Fra salgsklub til mester: Kan FC Nordsjælland gøre det umulige i år?
Bliver det FCN-år?
Det er blevet gentaget så ofte, at det nærmest er blevet godtaget som en indiskutabel sandhed: FC Nordsjælland kan ikke blive mestre, for som udviklingsklub er det en grundlæggende præmis, at der konstant og fortløbende skal sælges spillere i en lind strøm, hvilket vanskeliggør den kontinuitet og stabilitet der er nødvendig for at vinde titler. Men er det nu også en given sag?
Kan denne sæson bryde dogmet?
Der er ingen som helst tvivl om, at man i Farum er dygtige til at handle. Det vidner læssevis af lukrative transfers om. Men foreløbig har sportschef Alexander Riget ikke følt trang til at fodre sparegrisen i dette transfervindue. Det er stensikkert, at midtbanechefen Caleb Yirenkyi bliver skudt afsted – om nok ikke ret længe – efter at han spillede en stærk VM-turnering for Ghana.
Jeg tror, at det salg bliver det mest indbringende nogensinde. Ikke blot i FC Nordsjællands historie, men i Superligaen i det hele taget. Men Yirenkyi er også af en kaliber der indebærer, at han skal spille i en af de store ligaer.
Truppen:
Selv om FCN mister den funklende ghanesiske profil, så er der tilstrækkeligt med kvalitet i truppen til at spille med helt i toppen i år. Det er blevet en norm, at hver gang klubben mister en stjernespiller, så dukker der en ny frem af talent- og scoutingarbejdet. Men denne gang er det måske de lidt mere prøvede kræfter, der skal løfte de unge?
Jeg tænker på eksempelvis Mark Brink, der – når han er skadesfri – er en af de mest pasningssikre og placeringsstærke midtbanespillere i Danmark. Nicklas Røjkjær viste også i fjor, at han har en stærk pakke af kompetencer. Peter Ankersen på 35 suser stadig op og ned ad højrekanten og tilfører både erfaring og klasse. Og nu har den sportslige ledelse fået frikøbt den pågående frontløber Alexander Lind fra det kuldsejlede ophold i Pisa. Med sine 24 år er Lind en af de rutinerede i FCN, og det er nu, han skal vise, at han har potentialet til at blive en af de bedste angribere herhjemme. Han får konkurrence – eller støtte – i offensiven fra den ekstremt lovende Prince Junior, norske Ola Solbakken og ivorianeren Levy Nene.
I defensiven råder træner Jens Fønsskov Olsen over en bred vifte af dygtige spillere, med de meget talentfulde Noah Markmann og Villads Rutkjær som de mest spændende, men også de mere rutinerede Tobias Salquist og Stephen Acquah, for ikke at tale om backerne Runar Norheim og Juha Lähtenmäki. Den spritnye svensker, 19-årige Matej Tuka, vil også trænge sig på.
FC Midtjylland har spøgt omkring keeperen Andreas Hansen, og hvis Nordsjælland sælger ham til konkurrenten, vil det – i mine øjne – være et gigantisk selvmål. Det kan ganske enkelt blive en gamechanger.
Hold øje med:
Det er næsten uoverskueligt at holde øje med alle de talentfulde knægte, som FCN hele tiden udklækker. De har et fælles træk; de entrerer alle grønsværen med en selvbevidst og modig attitude. De kommer ikke for at spille alibi-afleveringer, men for at sætte deres præg på holdets fremadrettede og tekniske stil. FCN ruster dem til det i den fodboldmæssige opdragelse. Forlanger det af dem. Det er en uhyre solid grundsten i succesrig talentudvikling.
Jeg er spændt på at se højrekanten Hjalte Boe Kling Rasmussen i den kommende sæson. Han kom til Farum fra OB i 2025 og fik smagt lidt på højeste hylde i fjor. Hjalte Boe er oppe imod en skrap konkurrent i Prince Junior, men han har noget opportunistisk i sit spil, som kan bidrage med en masse. Han har spillet 15 landskampe for Danmark på U-18 og U-19 plan.
Min vurdering:
Uagtet at Caleb Yirenkyi (efter al sandsynlighed) ryger afsted, så kommer FCN til at spille med om mesterskabet i denne sæson. Holdet er mere modent end i de senere år, og hvis Alexander Lind rammer plet, så ender nordsjællænderne i top-2. De europæiske kampe i Conference League er dog en slags ”hængeparti”. De kan risikere at dræne truppen for en hel del ressourcer. FCN bør i første omgang være i stand til at besejre svenske GAIS.
Forventet placering: 1-2.
Meritter:
1 x dansk mester (2012).
2 x sølv (2013, 2023).
3 x bronze (2003, 2018 og 2026).
2 x pokalvinder (2010 og 2011).
FCN har gennem tiderne haft 14 danske A-landsholdsspillere (inklusive Farum).
Første danske landsholdsspiller: Thomas Rasmussen (2003).
Seneste danske landsholdsspiller: Lucas Høgsberg (2025).
Flest landskampe som repræsentant for FC Nordsjælland: Jores Okore (7).
Ny transfermelding: Kasper Høgh forhandler med mesterklub



















