Rækken af engelske verdensklassecenterforwards gennem tiderne bærer i sig selv fortællingen om en offensiv, aggressiv powerfodbold stil og tilgang, som Englands landshold har praktiseret i mere end et århundrede. 

Der er en meget gammel engelsk tradition for at prioritere store, stærke centerforwards. Det hænger helt naturligt sammen med klassiske wingspil. Ud på fløjen, drible til baglinjen, smæk indlægget og bom. Den fysisk stærke tankcenterforward regerer luftrummet med sit hovedspil. 

Den berømte gamle amatørklub The Corinthian var de første til at perfektionere denne simple, men effektive recept. Gilbert Oswald Smith var engelsk fodbolds første traditionelle centerforward. Sublim i hovedspillet eksekverede han de formfuldendte opspil og de mange indlæg fra baglinjen og kanterne. Han blev Englands første superstar, på trods af at Corinthians kun spillede opvisningskampe og således ikke deltog i nogen form for turneringer. 

Siden fulgte Derby-legenden Steve Bloomer og Vivian Woodward, der på deres tid var bredt anerkendt som verdens bedste angribere/fodboldspillere. Woodward vandt 2 OL-guld med England, der i finalerne i 1908 og 1912 slog Danmark. 

Evertons Dixie Dean var i 20’erne og 30’erne idealet og prototypen på en effektiv tank-angriber. Selv om han ikke var en kæmpe, var han alligevel totalt enerådende i luftspillet. Everton benyttede ham som targetman i utallige opspil, og han blev indimellem beskrevet som ”angriberen, der kunne spille i sivsko”, for han brugte stort set kun hovedet. Deans målkvotient er den højeste i engelsk fodbolds historie. 

Tommy Lawton i tiden lige før og efter 2. verdenskrig er en anden legendarisk konge af hovedspillet, som kan fremhæves. Han gæstede Dan mark flere gange i de traditionelle sommerkampe og spillede mod det danske landshold i Idrætsparken i 1949. Lawton imponerede altid med sin enorme springkraft og præcision i hovedstødene. 

Boltons Nat Lofthouse overtog rollen som frontkæmper i 1950’erne. Jimmy Greaves var en komplet angriber der kunne alt og scorede kasser i læssevis. 

Flere af spillerne på denne liste kunne langt mere end at heade, og kan ikke helt karakteriseres som traditionelle centerforwards. Det gælder for eksempel Geoff Hurst, Kevin Keegan, Michael Owen og Wayne Rooney. Men deres fællestræk var, at de mestrede det vigtigste moment i fodboldens univers; at lave mål. 

”Kongerækken”:

Gilbert Oswald Smith

Steve Bloomer 

Vivian Woodward

George Camsell

Dixie Dean

Stan Mortensen

Tommy Lawton

Nat Lofthouse

Jimmy Greaves

Geoff Hurst

Kevin Keegan

Gary Lineker

Alan Shearer

Michael Owen

Wayne Rooney

Harry Kane

Målkongen Shearer

En af de fineste forwards på denne liste over målkonger, er uden diskussion Alan Shearer. 

Shearer, der i dag fylder 56, blev tre gange kåret til Årets Spiller i England og to gange topscorer. Han spillede 63 gange for England, omtrent halvdelen som anfører, og scorede 30 gange. 

Alans 379 mål i 734 kampe på topplan er en fantastisk præstation. Begreberne ”legende” og ”klubhelt” er efterhånden lidt slidt, men begge passer i dén grad på Shearer i forhold til hans status i Blackburn Rovers og Newcastle United. Han blev engelsk mester med Blackburn i 1995, og spillede hele 10 stærke sæsoner i Newcastle. Med 206 mål for The Magpies er han nummer 1 på listen over målscorere gennem tiderne foran legenden Jackie Milburn (med 200). 

Af familiære årsager valgte Alan at blive i England hele karrieren. Han fremstod i det hele taget som en mand i god balance mellem hårdheden i branchen og de menneskelige kvaliteter der skaber en god leder. I tiden efter den smukke, aktive karriere har han gjort et stort arbejde for velgørende formål. Han er som fodboldekspert i medierne direkte og ærlig, men han er mere nuanceret og eftertænksom end andre tidligere topspillere, der konkurrerer om at få taletid. Og han agerer uden at benytte samme skingre tone som fx Roy Keane. 

I de senere år har Alan fokuseret meget på tidlig demens blandt ældre professionals. Han har utvivlsomt personligt udført et ekstremt højt antal headninger som targetman, og det har ikke skortet på ubarmhjertige luftdueller. Han har da også udtalt, at han føler sig i ”farezonen” for at udvikle tidlig demens, og det har været en del af motivationen i forhold til at forsøge at skabe mere opmærksomhed omkring problemet.