”Lou Lou, skip to my Lou. Skip to my Lou Macari”. Sådan sang supporterne på Old Trafford i årevis, ned mod deres favoritspiller, den lille pågående forward, Lou Macari. 

Fra Quality Street Gang til Old Trafford

Lou, der egentlig hed Luigi til fornavn, blev født i Edinburgh, men kom i folden hos Celtic omtrent på samme tid som glasgowegianerne vandt Europa Cup turneringen for mesterhold som den første britiske klub i historien. Fortællingen om The Lisbon Lions, der tog trofæet med hjem fra den portugisiske hovedstad i 1967, er i sig selv et eventyr om den protestantiske manager (Jock Stein) i en ærkekatolsk klub, der samlede et hold af lokale knægte og gik hele vejen til europæisk hæder. Men Celtic havde også et andethold med en flok knægte, der bankede grundigt på for at udfordre de etablerede. Talentholdet fik stor opmærksomhed og blev kaldt ”Quality Street Gang” i medierne. Blandt de unge var folk som Kenny Dalglish, David Hay, Danny McGrain og Lou Macari. 

Den lille charmetrold med det italienske navn og sydlandske udseende debuterede for Celtic i 1968. I sæsonen 1969-70 scorede han 10 mål i 19 kampe for The Bhoys, og i 1971-72 25 gange i 42 kampe. I maj 1972 debuterede han på det skotske landshold. I den periode vandt Celtic 4 skotske mesterskaber og pokalturneringen 2 gange. Der er ikke noget at sige til, at de store engelske klubber ville have Macari. 

I første omgang så det ud til at blive Liverpool der skulle være Lous engelske destination. Bill Shankly havde næsten forhandlet alt på plads med Celtic, da Manchester United kuppede transferen og bragte Macari til Old Trafford for 200000£, dengang et anseligt beløb. 

Baggrunden var, at United var i en akut monumental krise. De gamle Europa Cup triumfatorer fra 1968 var blevet for bedagede, og afløserne havde ikke samme niveau. Det største problem var, at De Røde Djævles altoverskyggende profil, problembarnet George Best, skejede mere og mere ud, og nærmede sig et definitivt brud med klubben. Macari blev altså hentet ind som afløser for britisk fodbolds måske største stjerne gennem tiderne. Skotten var ikke i nærheden af The Belfast Boys’ klasse, men han vandt alligevel publikum med sin dedikerede og opsøgende facon og spillestil. 

Situationen var imidlertid desperat. Macari kunne ikke vende nedturen, og i 1974 rykkede United ud. 

Under Tommy Dochertys ledelse kom man dog stærkt igen. Macari havde en personligt god sæson i 1974-75, hvor han scorede 18 gange i alle turneringer, og United vandt 2. division foran Aston Villa. 

Docherty havde fundet en god angrebsformular med Macari, Stuart ”Pancho” Pearson og den teknisk suveræne Jimmy Greenhoff. Midtbanen sprudlede af god energi med folk som Sammy McIlroy, Gerry Daly og skotterne Willie Morgan og Jim McCalliog. Siden kom Steve Coppell til som højre wing og afløste Morgan, mens venstrewingen Gordon ”Merlin” Hill blev købt i Millwall. 

Comebacksæsonen i the top flight gav en meriterende tredjeplads i ligaen, og en FA Cup triumf lå lige til højrebenet, men 2. divisionsholdet Southampton chokerede med en 1-0-sejr. Året efter fik Doc og co. imidlertid revanche. 

Stoppede Liverpools totale dominans

I en medrivende og intens FA Cup finale lykkedes Manchester med at forhindre en fænomenal Treble for Liverpool FC. Englands ellers suveræne mesterhold fik spoleret den ultimative triumf, da Lou Macari lagde op til Uniteds 2-1-sejrsmål og overraskende tog trofæet. 

Per Høyer Hansen skrev i Information: ”Lille Lou Macari passede Jimmy Greenhoff fri inden for straffesparksgrænsen, hvor Liverpools store stopper og anfører, Emlyn Hughes, nærmest måtte tage sig selv i at lave straffespark med en omklamring. Han gjorde det ikke, og så fik Macari bolden på ny, mens Clemence var på vej ud af målet for at blokere skuddet. Bolden kørte via Greenhoffs hofte rundskævt over ham i nettet.”

Og Høyer Hansen causerede endvidere: ”Og i én forstand kan alle glæde sig ved Uniteds sejr efter fiaskoen mod Southampton i fjor. Enhver fodboldfan kender Manchester Uniteds frygtelige forhistorie fra flystyrtet i 1958, der næsten totalt udslettede det hold, der dengang stod nærmest til at tage arven efter Real Madrid i Europas elite. På sin vis er vi jo alle allerinderst i vore hjerter United-fans”. 

FA Cup titlen blev den eneste i Macaris æra på Old Trafford. Året derpå, 1978, blev et ”Annus Horribilis” for skotten.

Personlig tragedie

Landsholdet floppede ved VM i Argentina, og midt under slutrunden fik Lou en forfærdelig nyhed hjemmefra; hans mor var død, angiveligt af en overdosis piller. Macari-familien havde deres personlige problematikker med alkohol og misbrug, og det ansporede Lou til at stifte The Macari Foundation, der yder en stor indsats for hjemløse med misbrugsproblemer. Han slog sig aldrig helt til tåls med den officielle melding om årsagen til morens død, og mente at hun var blevet bestjålet og måske ombragt.

Efter den kuldsejlede VM-turnering ragede Lou uklar med forbundet, og der blev ikke flere end de 24 landskampe han da var noteret for.

Macari spillede ret fast for United frem til 1981, men der blev længere imellem scoringerne. I 1984-85 nedtrappede han den aktive karriere i 4. division hos Swindon. 

Siden blev han manager i en lang årrække med stor fremgang i Swindon og Stoke City, og noget mindre succes i West Ham og Celtic. 

I privaten kunne han følge sine tre sønners forsøg på at slå igennem som professionelle fodboldspillere, men han ramtes af en stor personlig tragedie da den yngste, den kun 19-årige Jonathan, begik selvmord ved at hænge sig i et træ nær barndomshjemmet. Han var blevet vraget i Nottingham Forest, og modgangen drev han ud i narkotikamisbrug og depression.

Om de 11 år og 404 kampe (97 mål) for Manchester United, sagde Lou Macari for et par år siden til mediesitet Inside United: ”I joined because it was Manchester United. I wasn’t going to go anywhere else. Could I have picked a better club? No, I couldn’t”. 

Der er ikke mange Unitedspillere, der har formået at opnå så stor popularitet som lille Luigi på The Stretford End.