Genfødt i England: Historien om undervurderet dansk fodboldpioner
Henrik Risom bliver 58 år i dag.
Risom spillede ungdom i Vildbjerg SF, klubben der i mange år var berømt langt uden for landets grænser for at arrangere en af de største og bedst organiserede ungdomsturneringer, Vildbjerg Cup.
Han var en teknisk god og meget energisk kantspiller, der fik 10 kampe for U-19 landsholdet midt i 80’erne, bl.a. en meget underholdende 6-4-sejr over Østrig i Frederikshavn i 1985. Risom cementerede sejren i sidste minut efter et vanvittigt kapløb, hvor danskerne hele tiden var foran med gæsterne lige i haserne.
Henrik skiftede til Vejle Boldklub i 1986, og fik et fint gennembrud i anden halvdel af 1980’erne som en hurtig og pågående angrebsback. Det var tydeligt at John Sivebæk var forbilledet.
Risom optrådte 10 gange på U-21 landsholdet i 1988-89, og så gav Sepp Piontek ham landsholdsdebut i forbindelse med DBU’s 100-års jubilæum i sommeren 1989.
Risom debuterede i venskabskampen mod England, hvor han spillede overfor John Barnes i første halvleg og Chris Waddle i anden, og slap udmærket fra den voldsomme opgave. Kampen var den egentlige markering af jubilæet, men de fleste husker nok bedst miniturneringen, hvor det danske landshold tævede Sverige med 6-0 og Brasilien med 4-0.
Sepp havde en stærk tiltro til VB’eren, og gav ham plads i startelleveren i begge ovennævnte opgør. Risom gjorde det fremragende og fik fuld spilletid.
Pragtfulde eftermiddage i Idrætsparken
Hele set up’et var som et lille, dejligt H.C. Andersen eventyr. Solen skinnede fra en skyfri himmel og Dannebrog fyldte Idrætsparken, og selv Gunnar Nu’s superlativer havde næppe været tilstrækkelige til at beskrive den folkelige stemning.
Selv om der kun var tale om venskabskampe, så er et svenskeropgør alligevel noget specielt. Den danske opvisningssejr understregede landsholdets gode form. Sepp Piontek var lykkedes med at strikke et slagkraftigt og seværdigt landshold sammen, efter EM-nedturen året forinden.
Brasilien var ikke i stærkeste opstilling, men selveste Pelé var til stede, og den gamle anfører, Morten Olsen, takkede af med et straffesparksmål. Ikke et øje var tørt.
I den næste landskamp mod Belgien i Brugge blev et antiklimaks. Det danske forsvar kunne ikke holde hjemmeholdets angribere Jan Ceulemans og Marc Degryse, og belgierne vandt med 3-0. Henrik Risom havde imponeret med opportunistisk og meget selvbevidst optræden i jubilæumskampene, men her i Brugge spillede han stik modsat. Forsigtigt og beskedent, uden at få udrettet ret meget positivt.
Det betød, at John Sivebæk overtog pladsen som højre back i de to afgørende VM-kvalifikationskampe mod Rumænien, hvor Danmark vandt 3-0 hjemme i fin stil, men desværre gik ned med et 3-1-nederlag i Bukarest.
Udlandsprof. i Tyskland og England
I 1991 skiftede Risom til Lyngby og var med til at vinde sølvmedaljer i sin første sæson for de kongeblå. Det blev også til en enkelt landskamp som Lyngbyspiller, i april 1992 mod Tyrkiet. Henrik Risoms 9. og sidste for Danmark.
Han var med ligalandsholdet tre gange på de årlige vinterture til varmere himmelstrøg. To gange til Dubai (1990 og 92) og Italien (1991).
Lyngby kom i økonomiske problemer og solgte i 1994 Risom til den tyske Bundesligaklub Dynamo Dresden, men opholdet i det tyske blev ingen succes. Det blev blot til 15 Bundesligaoptrædener for wingbacken på halvanden sæson.
Risom kom hjem og spillede en række udmærkede sæsoner for OB og Silkeborg, men fysikken forekom slidt og der dukkede en del skader op. En sølvmedalje i 1998 for SIF var det bedste resultat.
Henrik vendte tilbage til Vejle Boldklub i 1998 og fik 2 ½ år, hvor han var skadesfri og profiterede af rutine og godt overblik som defensiv midtbanespiller.
I sæsonen 2000-01 fik den 32-årige Henrik Risom overraskende kontrakt i Stoke City, der da spillede i den tredjebedste engelske række. The Potters var tæt på oprykning, men det glippede desværre i play-off semifinalen. Risom spillede i alt 25 kampe for Stoke.
Derefter afrundede Henrik Risom den aktive karriere med et par stærke sæsoner på midtbanen i AGF. Samlet set en virkelig flot karriere med hundredvis af kampe på højt niveau. Men Henrik vil altid blive husket som manden der bankede brasserne…
Siden har dagens fødselar været beskæftiget som agent i firmaet Boutique Transfers.
Ny transfermelding: Kasper Høgh forhandler med mesterklub



















