Dengang Idrætsparken kogte: Da de danske amatører drev verdens bedste målmand til vanvid
Det er den 22. september 1976, og DBU byder på aftenlandskamp i Idrætsparken mod en af Europas helt tunge nationer. Det er Italien der er på besøg i København.
Landskampåret har været som en forløsning. Den nye landstræner, festlige og folkelige Kurt Nielsen, har haft en heldig hånd med at reformere landsholdets tilgang. Der skal angribes og spilles fremadrettet med tro på egne evner. ”Hvis hver mand kæmper og spiller sit bedste, så slår vi de bavianer”, bliver Kurts parole. Forgængeren Rudi Strittich foretrak en mere pragmatisk og defensiv spillestil, men resultaterne var pauvre og præstationerne generelt skuffende. I Strittichs sidste sæson som landstræner, 1975, formåede Danmark kun at vinde en enkelt landskamp, en 2-0-sejr over Finland.
Men det er der vendt op og ned på nu. I Kurt ”Nikkelaj” Nielsens debut-år er Sverige blevet besejret for første gang i 39 år på svensk grund. VM-kvalifikationen er begyndt med en 5-1-sejr over Cypern. Det er faktisk det danske landsholds første udebanesejr nogensinde i en VM-turnering. Og så har man, blot tre uger tidligere, spillet 1-1 mod Frankrig i en venskabskamp med meget flot dansk spil. Optimismen er i top. Tilskuerne strømmer atter til landskamp. Og udlandsprofferne mener tilsyneladende, at det er noget sjovere at komme hjem til landsholdssamlingerne i Kurts regi, end under den mere metodiske og krævende Rudi Strittich. Det er der nok ikke noget at sige til, for Nikkelaj gør sit yderste for at beværte sine spillere med hyggelige frokoster. Der står bajere, snaps, sild og smørrebrød klar, når de – ofte – ret så improviserede trænings-sessioner er overstået.
I dag lyder det helt skørt, at spillerne havde så frie tøjler, og at hele Kurts set up var så gennemført amatøragtigt. Useriøst, ville nogen mene. Men landstræneren har indset, at spillerne har behov for et anderledes venligt og hyggeligt miljø, end kadaverdisciplinen i Vesttyskland og Belgien, som er hjemsted for de fleste af de professionelle. Kurt kan ikke indøve ret meget taktisk i de korte samlinger, så træningen bliver mere lystbetonet og social. Desuden ønsker han at frigøre de mange kreative, offensive ressourcer, som danskerne har til rådighed. Det er aktører som driblekongen Jørgen Kristensen, festlige Benny Nielsen, liberoen Per Røntved og så selvfølgelig ”Gladbach-tvillingerne”, Danmarks store stjernespillere, Allan Simonsen og Henning Jensen.
På trods af alle anstrengelserne kan Nikkelaj denne septemberaften ikke råde over Simonsen og Jensen. Klubberne har råderet over deres kontraktansatte, og landstræneren må kalkulere med et antal afbud fra en del af bedste hver gang. De to nævnte nøglespillere får i alt kun 9 landskampe sammen i hele deres respektive karrierer.
29000 tilskuere er på plads på Idrætsparkens lægter, og de er selvfølgelig spændte på, om det danske landshold kan fortsætte de positive og lovende takter. Og forventningerne bliver indfriet, for de rød-hvide tager hurtigt taktstokken og lader angrebene regne ned imod det italienske mål. Nu er det ikke uset, at støvlelandets udvalgte lader sig presse tilbage på banen. Især når de ikke spiller hjemme, og når der ikke står andet end æren på spil. Så italienerne stiller sig i den velkendte pindsvineformation og lader danskerne komme.
Trykket på gæsterne bliver imidlertid ganske massivt, og Danmark spiller sig frem til adskillige kæmpechancer. Niels-Christian Holmstrøm, Ove Flindt Bjerg og Lars Bastrup bomber løs, og Per Røntved har et par gode muligheder, men nede i det italienske bur står en levende legende. Det er verdens bedste keeper, den uforlignelige Dino Zoff.
Fænomenet Zoff
Dino blev født den 28. februar 1942 i en bondefamilie i Italiens nordøstlige hjørne, nær Gorizia. Han uddannede sig til mekaniker, men nærede en brændende drøm om at stå på mål i Serie A.
Udinese gav Zoff kontrakt i 1961, og han debuterede samme år for ”I Banconeri”. Det blev en lidt kaotisk begyndelse på karrieren på topplan for en ung, lovende keeper, for Udinese førte en elevatortilværelse mellem Serie A og B. I 1963 fandt Dino stabilitet i Mantova, og i 1967 rykkede han til Napoli på en stor transfer. Han blev da regnet for et lysende talent blandt støvlelandets keepere. Han var lynende reaktionsstærk, havde god højde og drøjde, og så havde han en fænomenal evne til at forudse spillets udvikling og placere sig korrekt. Disse egenskaber skabte ro og tillid blandt holdkammeraterne til hans evner og lederskab. Personligt syntes jeg dengang, at Sepp Maier var en langt mere seværdig målmand i kraft af akrobatiske redninger og djævelsk hurtige reflekser. Men der var noget stoisk og majestætisk over Zoff. På de gode dage (og dem var der mange af) var han umulig at passere.
I 1968 debuterede Dino, som 26-årig, på ”Gli Azzurri”, det italienske landshold. Han stod formidabelt da Italien, på hjemmebane, samme år vandt Europamesterskabet. Det var italiensk landsholdsfodbolds bedste resultat i 30 år. Zoff måtte dog lide den tort at blive vraget som førstekeeper i forbindelse med VM-slutrunden i 1970, hvor Enrico Albertosi blev foretrukket. Men fra 1971 sad Zoff fast på målmandspladsen på det nationale mandskab. Han holdt buret rent i landskampe i mere end to år (1972-74), men han kunne ikke forhindre en italiensk fiasko ved VM i Vesttyskland i 1974. Til gengæld havde et skifte til Juventus bragt ham helt frem i den internationale bud på klubplan.
Med ”Den Gamle Dame” vandt Zoff 6 italienske mesterskaber og 2 pokalturneringer. Han triumferede i UEFA Cup turneringen i 1977 og optrådte i to finaler i Europa Cup turneringen for mesterhold. I 1973 blev han nummer 2 i Ballon d’Or, kun overgået af Johan Cruyff. Det er det bedste resultat i den afstemning af en målmand, næst efter Lev Jashin, der er den eneste keeper der har vundet Ballon d’Or.
Landskampe mod Danmark og VM-triumfator
Det var således en kæmpe af Carrara-marmor, som det danske landshold stod over for i september 1976. Venskabskampen udviklede sig til et ret ensidigt, men mere og mere fortvivlet dansk pres. Især efter at Paolo Pulici havde bragt udeholdet i front med en kontrascoring efter 16 minutter. Zoff var ikke til at overliste, og Kurt Nielsen måtte indkassere sit første nederlag som landstræner.
5 år senere havde det danske landshold imidlertid mere held med sig. I en fuldkommen uforglemmelig VM-kvalifikationskamp besejrede Sepp Pionteks udvalgte Italien med 3-1, på mål af Per Røntved, Frank Arnesen og Lars Bastrup. Den da aldrende Dino Zoff (39 år) kunne denne gang ikke modstå den rød-hvide bølge. Danmarks sejr antændte lunten til dynamitholdet, der nogle år senere fik det store internationale gennembrud. Men for Italiens vedkommende blev det indledningen til en sejrsrække, der kulminerede med VM-titlen året efter.
Det var sidste mulighed for at opnå en VM-medalje for den 40-årige ”Dinosaur” Zoff. Han sad på bænken da Italien nåede finalen i 1970, og han var med til at blive nummer 4 i Argentina i 1978. VM-slutrunden i Spanien blev imidlertid den ultimative triumf for den gamle anfører.
Italien startede halvsløjt, men Paolo Rossi indlemmedes i angrebet i mellemrunden, og så kørte det i olivenolie for de azurblå. Brasilien blev sensationelt besejret med 3-2 på et hattrick af Rossi. Polen blev kørt over i semifinalen med to scoringer af Rossi. Og i finalen overstrålede Enzo Bearzots team et slidt vesttysk mandskab og sejrede fortjent med 3-1. Blandt de mange minder har to brændt sig i særlig grad ind på nethinden. Marco Tardellis euforiske jubelløb efter midtbanesliderens scoring til 3-1. Og da den ranke, smukke veteran, en af verdens bedste keepere gennem tiderne, den enestående Dino Zoff, modtog det gyldne trofæ.
Efter en lang og ganske succesrig trænerkarriere er Zoff i dag pensioneret og still going strong. Han var indlagt i 2015 med en alvorlig neurologisk infektion. Han fortalte siden at de to gamle, afdøde kammerater, Gaetano Scirea og Enzo Bearzot havde besøgt ham en stille nat ved sygelejet på hospitalet. Han havde smilet til dem og sagt: ”Ikke endnu, venner. Ikke endnu”.
