Der er noget helt galt i dansk fodbold - og vi taler alt for lidt om det
Danmark råder over for få spillere med ekstraordinære individuelle kvaliteter. Det kan der være mange forklaringer på. Den måde som talenterne bliver trænet og opdraget på i klubberne, måske. Eller den efterhånden absurde teoretisering af alle aspekter og situationer på grønsværen. Analyse- og datamængderne oversvømmer muligvis aktørernes evner og muligheder for at gøre det uventede og overraskende. Dét træk som modstanderne ikke forudså. Dén dribling der splittede forsvaret. Den uventede, ekvilibristiske afslutning. De momenter fylder ikke nok i statistikkerne. De giver bare de kolde facts på alt hvad der lykkedes eller mislykkedes. Men for at lykkes må man turde at spille med risici. De bedste individualister skal have lov til at fejle.
Der er, i min optik, en tendens til at de dygtigste teknikere får en uforholdsmæssig stor del af skylden og ansvaret for når tingene ikke fungerer og holdet taber. I pressen, blandt de højtråbende eksperter, og ude hos ”fodboldfolket” (der giver sig til kende på sociale medier) er der ofte et narrativ hvor der skal udpeges syndebukke. Og det er nemt at lægge ansvaret på dem, som der stilles de største forventninger til. Det er måske typisk dansk. Ligesom det ikke er pænt at fremhæve nogen frem for andre.
Personligt har jeg en ret stærk tro på, at vores – på rigtig mange måder – dejlige velfærdssamfund er ”medskyldig” i udviklingen. Fra børnene er bittesmå bliver de opflasket med troen på at alle er lige gode. Det er smukt. Men det er også forkert. Jeg har været lærer på foldeskoleniveau i 26 år. Der er det ikke så godt at nogen vinder over andre. Når en elev, eller en klasse, har løbet længst i det årlige motionsløb, husker man lige at proklamere: ”Husk nu at alle er vindere” og den slags. Det er jo bare hverken rigtigt eller særligt motiverende. Jeg vil faktisk vove den påstand, at de fleste danske folkeskolelærere inderst inde er modstandere af karaktersystemer, fordi det er i kontrast til de demokratiske normer om ligeværd, som vi herhjemme er opflasket med. Mange i skoleledelserne er skåret af samme læst. En lærer der opnår flotte karakterer med en skoleklasse bliver som regel ignoreret. Det hele er jo teamwork.
Men der skal være plads til at stikke ud fra mængden uden at få stukket jantelov og minimalistisk mindreværd i ansigtet. Det skal være i orden at være bedst og få ros og hyldest for at gøre sig ekstra umage. Intet fællesskab fungerer uden kollektive værdier. Men de må ikke overskygge det enkelte individs potentiale.
I dansk fodbold sukker vi efter de spillere der kan afgøre en match på egen hånd. Personligheder som Allan Simonsen, Preben Elkjær, Michael og Brian Laudrup og Christian Eriksen. Vi har alt for få. Men vi har Mikkel Damsgaard.
Damsinho
Damsgaard fylder 26 i dag. Han blev født og voksede op i Jyllinge, og kom siden på FC Nordsjællands akademi. Efter debut i Superligaen som 17-årig i 2017, blev han fast inventar på U-19 landsholdet og lidt senere et stærkt U-21 landshold. Samlet nåede Mikkel 16 landskampe på diverse ungdomslandshold. I sæsonen 2019-20 brillerede han for FC Nordsjælland med nogle perlemål og en – for så ung en spiller – uhyre imponerende spilintelligens og et fremragende overblik. I sommeren 2020 blev han solgt til italienske Sampdoria.
Kasper Hjulmand hentede ham ind på A-landsholdet i den såkaldte ”coronakamp” mod Sverige samme år, og han nettede to gange i EM-kvalifikationskampen i Parken mod Moldova (8-0).
Det helt store gennembrud kom i EM-slutrunden, hvor Mikkel blev hele Danmarks ”Damsinho”. Frisparksmålet i semifinalen mod England er en af de smukkeste landsholdsscoringer jeg har set i mange år. Og i det hele taget.
Desværre blev Damsgaard blev skadet i landskampen mod Østrig i oktober 2021, og der var komplikationer i forbindelse med den efterfølgende knæoperation. Han blev alvorligt syg og var længe helt ude af spillet i Genoa. Det viste sig, at han også fik konstateret leddegigt, og efter hele den omgang havde han meget svært ved at finde tilbage til sit sprudlende jeg. Det forekom på det tidspunkt tvivlsomt, om Mikkel i det hele taget kunne komme tilbage på sporet i karrieren.
Brentford-redningen
Det blev Brentford og Thomas Frank, der kom til at agere redningsplanke. Ligesom det også var tilfældet med Christian Eriksen. Gradvist blev Damsgaard sat i spil for The Bees, og stille og roligt fandt han formen og selvtilliden.
Til dato har Damsgaard spillet 134 kampe for Brentford, og han blev kåret til Årets Spiller i klubben i 2025. Der er ingen tvivl om, at han har spillet en fremtrædende rolle i Brentfords succes i Premier League. Og det er indiskutabelt, at Londonforstaden har været et godt sted for Mikkels karriere. Men jeg kan altså alligevel ikke undlade at bemærke, at det opskruede tempo med masser af boldpres og hurtige omstillinger, som Brentford baserer deres spillestil på, måske ikke just er skræddersyet til en spiller med Damsgaards evner. Jeg så ham personligt meget gerne i en klub med mere boldbesiddelse, hvor han kan rulle sit ”10’er-potentiale” ud for alvor og være manden med taktstokken.
Det må han også gerne på landsholdet. Han har indtil nu spillet 40 landskampe og scoret 8 gange.
Han spillede ekstraordinært formidabelt mod Nordmakedonien i Parken, og han har scoret 4 gange i Danmarks seneste 7 landskampe. Jeg var lidt ked af, at Mikkel ikke ønskede at sparke straffespark i Prag, og måske mangler han endnu at træde helt frem og tage de store ansvarsopgaver på sig. Dertil er hans mentalitet for beskeden, tilbageholdende og forsigtig. På mange måder lidt for ”typisk dansk”.
