England har unægtelig haft mange formidable forwards gennem tiderne. Vivian Woodward fra Chelsea var verdens bedste fodboldspiller i perioden 1908-1914.

Han spillede endda som amatør. Evertons Dixie Dean var fuldkommen outstanding som centerforward og targetman, specielt på grund af sit fænomenale hovedspil (trods sine kun 1,78 meter) i 20’erne og 30’erne.

Nat Lofthouse fra Bolton var ustoppelig i 50’erne, og i 1960’erne var Tottenhams Jimmy Greaves en helt utrolig målsluger. Kevin Keegan var Englands indiskutable angrebsstjerne nummer et i 70’erne, men midt i 80’erne kom så en striker i rampelyset, som mange mener, måske er den største af dem alle: Gary Winston Lineker.

Mellemnavnet er til ære for Winston Churchill, idet Gary deler fødselsdato med den gamle statsmand (i dag). Gary Lineker startede karrieren i hjembyen Leicester, som faktisk har haft en fin tradition for at udvikle særdeles dygtige angribere.

Det omfatter profiler som Derek Dougan, Allan Clarke, Frank Worthington, Alan ”Smudger” Smith og selvfølgelig Jamie Vardy, som Leicester fandt i Fleetwood Town langt nede i divisionerne.

Målræv hos The Foxes

Lineker fik sin første lærlingekontrakt i 1978 og debuterede for Leicester City året efter. Som en relativt spinkel forward måtte den unge ”apprentice” forlade sig på teknik, instinkt og en blændende hurtighed. Han besad den dér særlige fornemmelse for, hvornår og hvordan chancerne opstår, med andre ord den sagnomspundne ”målnæse”.

Leicester var ikke noget specielt sexet eller slagkraftigt mandskab på det tidspunkt og fristede en tilværelse som elevatorklub mellem 1. og 2. division. Linekers gennembrud kom i 1983, hvor han blev topscorer i 2. division med 26 mål (Leicester rykkede op), og året efter fik han for alvor fodboldfolket til at spærre øjnene op, da han nettede 22 gange i den bedste række.

Ud over sine indlysende kvaliteter i modstandernes straffesparksfelt gjorde Lineker sig bemærket med sin noble og retlinede optræden. En gentleman på og uden for banen. Han var en pæn, ordentlig og målrettet ung mand med en adfærd, der lå langt fra alkoholkultur og udskejelser, som ellers til en vis grad omgærdede en hel del af samtidens elitespillere.

Landsholdsmanager Bobby Robson anerkendte talentet og udtog den da 23-årige Lineker til det engelske landshold i maj 1984.

Debuten for Three Lions var mod Skotland på Hampden Park i en 1-1-kamp, hvor vores fødselar kom ind i stedet for Tony Woodcock i anden halvleg. Lineker scorede ikke, men i hans næste 79 landskampe blev det til imponerende 48 mål.

Sked i bukserne

Han gav altid sit maksimale, også mod Irland i 1990, hvor en hård nærkamp med en af modstandernes centerforsvarere betød, at Lineker blev klemt så grundigt, at der slap en lille lort ud… Han forsøgte desperat at redde situationen ved at foregive en skade og forsøge at tørre sit fæces af i græsset.

Bagefter kommenterede han selv – med humor og selvironi – den aparte situation på et tv-klip, der ligger på YouTube. Højst underholdende!

Leicester Citys Filbert Street var efterhånden for beskeden en adresse for en så lovende og effektiv måljæger, og de engelske mestre fra Everton købte Gary Lineker i 1985 for 800.000 pund.

Han afløste den snu gamle skotske forward Andy Gray, og Liverpoolklubbens nye stjerneangriber leverede prompte varen. Han stod for hele 30 scoringer det år, men det lykkedes alligevel ikke for Everton at genvinde mesterskabet.

På sidste spilledag var der to point afstand mellem Everton og Liverpool FC i sidstnævntes favør, og selv om de forsvarende mestre slog årets store overraskelse, West Ham United, så tog bysbørnene trofæet med en sejr i den sidste kamp over Chelsea på Stamford Bridge.

Liverpool, med den nye spillende manager Kenny Dalglish i spidsen, sejrede derefter også i FA Cuppen ved at slå netop Everton i en fejende flot finale. Evertons manager, Howard Kendall, udtalte i maj dét år til pressen, at hans topscorer ikke skulle nogen vegne, men ikke desto mindre blev Gary Lineker en måned senere købt af FC Barcelona for 2,8 millioner pund.

Et markant beløb på det tidspunkt, og Lineker kunne tage til Catalonien som Årets Spiller i England (han erobrede faktisk både PFA’s og FWA’s kåring, hvilket kun var sket én gang tidligere i historien), topscorer i England, nummer to i årets Ballon d’Or (efter russeren Belanov), og desuden som Golden Boot-vinder i kraft af seks scoringer ved VM i Mexico.

VM-topscorer

Slutrunden blev i øvrigt et sandt triumftog og et enormt internationalt gennembrud for Lineker. I kvartfinalen mod Argentina kunne England måske have overvundet Diego Maradona og ”Guds hånd”, hvis Bobby Robson havde gået på kompromis med sin aversion imod at bruge wings.

Da John Barnes og Chris Waddle kom på banen i anden halvleg, vendte opgøret totalt. Lineker scorede på et flot oplæg af John Barnes, der burde have været inde noget før.

Trods Gary Linekers personlige VM-succes tvivlede mange alligevel på, at Gary ”mr. Nice Guy” Lineker havde det, der skulle til for at blive en succes på Camp Nou. Historien har kunnet frembyde mange eksempler på højt vurderede britiske spillere, som har haft ualmindelig vanskeligt ved at slå igennem på kontinentet.

Og danskernes egen Allan Simonsen blev i sin tid offer for intriger og politiske kabaler i den catalanske hovedstad. Men det kræsne publikum i Barcelona tog Lineker til deres hjerter. Med 42 scoringer i 103 kampe i La Liga svigtede englænderen ingenlunde.

Terry Venables havde vundet mesterskabet i sin første sæson i Barcelona i 1984/85, men siden røg catalonierne ned i en bølgedal. Da Gary Lineker kom til, var Barca i krise. Men da Johan Cruyff havde taget over, medvirkede Lineker til at vinde den spanske pokalturnering i 1988 og Europa Cup turneringen for pokalvindere året efter (med en finalesejr over Sampdoria).

Da Cruyff efterfølgende foretrak andre angribere, tog Lineker tilbage til England for at spille for Tottenham Hotspur. Målnæsen var intakt, og den hjemvendte nationalhelt scorede hele 67 gange i 105 opgør for londonerne.

Karrieren kronedes med en topscorertitel i 1990 (hans tredje i alt), en FA Cup-triumf i 1991 samt endnu en FWA-kåring som Årets Spiller i 1992. Men et nationalt mesterskab opnåede han aldrig.

Den sympatiske gentlemanforward sluttede med et par skadesplagede sæsoner i Japan og blev slået til ridder med den fornemme OBE-orden, Order of the British Empire, som uddeles til borgere i Storbritannien eller Commonwealth som på særlig vis har udmærket sig på nationens vegne.

I dag ernærer ”Gentleman Gary” sig som ekspertkommentator og deler vandene med sine uforbeholdne meninger.

Populariteten og respekten for englænderen er imidlertid intakt – og aldeles global. Der er mere end 600 brasilianere, der hedder Lineker…