Gravesen udpeger to Champions League-favoritter
Der er to klubber, som er de klare favoritter til at nå hele vejen til Champions League-finalen denne sæson.
Sådan lyder udmeldingen fra Viaplay-ekspert Thomas Gravesen, som selv har en fortid i turneringen.
Den tidligere danske landsholdsspiller peger således på, at Manchester City og Real Madrid er de to åbenlyse favoritter til denne udgave af Europas største klubturnering.
Læs også: Spillerstrejke er tæt på, siger City-stjerne
– Det er de velkendte ansigter. Det er de store klubber. Det er Manchester City og Real Madrid, der er favoritterne til dette års Champions League, siger Gravesen til Viaplay.
Han får fuld opbakning fra Kenneth Emil Petersen, som også er ekspert på Viaplay, der viser alle Champions League-kampe igen denne sæson.
Om de to eksperter har kigget hos bookmakerne, skal vi ikke kunne sige, men i hvert fald er bookmakerne helt på linje med Gravesen og Petersen.
Manchester City er nok engang den største favorit til at vinde turneringen, mens Real Madrid følger lige i hælene på Pep Guardiolas mandskab.
Derefter er der et lille hul ned til Arsenal, Barcelona og Bayern München, som er bookmakernes outsidere til Champions League-trofæet.
Turneringen starter i aften, hvor både Aston Villa og Liverpool skal i aktion. Også både onsdag og torsdag vil der være kampe i denne uge.