Da man i 1904 dannede Lolland-Falsters Boldspil Union, LFBU, var landsdelens allerede da største klub, B.1901 ikke repræsenteret på den stiftende generalforsamling. Værtsklubben Ekko fra Nykøbing Falster havde angiveligt glemt at sende en invitation til rivalerne… 01’erne søgte i stedet om optagelse i Sjællands Boldspil Union (SBU), hvilket dog blev afslået. Efter et par vanskelige opstarts-år blev unionen endeligt stadfæstet i 1906 – nu med B.1901 som medlem. LFBU’s lokale mesterskab blev vundet af 01’erne i 1909, og derefter 25 gange i træk…

Da den første landsdækkende DM-turnering blev indført i 1912-13, var det samtidig premiere på provinsklubbernes attentat på Københavns massive dominans, der kom til at vare helt til 1954.

B.1901 blev historisk set den klub, der oftest og kraftigst udfordrede de stærke københavnere.

Turneringen var sådan struktureret, at unionsmestrene mødtes indbyrdes efter cup-princippet, og den stærkeste mødte KBU’s mesterhold i DM-finalen.

I årene fra 1912-13 og indtil turneringen blev omorganiseret i 1927-28, vandt B.1901 hvert år LFBU’s mesterskab. I de fleste af årene var den legendariske målmand, politibetjenten Harry Pantmann-Hansen, der altid stod med bøllehat, 01’ernes store profil. Man rådede også til at begynde med over den blonde back, Richard Rasmussen, kaldet “lyse Rekkert”, der kom på landsholdet da han flyttede til København og spillede for Boldklubben Frem.

I 1913, 17, 19, 20, 22, 25 og 1926 blev B.1901 provinsmestre.

I det sidstnævnte år, 1926, kom falstringerne uhyre tæt på at blive den første provinsklub, der lykkedes med at fravriste KBU det danske mesterskab.

Finalen blev spillet i en enkelt, altafgørende kamp, og modstanderen var ingen ringere end B.1903, der på det tidspunkt rådede over en hel landsholdskadre i forwardkæden, bestående af Henry “Lillebror” Hansen, Frithjof Steen, Viggo Jørgensen, Karl Vilhelmsen og Ernst Nilsson. Københavnerne fik tildelt hjemmebanefordelen ved lodtrækning, men 01’erne chokerede alt og alle ved at opnå uafgjort 4-4. B.1901’s helt store profil, den lange venstre wing Svend Aage Eriksen, scorede to gange. Hans samarbejde med holdets centerforward, Holger Brodthagen, var forbilledligt. Falstringerne førte undervejs med 3-1, og Eriksen havde en kæmpe chance til allersidst, men B.1903’s landsholdsreserve Poul Christiansen forhindrede sensationen. 

Omkampen en uge senere i Nykøbing blev endnu en gang et drama. Efter en stenhård og tæt match endte slutresultatet igen med en uafgjort, denne gang 3-3. Nykøbings helte var denne gang presset i bund, men nægtede stædigt at overgive sig.

Der skulle så endnu en omkamp til for at placere DM-trofæet, og i tredje forsøg lykkedes det de københavnske favoritter at tage sejren. B.1901 kom foran, men Ernst Nilsson var på toppen og scorede hele 6 mål i træk, og så vandt B.1903 med 7-2.

01’ernes heroiske præstationer gik dog ikke helt UK’s næser forbi.

Den første falstring på landsholdet

I tiden omkring 1930 var dansk fodbold i høj grad præget af en livlig debat om København vs. Provinsen. 

Landsholdet bestod som regel udelukkende af aktører fra de københavnske klubber, og i provinsen følte man sig ugleset og tilsidesat. I 1929-30 blev den første landsdækkende 1. division (Mesterskabsserien) søsat. Det udsprang af ønsket om at de bedste provinsklubber kunne få bedre sparring, og at spillerne kunne opnå en forbedret eksponering. Det var dog ikke lige populært alle vegne.

I de ”gamle” københavnerklubber var mange utilfredse med de strabadserende rejser på tværs af landet. Dengang havde man kun 1 ugentlig fridag, og den blev så spenderet på et ikke altid specielt inspirerende, og ofte ganske forblæst stadion i provinsen. Her oplevede man en publikumsmodtagelse, der var fjendtlig og usportslig, og modstandere der spillede primitivt og fysisk. Det harmonerede ikke med de amatørprincipper om fairplay og sportmanship, som man blev opdraget med i fx KB og AB. 

B.1901 blev indplaceret i Mesterskabsserien, som blev afviklet sideløbende med unionsmesterskaberne. 01’erne befandt sig imidlertid i den tunge ende, sammen med OB og Korsør, mens de etablerede københavnerklubber satte sig tungt på de 5 øverste pladser. Korsør rykkede ud, og B.1901 blev degraderet i 1930-31 med blot 1 point for 9 kampe. Derefter befandt 01’erne sig i den næstbedste række, Oprykningsseriens Østkreds, i en årrække. 

Men trods det manglende sportslige gennembrud på øverste hylde, så var det almindeligt anerkendt i datidens presse og blandt ”fodboldfolket”, at der var to provinsspillere der var berettiget til en landsholdsplads. Det var AGF’s stærke centerhalf Søren V. Jensen og B.1901’s driblestærke wing, Svend Aage Eriksen.

Svend Aage Peter Eriksen blev født den 12-8, 1908 (altså for præcis 118 år siden) i Nykøbing Falster. Faren var skomager i Nykøbing, og Svend Aage etablerede sig med tiden som te-handler i byen, med egen virksomhed. 

Eriksen var en teknisk dygtig og meget hurtig venstre wing, der – ligesom mange andre talenter i provinsen på den tid – havde en lidt uskolet og autodidakt stil. Men han var særdeles effektiv og den klart mest iøjnefaldende aktør på B.1901’s mandskab i forbindelse med de ovennævnte DM-finaler. Konkurrencen om landsholdspladsen var imidlertid hård, for den populære og rutinerede Ernst Nilsson fra B.1903 var vanskelig at slå af.

Men i 1928 blev Svend Aage Eriksen Falsters første landsholdsspiller, da han debuterede i Amsterdam mod Holland. I 1929 og 1930 medvirkede Eriksen i tre formidable landskampe, da danskerne besejrede Finland med 8-0 og 6-1, og Sverige med hele 6-1. Eriksen scorede i alle tre opgør. 

Alligevel var der kritik fra pressens (især den københavnske) side. Ernst Nilsson var et ikon i dansk fodbold, og desuden mente man, at Eriksens sammenspil med de andre i angrebskæden på landsholdet var meget mangelfuldt. Det var der en naturlig årsag til. De øvrige kom jo fra de store københavnerklubber og havde spillet sammen i masser af kampe for Stævnet og KBU, og desuden kendte de hinanden indgående fra indbyrdes opgør i turnerings- og pokalkampe. Den fordel havde Eriksen jo ikke. Til gengæld blev han i høj grad et symbol på provinsens stædige og idelige forsøg på at bryde københavnernes dominans. 

I alt opnåede Falsters første landsholdsspiller 5 optrædener i rød-hvidt. Han spillede sin 5. og sidste landskamp i 1933, da Sverige atter blev besejret, denne gang med 3-2 i Stockholm. Det blev også til 5 bænkepladser som ubenyttet reserve i tiden 1928-33.

Svend Aage Eriksen døde i 1989 i Nykøbing.