Forskerne strides: Hvem er den ældste klub i verden?
Varianter af fodboldspillet går mange århundreder tilbage, og der er blandt forskere en (seriøs) debat om hvor spillet oprindeligt opstod. Beretninger om vikinger og kinesere der spillede bold med afhuggede fjenders hoveder, kan vi dog frasortere i denne anledning. Det skal handle om organiseret klubfodbold.
Der er forholdsvis udbredt enighed om, at amatørklubben Sheffield FC fra 1857 er verdens ældste, eksisterende fodboldklub. Definitionen indebærer det kriterie, at man i klubben har spillet ”fodbold” og ikke rugby, langbold, cricket eller andet, og desuden at klubben har eksisteret kontinuerligt.
I Sheffield er man meget stolte af byens rolle som tidlige udviklingsbase for spillet. Man sammensatte også et struktureret bud på et regelsæt, de såkaldte ”Sheffield Rules”, som dannede en del af grundlaget for de senere, af fodboldforbundet vedtagne regler. På universitetet i Cambridge har man imidlertid spillet organiseret fodbold siden 1856, og dér anerkender man ikke Sheffield FC’s status som verdens ældste.
Bitter debat om alder
Hvis vi koncentrerer os om professionelle klubber, så er Notts County angiveligt den ældste. Men hvad med naboerne Nottingham Forest? Da Notts rykkede ud af det engelske ligasystem og ned i National League i 2019 gjorde Forest straks krav på at være verdens ældste professionelle liga-fodboldklub. Fodboldspillet spirede omtrent samtidig i byen, men Notts er stiftet i december 1862 og slår dermed Forest med et par år, for klubben med ”Garibaldi-røde” trøjer blev oprettet i 1865 (datoen er ukendt). Men andre steder i England anerkender man ikke denne udgave af fortidens fakta.
Der skal lige gøres regning med Stoke City, hvor man gør man krav på at være (mindst) næstældst. Angiveligt blev klubben stiftet som Stoke Ramblers allerede i 1863, og holder dette stik, så slår Stoke Nottingham Forest på andenpladsen med to år. Desuden skal Ramblers have spillet officielle kampe fra stiftelsesåret, med Notts County først kom i gang i praksis i 1864. I Stoke Citys officielle klublogo står indprentet året ”1863”. Men visse historikere sår imidlertid tvivl om ægtheden af den påstand. Det er nemlig stærkt debatteret om Stoke Ramblers muligvis først blev dannet i 1868. Der er dog enighed om, at navnet blev ændret til Stoke City i 1870.
Hvad med Palace?
For nogle år siden fremkom Crystal Palace pludselig med dokumentation for at være verdens ældste.
Crystal Palace FC har et jo ret unikt navn. Det stammer fra det imponerende bygningsværk fra i glas og støbejern, der blev opført i Hyde Park i 1851 for at huse en verdensudstilling der skulle eksponere det bedste som det vældige britiske imperium kunne præstere indenfor opfindelser, ingeniørkunst og industri.
Paladset var med sine 564 meter i længden og 39 meter i højden, og de tusinder af glasflader et fantastisk syn. Det arkitektoniske vidunder trak millioner af gæster til de store udstillinger og events som det husede frem til 1936, hvor en brand fortærede det.
Selskabet bag krystalpaladset dannede en fodbold- og cricketklub i 1861, og det gør faktisk Crystal Palace FC til verdens ældste, eksisterende professionelle fodboldklub. Problemet er bare, at det ikke – indtil videre i alt fald – har kunnet bevises, at klubben har eksisteret på en kontinuerlig basis.
Der er nemlig tilsyneladende et historisk ”hul” i perioden 1875 til 1905, hvor klubben forsvandt fra resultatlisterne, og det er desuden uklart og omdiskuteret blandt historikere, om den oprindelige Crystal Palace FC har direkte forbindelse med den professionelle klub af samme navn, der opstod (eller genopstod) i 1905.
Hvis ikke Palace finder ”videnskabeligt” gehør for den påståede oprindelse, så er Notts County og Stoke City de to ældste. Men hvis Stoke reelt først er dannet i 1868, så vil det i givet fald indplacere walisiske Wrexham AFC (stiftet i 1864) som den næstældste i Storbritannien. De ældste klubber i Skotland er Queen’s Park fra Glasgow (1867), Kilmarnock FC (1869) og Stranraer FC (1870).
Nordirske Cliftonville FC fra 1879 er – vist nok – Den Grønne Ø’s ældste.
Diskussionen raser, folkens. Og bølgerne går højt blandt historieforskerne.
De næste klubber på listen er:
Sheffield Wednesday fra 1867. Der er dog spillet cricket i The Wednesday siden 1820.
Chesterfield FC. Stiftet i 1867. Klubben gik i betalingsstandsning i 1915 og ophørte med at eksistere, men en ny klub opstod straks ”oven på” den gamle. Der er ikke fuldstændig enighed blandt historikerne om konsekvensen af dette. Chesterfield har i øvrigt aldrig spillet i den øverste række i England.
Reading FC, 1871.
Aston Villa, 1874.
Bolton Wanderers også fra 1874.
De ældste klubber i andre lande i Europa (både amatør- og professionelle):
KB (Danmark). 1876. Dog først fodbold på programmet fra 1879.
St. Gallen (Schweiz). 1879.
Royal Antwerp (Belgien). 1880.
Racing Club Paris (Frankrig). 1882.
Utrechtse S.H. (Holland) 1882.
Ujpest Torna Egylet (Ungarn). 1885.
Academica Coimbra (Portugal). 1887.
Örgryte (Sverige) 1887.
BFC Germania (Tyskland). 1888.
FC Messiniakos (Grækenland). 1888.



















