Jeg glemmer det aldrig: Historien om den rygende læge, der ændrede fodbolden for altid
Jeg husker det, som var det i går. VM i Spanien i 1982 blev intet mindre end en åbenbaring for en 12-årig, der sad klinet til tv-skærmen og grådigt slugte alt det fodbold, som Danmarks Radio transmitterede. ”Åbenbaring” er et stærkt ord. Lidt religiøst ladet. Men ”aha-oplevelse” eller andre synonymer er bare ikke tilstrækkelige og repræsentative. Det var Brasilien der stjal mit hjerte.
Det smukkeste fodbold
Med en sorgløs og legende tilgang forekom de kanariegule på grønsværen nærmest at være fra en anden klode, hvor teknisk ekvilibrisme og charmerende æstetik gik op i en højere enhed. Det var fodboldkunst når brasserne spillede bolden frem ad banen. Hver aflevering blev adresseret med ynde og perfektion. Hver tæmning fik en lille delikat krølle med yder- og side. Spillet flød og foldede sig ud for øjnene af os, som et overflødighedshorn af lækkerier. Aktørerne var en sammensætning af de bedste boldspillere som nationen kunne frembyde: Falcão, Zico, Junior og kanonskytten Eder. Og midt i det hele regerede en rank, majestætisk skikkelse som en kongelig feltherre. En høj og skægget mand med pandebånd, der kontrollerede den kreative legeplads med sin fuldkomne teknik og et guddommeligt overblik. Han var tydeligvis strategen i centrum. Dirigerede og gestikulerede og orkestrerede herlighederne. Denne karismatiske personlighed var hele Brasiliens ”Doctor”; Socrates.
Jeg var en af millioner, der faldt pladask for landstræner Tele Santanas sambahold. Tænk engang. Sådan kunne fodbold også spilles!
Anarkistisk feltherre
Socrates Brasileiro Sampaio de Souza Vieira de Oliveira, eller blot ”Socrates” eller ”Doctor”, voksede op i et intellektuelt hjem, hvor faren kom i modsætningsforhold til militærstyret i 1960’ernes tumultariske Brasilien. Opvæksten formede knægten til fritænker og anti-autoritær. Lidt som den græske filosof, som han var opkaldt efter. Det prægede i høj grad hans indstilling til fodbolden. Den kreative drivkraft skulle komme ud af basal spilleglæde. Den fandt Socrates hos bl.a. idealisten Tele Santana. Sammen bragte de to innovatorer det brasilianske ”Jogo Bonito” til et helt nyt niveau. Og det var hårdt tiltrængt efter et årti, hvor landsholdet spillede mere og mere taktisk, fysisk og defensivt orienteret.
Socrates uddannede sig til læge. Paradoksalt nok drak og røg han som det passede ham. Det var formentlig en del af det lettere anarkistiske livssyn, som han var eksponent for. På fodboldbanen udviklede han sine strategiske og organisatoriske evner i Botafogo og siden i Corinthians.
Den skæggede bohême debuterede på landsholdet i 1979 og opnåede i alt 60 landskampe (og 22 mål). Ved slutrunden i 1982 betog han en hel fodboldverden – således også en 12-årig knægt i Albertslund.
Det var dog ikke vanskeligt, heller ikke for en præpubertær fodboldentusiast, at spotte svagheder på det ellers fabelagtigt velspillende brasilianske mandskab. Målmanden, Waldir Peres, var iøjnefaldende usikker, og helt i front var det forbløffende, at en så stærk fodboldnation ikke kunne stille med en bedre boldspiller end den lange centerforward Serginho. Til gengæld var midtbanen en sand fryd. Balancespilleren Toninho Cerezo gjorde det håndværksmæssige forarbejde, så kunstnerne kunne rulle deres gudbenådede talenter ud. Da det kneb med at trænge igennem den sovjetiske forsvarsmur, fyrede Socrates og Eder et par langskudsmissiler i kassen bag Rinat Dasaev. Og et skotsk føringsmål kunne ingenlunde standse det blændende sambaspil. Modstanderne blev fejet af banen med en legende lethed, og man sad konstant med en fornemmelse af, at dette vidunderteam kunne sætte et ekstra gear ind, hvis det var nødvendigt.
Det blev det i mellemrunden, hvor Brasilien udspillede Argentina med en ung Diego Maradona, der symboliserede ærkerivalernes fald, da han blev udvist for en grov stempling på brassernes Batista.
Men i det afgørende mellemrundeopgør mødte et af historiens smukkest spillende landshold sin nemesis.
Dybt rystet og vantro, måtte jeg, hjemme på sofaen foran fjernsynet, konstatere, at Italien – med måltyven Paolo Rossi i hopla – besejrede mine yndlinge med 3-2. De azurblå straffede nådesløst overlegent og sjusket forsvarsspil, og den ubekymrede og livsglade brasilianske ideologi kom til kort. Jeg græd, præcis ligesom millioner af fodboldelskere over hele planeten.
Som mange af de øvrige landsholdsstjerner skrev også Socrates kontrakt med en europæisk klub. Det blev Fiorentina, der i 1984 fik glæde af midtbanevirtuosen. Det meget taktiske spil i Serie A, med mange frispark og stop i flowet, var imidlertid ikke noget for livsnyderen. ”Doctor Socrates” vendte tilbage til hjemlandet efter blot en enkelt sæson, for at repræsentere Flamengo og siden Pelés gamle klub, Santos.
Pendant til Dynamitholdet
I 1986 gjorde Santana og Socrates endnu et attentat på VM-titlen. Det gik godt til at begynde med. Socrates scorede sejrsmålet til 1-0 mod Spanien, og Brasilien havde denne gang en bedre spydspids i Careca, der stod bag nedsablinger af Nordirland og Polen, og en smal sejr over Algeriet. Men skæbnen ville, at Brasilien kom op imod europamestrene fra Frankrig i kvartfinalen, og en tæt og velspillet match endte med brasiliansk nederlag efter straffesparkskonkurrence. Socrates brændte et af sit holds 5 spark. Efter den nedtur gennemgik O Selecão en større udskiftning.
Doktoren vandt São Paulo mesterskabet tre gange med Corinthians. Men det lykkedes aldrig for Socrates’ strålende landsholdsgeneration at vinde et internationalt trofæ. De to VM-slutrunder endte, som omtalt, i kvartfinalerne. Og i Copa America blev det kun til en andenplads (i 1983). Det gjaldt også det såkaldte ”Mundialito” i 1980, et mini-VM med deltagelse af nationer der havde vundet VM i historiens løb. Brasilien tabte finalen til Uruguay.
Alligevel husker mange brasilianere netop dét landshold med en særlig affektion. Det formåede at vinde folkets hjerter, om end ikke titlerne. Pendanten til Danmarks 1984-86 dynamitlandshold ligger lige for.
Socrates fortsatte livet igennem med at agitere for medmenneskelighed og demokratiske værdier. Han gik bort i 2011. Den tidligere landsholdsanfører blev kun 57 år.
