
Han var en af dansk fodbolds allerbedste målmænd
Kaffehandleren Lange-Svend
Svend Jensen blev født på denne dag i 1905.
Svend Jensen – egentlig Svend Aage Julius Jensen – var en meget høj mand. Med sine 1 meter og 95 centimeter var han en regulær kæmpe på en tid, hvor folk generelt var noget lavere end i dag. Det var ikke for ingenting, at han blev kaldt ”Lange-Svend”.
Kaffehandler og montør Svend Jensen kom fra en ydmyg baggrund. Faren var sporvognskonduktør og familien boede på Nørrebro. Svend spillede hele sin divisionskarriere for B.93. Den var, i hans periode, en af de mest succesrige klubber i hele dansk fodbolds historie. Den lange, slanke målmand med den karakteristiske sweater og sixpence var en stor del af baggrunden for dette.
Han debuterede på landsholdet som kun 21-årig i 1927. På det tidspunkt havde AB’s glimrende målmand, Edvin Frigast Larsen, besiddet pladsen som ankermand næsten fast, siden legendariske Sophus Hansen lagde op i 1920. Med Svend Jensen fik Danmark på ny en ægte verdensklassemålmand.
Lange-Svend profiterede naturligvis af sin højde og drøjde. I en tid hvor der var væsentligt flere knubs til målmændene end nu om dage, var Svend stærk og solid. Hans rækkevidde var næsten overjordisk, han placerede sig godt, allerede i en ung alder. Og han var faktisk hurtig på reflekserne. På landsholdet kom han til at være fast mand i mere end 10 år.

Dansk deroute
DBU havde i 1920 besluttet at holde landsholdet uden for international turneringskonkurrence. Desuden ville man kun spille mod med andre amatørnationer. Den manglende sparring satte udviklingen drastisk i stå i dansk elitefodbold. Det var synd. Ved OL i 1924 i Paris og 1928 i Amsterdam havde Danmark haft reelle chancer for at placere sig i medaljekampen. Endnu i 1930 var landsholdet stærkt nok til slå Tyskland med 6-3. Med Svend Jensen som en sikker sidste skanse og en forrygende Pauli Jørgensen i front.
Men i 1937 stod det klart for alle, at Danmarks tid som en magtfaktor i europæisk fodbold var definitivt omme. Den 18. maj blev en skæbnestund for landsholdet. På denne dag led Danmark sit mest ydmygende nederlag i en landskamp nogensinde. Det blev kaldt ”katastrofen i Breslau”.
Katastrofen
I Nationaltidende skrev en rystet reporter, under overskriften ”Den sorteste dag i dansk fodbold”: ”Spørgsmålet er om dansk fodbold kan bevare sine internationale forbindelser, når vi stadig holder fast ved vore strenge amatørregler, medens andre nationer har helt andre opfattelser af, hvor grænsen mellem amatører og professionals skal sættes. Man kan nemlig ikke forlange, at et hold idrætsmænd, der skal passe deres arbejde 6 dage om ugen, kan opnå den hurtighed og kondition, som de tyske spillere viste i Breslau. Enten må vi gøre os klart, at Danmark ikke mere er nogen betydende fodbold-nation, eller også må DBU give nye signaler for amatørfodbolden”.
Interessant og konstruktiv nytænkning fra pressen, men som vi ved, gik der 40 år inden DBU ændrede amatørfodboldens monopolstatus i Danmark. Det må have været en pinlig oplevelse for spillerne, og UK med Kristian Middelboe i spidsen, at tage del i fest-banketten efter ”kampen”. Her var det skik og brug, at man skålede, spiste sammen og holdt taler hvor man priste modstandernes bedste folk. For danskerne var der mildt sagt ikke meget at glæde sig over. Svend Jensen spillede imidlertid forrygende, og sparede Danmark for et nederlag der nemt kunne være blevet dobbelt så stort.
Det sidste spark
Det var ikke så mærkeligt at pressen og DBU (for ikke at tale om det målløse fodboldfolk) i tiden efter katastrofen krævede nyt ”blod” på landsholdet. Svend Jensen overlevede fortjent udrensningen, men ønskede så at stoppe i 1938.
Da hans tid således syntes forbi, gjorde han sig sine interessante retrospektive betragtninger om karrieren i Socialdemokraten. På spørgsmålet om det nu havde været dét værd, svarede Lange Svend: ”På en måde oplever man en dejlig ungdom. Man kommer ind i et glimrende kammeratskab og får set sig om, men fra man er 15 til man er 30, går bogstavelig talt al ens fritid til sporten. Og når man nu som jeg er blevet 32, må man indrømme for sig selv, at man godt kunne have ofret lidt mere af sin tid til at dygtiggøre sig på andre områder. Der er en virkelig sandhed i det gamle ord om, at en fodboldspiller ikke giver sit sidste spark – han får det”!
41 landskampe: Dengang et enormt antal
Svend Jensen lod sig dog alligevel overtale til en landskampsæson mere og spillede sin sidste landskamp i 1939 i Göteborg. Dermed kom han op på 41 landskampe for Danmark, i konkurrence med de to dygtige Frem’ere Niels Hansen og Egon Sørensen. Han gav stafetten i B.93 videre til senere landsholdsmålmand Ove Jensen, der som ung havde den bedst tænkelige læremester.
Man får lyst til at udbryde: Tak du gamle mandfolk, for din tid og umage!
Kaffehandleren Svend Jensen døde i 1979.
Portræt af Niels Hansen: I skyggen af en gigant: Den glemte stjerne fra Schønbergsgade
















