125-års fødselsdag

Da man i 1904 dannede Lolland-Falsters Boldspil Union, LFBU, var landsdelens allerede da største klub, B.1901 ikke repræsenteret på den stiftende generalforsamling. Værtsklubben Ekko fra Nykøbing Falster havde angiveligt glemt at sende en invitation til rivalerne.

01’erne søgte i stedet om optagelse i Sjællands Boldspil Union (SBU), hvilket dog blev afslået. Efter et par vanskelige opstarts-år blev unionen endeligt stadfæstet i 1906 – nu med B.1901 som medlem. LFBU’s lokale mesterskab blev vundet af 01’erne i 1909, og derefter 25 gange i træk…

Hemmeligheden bag den massive dominans var givetvis, at man i Nykøbing tidligt etablerede et tæt samarbejde med de københavnske klubber, der ofte og kontinuerligt gæstede Falster og spillede venskabskampe. Man sugede inspiration til sig og blev epicenter for de provinsielle forsøg på at udfordre hovedstadens monopol på det danske mesterskab.

B.1901 blev historisk set den klub, der oftest og kraftigst tog kampen op mod læremestrene; de stærke københavnere.

7 provinsmesterskaber

DM-turneringen blev indstiftet i 1912-13, og den var således struktureret, at unionsmestrene mødtes indbyrdes efter cup-princippet, og den stærkeste mødte så KBU’s mesterhold i DM-finalen.

I årene fra 1913 og indtil turneringen blev omorganiseret i 1927-28, vandt B.1901 hvert år LFBU’s mesterskab. I de fleste af årene var den legendariske målmand, politibetjenten Harry Pantmann-Hansen, der altid stod med bøllehat, 01’ernes store profil. Man rådede også til at begynde med over den blonde back, Richard Rasmussen, kaldet “lyse Rekkert”, der kom på landsholdet da han flyttede til København og spillede for Boldklubben Frem.

I 1913, 17, 19, 20, 22, 25 og 1926 blev B.1901 provinsmestre.

I det sidstnævnte år, 1926, kom falstringerne uhyre tæt på at blive den første provinsklub, der lykkedes med at fravriste KBU det danske mesterskab.

Der måtte tre opgør til før 01’erne blev knækket

Finalen blev spillet i en enkelt, altafgørende kamp, og modstanderen var ingen ringere end B.1903, der på det tidspunkt rådede over en hel landsholdskadre i forwardkæden, bestående af Henry “Lillebror” Hansen, Frithjof Steen, Viggo Jørgensen, Karl Vilhelmsen og Ernst Nilsson.

Københavnerne fik tildelt hjemmebanefordelen ved lodtrækning, men 01’erne chokerede alt og alle ved at opnå uafgjort 4-4. B.1901’s helt store profil, den lange venstre wing Svend Aage Eriksen, scorede to gange. Hans samarbejde med holdets centerforward, Holger Brodthagen, var forbilledligt. Falstringerne førte undervejs med 3-1, og Eriksen havde en kæmpe chance til allersidst, men B.1903’s landsholdsreserve Poul Christiansen forhindrede sensationen.

Omkampen en uge senere i Nykøbing blev endnu en gang et drama. Efter en stenhård og tæt match endte slutresultatet igen med en uafgjort, denne gang 3-3. Nykøbings helte var denne gang presset i bund, men nægtede stædigt at overgive sig.

Der skulle så endnu en omkamp til for at placere DM-trofæet, og i tredje forsøg lykkedes det de københavnske favoritter at tage sejren. B.1901 kom foran, men Ernst Nilsson var på toppen og scorede hele 6 mål i træk, og så vandt B.1903 med 7-2.

Første landsholdsspiller

01’ernes heroiske præstationer gik dog ikke helt UK’s næser forbi. Wingen Svend Aage Eriksen blev i 1928 Lolland-Falsters første aktør på landsholdet. Også centerhalfen Edward Andersen blev flittigt fremhævet som en mulig landsholdskandidat, men han måtte dog nøjes med hele 32 kampe for LFBU. En imponerende rekord.

Midt i 1930’erne gennemgik B.1901 en vis deroute. Klubben rykkede ud af den landsdækkende 1. division i 1931, og to år efter brød B.1921 01’ernes mangeårige totale dominans i forhold til unionsmesterskabet.

Portræt af Svend Aage Eriksen: Han kom fra provinsen – og blev den første af sin slags på landsholdet

Glansperiode i 1970’erne

Herefter skal vi helt frem til 1963, før klubben igen viste sig frem i landets bedste række. Efter en 7. plads i 1964, måtte falstringerne dog sluge en nedrykning året efter. Men et nyt comeback i 1968 blev effektueret bedre.

Klubben havde en stærk periode i 1970’erne, hvor falstringerne fik fine placeringer i 1. division. Med slutplaceringer som nummer 5, 9, 4, 7, 5, 9, 8, 5, 12 og 14 i årene fra 1970 til 79 var B.1901 en klub man skulle regne med i dansk fodbolds sub-top.

Det var da også med spillere som Morten Olsen, Søren Larsen, Erik Nielsen, Jan Sørensen, Henrik Skouboe og Gert Jørgensen, foruden gambianske Biri Biri og midtbaneelegantieren Hans Ewald ”Liller” Hansen.

Med Kurt ”Nikkelaj” Nielsen og Nils-Erik ”Gulddrengen” Rasmussen i trænersædet, formåede 01’erne at tage kampen op med eliten. I 1973 og igen i 1983 nåede man frem til pokalfinalen.

Overbygning og fusion

I længden blev det falsterske projekt desværre for vanskeligt. I takt med en vis regional affolkning og manglen på uddannelsesmæssige optioner, blev talentmassen efterhånden udvandet. 1982 blev B.1901’s sidste sæson i den bedste division.

I 1994 valgte man at indgå i en fælles overbygning med B.1921: Nykøbing Falster Alliancen. Den skiftede pr. 1. januar 2006 navn til LFA (Lolland-Falster Alliancen). I 2010 brød B.1901 ud af samarbejdet, men man fusionerede så fra sæsonen 2013/14, og ændrede navn til det nuværende Nykøbing FC.

Lige nu er 2. divisionsholdet, med træner Mikkel Thygesen og sportschef Claus Jensen i spidsen, i tydelig sportslig fremgang. En stor opmuntring for regionen.

På landsholdet

B.1901 har gennem tiderne produceret/udviklet masser af dygtige spillere. 10 har repræsenteret klubben på A-landsholdet. Det drejer sig om:

Hans Ewald Hansen (18)

Morten Olsen (17)

Erik Nielsen (10)

Jan Sørensen (6)

Svend Aage Eriksen (5)

Gert Jørgensen (4)

John Kramer (4)

Søren Larsen (4)

Ivan Lykke (2)

Henrik Skouboe (2)