”Vi spiller først og fremmest for ikke at tabe. Jeg vil hellere være sikker på ét point end risikere for meget for at få begge”. ”Det er lettere at løbe efter nogen end at have nogen løbende efter sig”.  

Disse to citater er af den mand, som DBU i 1970 engagerede som dansk landstræner.

De stammer fra et Frits Ahlstrøm-interview fra 1979 under overskriften ”Kald os bare kujoner – jeg er ligeglad. Det vigtigste for mig er sejren”.

Ligesom interviewets rubrik er citaterne meget karakteristiske for Rudi Strittichs fodboldmæssige tankegang og hans taktiske og ideologiske tilgang til spillet. Strittich var nemlig i bund og grund en defensiv strateg.  

Det er berettiget at stille spørgsmålet, om en mand, der således åbent bekender sig til ”kujonfodbold”, er egnet til at varetage det danske fodboldlandshold. Trods alle øvrige trænermæssige meritter og kvaliteter. 

Fremragende resultater i Esbjerg

Men Rudi Strittich var et stort navn i dansk fodbold. I 1960’erne gjorde han Esbjerg fB til en vældig magtfaktor i den hjemlige 1. division. Fra at være en andenrangs eliteklub, der stort set hvert år spillede om nedrykning, transformerede Strittich fiskeindustribyens fodboldhold til danske mestre i 1961 og 1962 og, efter en kort periode i andre klubber, atter i 1965 (og faktisk også i 1979).

Stort set samtlige førsteholdsspillere kom på det danske landshold. Esbjerg fremstod strømlinet, godt sammenspillet og – efter danske forhold – ekstremt disciplinerede. I 1962 vandt man guldet med et suverænt 8-point forspring ned til nummer to (det var Jack Johnsons B. 1913).

Prioriteringen af den defensive struktur fornægtede sig dog ikke. I 1961 blev der kun scoret 18 mål på Esbjerg i 22 kampe. Konkurrenterne fra KB havde et festligt angreb og producerede 73 mål dét år mod esbjergensernes 52, men det var ikke nok til at fravriste vestjyderne et mesterskab, der i høj grad var funderet på et velorganiseret forsvar. 

Rudolf ”Rudi” Strittich havde som aktiv spillet nogle få landskampe for sit hjemland Østrig. Men hans aktive periode var da også en meget stærk epoke for alpelandet der, efter nogle genopbygningsår efter krigen, fandt melodien og kom frem til en VM-bronzemedalje i 1954.

Efter nogle omflakkende år i Schweiz og Grækenland kom Strittich til den jyske vestkyst og fandt sin fodboldmæssige lykke. Efter Esbjerg-epoken stod der respekt om hans navn i dansk fodbold. Men bag trænerfacaden gemte der sig et voldsomt paradoks.

Det var en slet skjult hemmelighed, at østrigeren benyttede sine kontakter i fodboldverdenen til en nebengesjæft som mellemhandler. Han profiterede altså personligt på den spillereksport, som DBU fortvivlede over. En dubiøs og gedulgt dobbeltrolle, som aldrig er blevet fuldt belyst.

Revolutionerende dogmeskift

Da DBU ansatte østrigeren som landstræner i 1970, var det efter et par resultatmæssigt svingende landsholdsår. Årsagen var den store udvandring fra de danske amatørrækker til udenlandske, professionelle klubber.

I 1968 forsvandt 20 af de bedste spillere til professionel fodbold i udlandet og året efter yderligere 18. Under de omstændigheder var der lagt op til en fundamental diskussion og debat om landsholdets fremtid i amatør-regi.

I første omgang gik DBU med til at tillade ex-proffer adgang til landsholdet. Det var et markant dogmeskift og det var i høj grad i kraft af denne beslutning, at Danmark reddede et par gode resultater i land i VM-kvalifikationen til verdensmesterskabet i Mexico i 1970.

Rudi Strittich overtog roret i 1970, men det blev et helt igennem elendigt landsholdsår. Et af de både resultatmæssigt og spillemæssigt værste i historien.

DBU var presset til at bryde med sit ellers helt rodfæstede amatørprincip, og tillod ”levebrøds-fodboldspillerne” at spille på landsholdet. Til Rudi Strittichs – og mange andres – store glæde.

Revolutionen var en realitet. ”De sidste amatører” slap profferne ind.

Rædselsfuldt defensiv angstfodbold

Første gang var i maj 1971 mod Portugal i Porto. Kampen var fra dansk side derfor imødeset med enorme forventninger. Men det gik ikke efter beregning. Som en slags kompromis med amatørismens sejlivede idealer var der sat en begrænsning på 5 udlandsprofessionelle der måtte udtages. 

DBUs udtagelseskomité havde – helt som det var skik og brug siden landsholdets første kampe i 1908 – kontrol med holdudtagelsen. Det er dog utænkeligt, at Strittich ikke havde en afgørende finger med i spillet, da der, helt i overensstemmelse med landstrænerens grundlæggende tankegang, blev valgt 4 defensive spillere samt den flittige altmuligmand Ole Bjørnmose.

Danmark tabte 5-0. Den resultatmæssige skuffelse stod i meget skarp kontrast til de opskruede forhåndsforventninger. 

DBU løsnede ret hurtigt op for begrænsningerne i antallet af proffer der måtte benyttes, men landstræneren reagerede ved at introducere den ”sorteste” gang forsvarsfodbold i dansk landsholdshistorie.

På trods af en defensiv tilgang, der var mere destruktiv end da den italienske ”cattanacchio” var på sit mest kyniske niveau, forblev udbyttet rædselsfuldt ringe. Kulminerende i landsholdsåret 1975 hvor Danmark tabte alle kampe, undtagen en venskabskamp hjemme mod Finland (2-0).

Det såkaldte ”resultatfodbold” gav elendige resultater og glædesforladt spil. Det blev da også mere og mere vanskeligt at få de udlandsprofessionelle lokket hjem for at repræsentere landsholdet.

Opmuntring i München

Undtagelsen fra denne deroute var den olympiske turnering i München i 1972.

Paradoksalt nok klarede Strittich denne opgave, hvor han kun havde amatørspillere til rådighed, over al forventning og uden at forfalde til angst-fodbold. Arbejdsbetingelserne var ellers horrible. Kort før OL, og efter en meriterende udesejr over Rumænien, skrev landsholdets angrebsduo professionelle kontrakter.

Henning Jensen der kom fra serieklubben Nørresundby, og som Strittich ganske visionært og under omfattende kritik havde udtaget, tog til Borussia Mönchengladbach, og Slagelses Peter Johansson til Mechelen i Belgien. 

Men OL-holdet leverede en heroisk kraftpræstation – anført af Allan Simonsen, Per Røntved, slideren Heino Hansen og Fuglebakken-strategen Kristen Nygaard – og slog bl.a. Brasilien, inden holdet til sidst løb tør for energi og tabte med 4-0 til mægtige Sovjet.

Den optimistiske og relativt offensivt baserede indsats under den olympiske turnering stod i modsætning til landstrænerens sædvanlige indstilling og strategi. 

Efter den gyselige sæson 1975 havde publikum, presse og DBU fået nok. Der skulle en ny træner til. Én med en mere offensiv, underholdende og ubekymret tilgang. Det fik man i dén grad med Kurt Nielsen. 

Statistik:

Landstræner 1970-75.

61 landskampe. 20 sejre, 10 uafgjort, 31 nederlag. Målscore: 80-102.