De spillede barfodede foran 30.000 danskere - Indiens største stjerne blev tilbudt en kontrakt i Celtic
Barfodede boldjonglører vækkede sensation
I juni 1952 gæstede det indiske landshold København og spillede en venskabskamp mod Stævnet/Alliancen. Kampen rangerede officielt ikke som en landskamp, måske fordi DBU fandt inderne for svage. Opgøret trak imidlertid 30000 tilskuere i Idrætsparken, og fodboldfolket bevidnede noget ret enestående på disse breddegrader: De indiske gæster spillede uden støvler. Ganske barfodede var asiaterne dog ikke. Deres fødder var bundet op med en gazeindbinding, der dog lod tæerne stikke ud. Den særprægede fodbeklædning var en gammel tradition.
Ifølge Politikens Simon (Magnus Simonsens) foranledigede det danskerne til at trække sig i tacklingerne, og hjemmeholdets sejr på 5-2 kunne – og burde – nok have været større. Simon skrev bl.a.: ”30000 tilskuere i Idrætsparken morede sig over de indiske boldekvilibrister, men uden støvler, tacklinger og skud gik det ikke”. Lidt nedladende fortsatte han: ”Parkunderholdningerne hører sommeren til, og Stævnet-Alliancen fik succes på sit indiske barfodscirkus”.
Nationalt samlingspunkt
Indiens landshold spillede i København som led i opladningen til den olympiske slutrunde i Helsinki. For inderne var fodboldlandsholdet et samlingspunkt og varemærke for den nye nation, der rev sig løs fra det såkaldte British Raj styre i 1947.
Man grinede nok af de barfodede indere i den danske hovedstad, men i asiatisk målestok var holdet stærkt. I 1948 deltog Indien for første gang som selvstændig nation ved OL, og fodboldholdet formåede helt sensationelt at presse Frankrig i første runde. Franskmændene vandt kun med 2-1 over de regerende Asienmestre.
Efter kampen i Idrætsparken blev inderne dog udspillet i deres andet olympiske forsøg. Mens det danske landshold slog Grækenland med 2-1 i den præliminære runde i Finland, gav de senere sølvvindere fra Jugoslavien inderne en regulær lektion med 10-1. Jugoslaverne besejrede senere Danmark i turneringens kvartfinale med 5-3. Mere om OL-slutrunden: De anede intet om offside: Alligevel skabte denne duo dansk mirakel
De bare fødder var et statement
Fire år senere opnåede Indien sin bedste internationale placering ved at blive nummer 4 ved OL i Melbourne, i en tyndt besat turnering, hvor en 4-2-sejr over værterne fra Australien rakte til en semifinaleplads. Samme år blev det bestemt i FIFA, at indernes barfodede påklædning ikke længere kunne tolereres.
For den uroplagede og splittede nation var holdet og påklædningen imidlertid to sider af samme sag: Et stille oprør imod den europæiske imperialisme, manifesteret i fodboldholdets (og det nationale hockeyholds) forsøg på at konkurrere på lige fod – og bare fødder – med de støvletrampende hvide.
Inderne måtte, under protest, tilpasse sig det internationale normsæt.
Subkontinentets stjerne
Tilbage i 1930’erne, under oprørske tilstande på det indiske subkontinent, havde man nær udklækket en barfodet verdensstjerne.
Apotekeren og amatørfodboldspilleren Mohammed Salim fra Calcutta blev Indiens helt store stjernespiller. Fra en position som wing var han i stand til at udføre de mest sælsomme jonglørnumre med bolden på sine indbundne fødder. Hans afleveringsniveau var fuldkommen sublimt og hans sparketeknik af en anden verden.
Da han var 32, lod Salim sig overtale til at besøge Storbritannien (i 1936) og vise sin kunnen frem. Celtic, dengang en af Europas førende klubber, lod sig overtale til at give inderen en prøvetræning. Det kastede to venskabskampe mod Hamilton og Galston af sig.
Tusinder af nysgerrige tilskuere troppede op for at se det mærkværdige fænomen. En mørklødet mand i det katolske Glasgows stolthed, iført Celtics hvid-grønne horisontale striber og bare fødder. Der var mildt sagt udbredt skepsis, men Salim tog alle med storm. Hans pasninger lå snorlige. Han imponerede med sin fabelagtige teknik og sin – helt overraskende – evne til at sparke bolden hårdt over længere afstande. Overblikket fejlede ikke noget, og den lille mand med snurretoppe på tæerne lagde op til den ene scoring efter den anden. Der blev også sat et mål ind på den personlige konto – på straffespark.
Kunne have fået en strålende karriere i Europa
Den forventede problematik med de manglende støvler forsvandt som dug for solen. Derimod viftede Celtic med en professionel kontrakt, og et tilbud om at stille op til en velgørenhedsmatch til fordel for børn i kronkolonien. Men Mohammed Salim havde fået hjemve og tog tilbage til Calcutta. Heller ikke et tilbud fra en tysk klub kunne friste. Tænk i øvrigt at det nazi-inficerede Stortyskland ville indrullere en mørkhudet muslimsk herre…
Salim forblev Indiens største fodboldspiller i epoken inden selvstændigheden. Han vandt 5 gange regionsmesterskabet i Calcutta med Mohammedan Sporting Club, og opnåede 100 kampe for India XI, det uofficielle indiske landshold. Han er almindeligt anerkendt som Indiens bedste spiller gennem tiderne.
Da Mohammed Salim blev ældre, levede han i relativ fattigdom. Hans søn skrev et brev til Celtic FC for at bede om penge til et hospitalsophold. Salim var ikke glemt. 40 år efter hans optrædener i det skotske sendte Celtic ham 100£. Salim nænnede dog ikke at bruge pengene, men opbevarede dem, efter sigende med stolthed, i sin bank. Han døde, på denne dag, som (vist nok) 76-årig i 1980. Hans fødselsdato ligger hen i det uvisse.
I dag er Indien en slumrende kæmpe i international fodbold. Storstilede forsøg på at etablere en stærk liga har, indtil videre, ikke givet det helt afgørende gennembrud for Indien på landsholdsplan. ”De Blå Tigre” er lige nu nummer 138 på FIFA’s verdensrangliste. Men potentialet er kolossalt.
