Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Danmarks superstortalent skulle blive verdensklasse - men kroppen sagde stop

04.06.2026 Kl. 09:08
Per Frimann (Hansen) blev født i Gladsaxe for 64 år siden i dag.

Det er ikke for meget sagt, at Per Frimann var et af de største talenter i dansk fodbold, både i sin årgang og i hele sin generation. Han kom frem på bagkanten af landsholdets store gennembrud i 1980’erne, og det var forventet at han ville blive en af de helt store. Allerede i 1979 var han med på Ynglingelandsholdet, dét vi i dag kalder U-19. Per spillede 17 kampe i alt for U-19 og U-21 landsholdene.

Den spinkle midtbanetekniker med det glade smil og den meget drengede charme, fik sin fodboldopdragelse i AB og kom til KB i 1980. Efter få kampe for sidstnævnte blev Frimann solgt til RSC Anderlecht, der i 80’erne nærmest specialiserede sig i danske talenter.

Allerede som 21-årig var Frimann på det Anderlechtmandskab der slog Benfica i UEFA Cup finalen i 1983. Den kvikke danske boldspiller var på banen i de to finalers samfulde 180 minutter som højre wing/midtbane.

På landsholdet debuterede han samme år i EM-kvalifikationskampen i Idrætsparken mod Luxembourg (6-0 til Danmark). I debuten kom Frimann ind fra bænken, og det gjorde han også i 8 af hans næste 10 landskampe. Han fik en halvleg i opvarmningskampen før EM mod Holland, hvor landsholdet floppede voldsomt, og det kostede måske en billet til slutrunden i Frankrig. Til gengæld kom Frimann med til VM i Mexico, men en fodskade spillede destruktivt ind, og det blev ikke til spilletid. 

Det var ret tragisk at han kom til skade i en opvarmningskamp før VM mod Paraguay, for han var i sit livs form, og det var ikke usandsynligt, at han havde erobret en plads i den danske startopstilling ved slutrunden. Den møgærgerlige skade blev siden aldrig helt overvundet.

OL-skandalen

Kort efter verdensmesterskabet kom Per Frimann helt uforvarende til at lægge navn til den skandalesag, der betød at Richard Møller Nielsens dygtige OL-hold ikke kom til Seoul. 

Ingen havde tænkt på at Frimann reelt ikke var spilleberettiget, da han medvirkede til OL-mandskabets 2-0-sejr i Polen. Den efterfølgende skrivebordssag kostede de afgørende points, generalsekretær Erik Hyldstrups job og DBU kraftige skrammer i lakken. Selv i dag, så mange år senere, fremstår sagen uforståelig. Tænk, at ingen i administrationen omkring holdet havde sat sig tilstrækkeligt ind i regelsættet. Danmark gik – måske – glip af en OL-medalje. 

I 1988 blev Frimann udtaget til EM-slutrunden i Vesttyskland, og startede inde i den sidste og ganske betydningsløse match mod Italien. På det tidspunkt stod det desværre mere og mere klart, at tilbagevendende skader var et tungt anker om halsen på karrieren. 

En kort udlejningsperiode i AGF resulterede i at Frimann medvirkede til at slå Brøndby IF i pokalfinalen med 2-1, hvorefter han skiftede til netop BIF. Her fik han – trods mange skader – et par ganske gode sæsoner, hvor han hjalp de blå-gule til pokalsejr i 1989 og mesterskab i 1990. Det blev også til to landskampe i 1989. Frimann medvirkede til at spille 2-2 i Amsterdam i en venskabskamp der markerede det hollandske fodboldforbunds 100-års jubilæum. Det blev Pers 17. og sidste optræden for Danmark. Talentet var til langt, langt flere, men bentøjet var ikke.

Økonomisk nedtur i AB

Siden arbejdede Per Frimann en tid som sportsdirektør i AB. Han kom til at spille en noget kontroversiel rolle i den økonomiske nedtur, der ramte AB på bagkant af sportslig fremgang og gode resultater. Den tidligere cheftræner, Christian Andersen, kritiserede Frimanns rolle i yderst utvetydige toner, men sportsdirektøren har nu næppe siddet med det fulde ansvar. 

I mange år har Frimann været tv-kommentator og ekspert på TV3. Han dannede en slags ”makkerpar” i årevis med Carsten Werge. De har også skrevet en række fodboldbøger sammen. 

I dag er Per sideløbende engageret i HIK’s sportslige ledelse.

Meritter og triumfer:

17 landskampe, 1 mål.

Klubber: AB, KB, Anderlecht, AGF, Brøndby.

Anderlecht:

1983 UEFA Cup vinder

1985 Belgisk mester

1986 Belgisk mester

1987 Belgisk mester

AGF:

1988 Dansk pokalvinder 

Brøndby:

1989 Dansk pokalvinder 

1990 Dansk mester

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce