Langt fra medaljer: Derfor slutter Brøndby ikke i top tre
Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft så skuffede forventninger til en træner i dansk fodbold, som til Steve Cooper. Waliseren kom med et brandgodt cv, men han forekom fuldkommen idéforladt, uden energi og handlekraft.
Der blev skrevet et par kontrakter med – på papiret – gode britiske spillere (Emmanuel Dennis og Ben Godfrey), men spillemæssigt var Brøndby helt usædvanligt dårligt kørende. Fyringen af Cooper var nærmest logisk.
Nu er det op til Thomas Nørgaard at få Vestegnens blå-gule mandskab tilbage på et konstruktivt spor. Nørgaards store succes i Sønderjyske giver løfter om, at man kan få en revitaliseret og mere optimistisk udgave af BIF at se.
Men der er meget at arbejde på i denne sæson, der vel først og fremmest må betragtes som en genopbygningsproces. Både for Thomas Nørgaard og den nye sportschef Julius Ohnesorge.
Truppen:
Ohnesorge skal have luget ud i truppen og tilpasset den til Thomas Nørgaards ideer om en pågående spillestil. Der har været en del deciderede fejlkøb de seneste år i Brøndby, og det gælder fremadrettet om at handle færre, men bedre ind. Og så at finde en balance mellem profilerede støttespillere og klubbens egne talenter.
Jakob Ambæk hører jo til den sidste kategori, men er ved at bevæge sig over i den første. Han er pt. Superligaens mest lovende unge (danske) angriber. Det skal blive spændende at se hvordan samarbejdet med den næsten dobbelt så gamle Patrick Mortensen spænder af. Umiddelbart ligner det en klassisk forwardkonstellation.
På midtbanen kommer Nicolai Vallys’ afgang til Japan til at skabe et offensivt tomrum som Max Ejdum skal forsøge at udfylde. Ejdum er et kæmpe talent, der har kostet Ohnesorge og Brøndby et sted mellem 20 og 25 millioner, som er sendt til OB. Man savner endnu at se polakken Bartosz Slisz rulle potentialet ud for alvor.
Defensiven bliver formentlig fortsat bygget op omkring Superligaens mest urene spiller (10 gule kort i sidste sæson), englænderen Luis Binks, der har overtaget anførerbindet fra Daniel Wass.
Keeperen Adrian Kappenberger er hentet i Hillerød som afløser for veteranen Thomas Mikkelsen. Hvis rygterne om at Patrick Pentz er på vej ud, holder stik, så skal den nye målmand konkurrere med amerikaneren Gavin Beavers om pladsen i buret.
Hold øje med:
Den 18-årige angriber Oskar Fenger fik debut for Brøndby i foråret, og han har scoret i begge de to opvarmningskampe til denne sæson mod Nordsjælland (3-3) og OB (4-0). Fenger skiftede fra F.C. København til Brøndbys Masterclass i december 2025, og har for nylig skrevet kontrakt med BIF frem til 2030. Det er altså en ung gut, som man har tiltro til på Vestegnen.
Lige nu indgår han i Morten Mølgaards U-18 landsholdstrup, og har spillet i alt 9 U-landskampe for Danmark. Sæsonen 2026-27 kan blive Oskar Fengers store gennembrud.
Min vurdering:
Der er et større ombrud i gang i Brøndby. For Thomas Nørgaards skyld håber jeg, at der er tålmodighed blandt det talstærke og entusiastiske, men også krævende publikum på Brøndby Stadion, og i ejerkredsen, i forhold til at Nørgaard kan få tid og plads til at implementere sine visioner.
Julius Ohnesorge har en hektisk periode foran sig, for truppen skal trimmes og optimeres. Det er ikke nogen helt ligetil opgave, og det kommer nok til at medføre, at Brøndby ikke kommer helt til tops i denne sæson.
Forventet placering: 5-6.
Meritter:
11 x dansk mester (1985, 87, 88, 90, 91, 96, 97, 98, 2002, 05, og 21).
12 x sølv (1986, 89, 95, 99, 2000, 01, 03, 04, 06, 17, 18 og 24).
7 x bronze (1993, 94, 2009, 10, 11, 15 og 25).
7 x pokalvinder (1987, 94, 98, 2003, 05, 08 og 18).
Brøndby IF har gennem tiderne haft 60 danske A-landsholdsspillere.
Første danske landsholdsspiller: Michael Laudrup (1982).
Seneste danske landsholdsspiller: Mathias Kvistgaarden (2025).
Flest danske landskampe som repræsentant for Brøndby: Kim Vilfort (73).
Ny transfermelding: Kasper Høgh forhandler med mesterklub



















