Nej, der er ikke tale om straffesparksnederlaget i Prag. Men om dansk landsholdsfodbolds største krise gennem tiderne. 

Og så er der lige en fødselar, vi skal have med i billedet, for AB’eren Gunnar Nielsen Aaby blev født på denne dag i 1895. 

Gunnar var en dygtig allround-spiller, der kom til AB i 1908 og spillede 95 kampe på førsteholdet. I dag lyder det ikke af meget, men det var et stort antal dengang, hvor der ikke blev spillet så mange kampe på en sæson, og hvor de fleste spillere stoppede ved 30-års alderen. Ikke mindst i AB, hvor aktører og medlemmer jo var akademikere og studerende, og det var almindeligt, at man neddroslede fodbolden når eksamen var sikret og man skulle etablere sig erhvervsmæssigt. 

Gunnar spillede centerhalf som helt ung, men blev siden flyttet op i angrebet. Han var dog bedst som halfback, eller ”fløjhalf” som man sagde dengang (svarer omtrent til nutidens wingbacks). 

Han var med til at blive dansk mester med AB i 1919 og igen i 1921. Den første mesterskabsfinale blev vundet over provinsmesteren B.1901 (3-0), og den anden over AGF med samme cifre.

I 1918 debuterede Aaby på landsholdet i en tæt kamp på Ullevi i Göteborg, hvor danskerne vandt med 2-1 over Sverige. Gunnar kom ind som reserve og scorede det afgørende mål sent i kampen. Siden opnåede han i alt 7 landskampe og blev udtaget til den danske OL-trup i 1920. Men der er noget sært over resultaterne i Gunnars landskampe. Bortset fra debuten, så vandt Danmark ingen af de øvrige. Det var yderst usædvanligt på en tid, hvor landsholdet plejede at besejre alle modstandere. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

I 1914-16 var Danmark nummer 1 på den retrospektivt udfærdigede verdensrangliste. Landsholdet var dobbelte OL-sølvvindere, havde slået England og Holland i 1914, og de første ærkefjendeopgør mod svenskerne var blevet vundet med 8-0 og 10-0. Landsholdet var indiskutabelt det europæiske kontinents stærkeste. Under 1. Verdenskrig var landet neutralt, mens andre nationer mistede en hel generation af unge mænd på slagmarkerne. Den danske dominans så ud til at kunne fortsætte. Men sådan gik det ikke. Faktisk var ”guldalderen” hastigt ved at dø ud. Det var der især to årsager til. En taktisk og en politisk.

Den taktiske falliterklæring

Sverige halede kraftigt ind på det danske forspring. I et tempo som ingen havde forudset. I 1916 tabte Danmark for første gang til naboen, og det var et nederlag der gjorde ondt. 4-0 lød de ydmygende cifre efter et opgør i Stockholm, hvor danskerne blev løbet sønder og sammen af svenskernes fysiske pres, og aldrig fik gang i det flydende tekniske spil, der havde været landsholdet adelsmærke siden 1908. 

Pressen og fodboldfolket reagerede med raseri og chok. Nederlaget blev udlagt som en katastrofe og der bredte sig en dommedagsstemning. Det er ikke overdrevet at betegne det som landesorg. Desværre kom vreden til udtryk gennem personangreb på de ansvarlige. Der skulle udpeges syndebukke for den nationale fornedrelse. I en proces der minder temmelig meget om nutidens digitale shitstorm mod landshold/landstræner, blev udtagelseskomitéen og holdets debuterende centerforward, Harry Hansen, lagt for had. Harry var den første landsholdsspiller der ikke kom fra en af de 4 store klubber (KB, B.93, Frem og AB). Han var 1903’er. Og en særdeles dygtig spiller med et bragende kanonskud i støvlen. Han var på ingen måde eneskyldig i nederlaget, men han blev i dén grad udskammet og hånet. Pressen skummede af svulstige personlige angreb – heller ikke ulig nutiden. Adfærden var skammelig og ude af enhver form for proportioner. Landsholdet havde tabt en kamp. Ikke begået landsforræderi. 

Der blev krævet konsekvenser, og den mest betydningsfulde var, at man opgav de såkaldte ”skotske principper” på landsholdet. Det kvikke, tekniske shortpassing spil blev anset for underlegent i forhold til Sveriges powerbold med lange afleveringer. Det var synd og skam. Ikke mindst fordi de skotske principper havde skabt en konceptuel udvikling af spillet og ikke mindst talentplejen i dansk fodbold. 

8 års bragende international succes blev skiftet ud med badevandet og erstattet af en primitiv og langt mindre sofistikeret tilgang til spillet. 

Så da Gunnar Aaby debuterede i 1918, var landsholdet ikke længere så velsmurt et maskineri som tidligere. Men det skulle blive endnu værre. 

Den politiske torpedering

I 1919 fandt den radikale regering på en lov som var en bombe under dansk elitefodbold. En torpedering. Politikerne, med finansminister Edvard Brandes i spidsen, besluttede at klubberne skulle betale skat af deres entréindtægter i forbindelse med hjemmekampene. Det betød enorme tab for klubberne. Det var grundlaget for eliteklubbernes talentudvikling og drift, der blev revet væk under dem. 

DBU reagerede spidsfindigt ved at erklære at alle kampe under samtlige lokalunioner måtte betragtes som lukkede for offentligheden. Kun klubbernes medlemmer kunne overvære dem. Så måtte tilhængerne skaffe sig et passivt medlemskab. Det var naturligvis aldeles uholdbart i længden, men endnu værre var det, at DBU også indstillede de indbringende venskabskampe og landskampe. Landsholdet måtte nøjes med udelukkende at spille på udebane. Fra efteråret 1919 til 1921 var der ingen hjemmekampe.

Den forhadte sportsskat blev trukket tilbage af Niels Neergaard-regeringen (Venstre) i 1921, men forinden havde den – og DBU’s skrappe modforanstaltninger – gjort stor skade. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Landsholdets træningsresultater var nedslående. For første gang i historien tabte Danmark to landskampe i træk. Og ikke nok med det. I efteråret 1919 og foråret 1920 spillede landsholdet fire kampe i træk uden sejr. De tre første blev tabt. Først slog nordmændene Danmark med 3-2. Dernæst tabte danskerne i Stockholm med klare 3-0 på et hattrick af Herbert Karlsson der dermed fik status af ”danskdödar”. Efterfølgende fik Holland has på Danmark for første gang i historien med en 2-0 sejr i Amsterdam foran 36.000 euforiske tilskuere. Endelig klarede danskerne pauvre 1-1 mod Norge i den sidste landskamp inden OL. Overraskende nok tyder avisreferaterne fra kampen på at danskerne spillede mest fysisk betonet af de to hold i Oslo. Norge var teknisk ovenpå, og danskerne skuffede spillemæssigt. At man havde fravalgt stilen med det flydende og kreative shortpassingspil, havde ikke gjort noget godt. Tværtimod. 

Ved OL kulminerede nedturen. Danmark tabte sensationelt i første runde med 1-0 til upåagtede Spanien. Krisen var total, og nederlaget fik et voldsomt efterspil. DBU traf beslutning om at landsholdet ikke længere skulle deltage i international turneringsfodbold. 

Gunnar Aaby slap for at tage del i det katastrofale OL-nederlag, eftersom han sad på bænken. Han spillede 7 landskampe (kun 1 sejr), og lagde op i 1923. Han var civilingeniør i den civile karriere. Gunnar gik bort i 1966.