret i forwarden Billy Rafferty, der havde været noget af en kanonkonge Plymouth og Carlisle, men floppede totalt på øverste niveau. Desuden var angrebsstjernen ”King John” Richards notorisk skrøbelig, og han gik da også i stykker efter et par kampe.
I match nummer fire skulle der et selvmål fra Bristol City til, for at sætte Wolves på scoringslisten, og kort før tid øgede klubhelten Kenny Hibbitt til 2-0. Derefter fulgte yderligere 3 nederlag i træk, inden QPR blev besejret med 1-0 på Molineux. Spillet hang ikke rigtigt sammen, angrebet var tamt, og Wolverhampton lå i bunden. I oktober lysnede det. Arsenal og Tottenham blev overvundet, men på udebane havde Ulvene svært ved at bide fra sig.
Sammy blev fyret i november. Han var kørt fast, og overlod tøjlerne til John Barnwell, der endte med at redde Wolves fra nedrykning. Årets Spiller i klubben blev Sammys ”opfindelse”, forsvarsstyrmanden med den enorme mikrofonhår, George Berry.
Efter tiden på Molineux blev tilværelsen omskiftelig. Sammy havde jobs i bl.a. Emiraterne og på Barbados, og han var coach i Stoke og Blackburn, og chef i Doncaster Rovers. Det store managerjob kom imidlertid aldrig mere. Til sidst ernærede han sig som ansat på et børnehjem.
Cyril ”Sammy” Chung gik bort som 90-årig i 2022.
