Geni på og uden for banen
Den 26. april 1915 kunne et avisbillede fra Berlingske vise intet mindre end en verdenssensation. En matematikprofessor med et højt estimeret internationalt ry, der rendte rundt og spillede fodbold med studerende, malere, arbejdsmænd og postbude.
Den dansk-jødiske videnskabsmand Harald Bohr var en fænomenal matematisk begavelse. Men han var ikke kun exceptionel udi teori og tabeller. Også hvad angik fysisk, kropslig udfoldelse udmærkede han sig på verdensklasseniveau.
Vild dribler
Ligesom mange andre af en gylden talent-generation i dansk fodbold debuterede han som kun 16-årig på sin klub, Akademisk Boldklubs førstehold. Det var i 1903. Bohr var en spiller som skabt i selve AB-ånden. Lynhurtig og taktisk snu. Teknisk fremragende og med et formidabelt overblik. Men først og fremmest en fantastisk dribler. Han var fuldkommen umulig at få bolden fra. Med sin sublime teknik holdt han bolden nærmest klistret på fødderne og mestrede de skarpe retningsskift, der satte modstanderne skakmat. Han havde dog en tendens til at overdrive sine solonumre og ”fare vild” i en stadig mere snørklet dribletur. Fordelen var imidlertid at de lange udflugter havde en tiltrækkende effekt på modstanderne. Alle der kom i nærheden blev opslugt af forsøget på at tackle ham. Og således var der flere åbne områder, når afleveringen omsider faldt.
Bohrs specielle signatur, i dag ville man kalde det ”image”, var hans uundværlige lommetørklæde som han altid havde med sig på banen. Han brugte det inden kampen til at bestemme vindretningen. At vinde lodtrækningen, og dermed retten til at bestemme banehalvdel, kunne være ganske betydningsfuldt, langt mere end i dag. Boldene dengang var tunge, og det kunne føles helt uoverkommeligt at sparke langt i modvind. Desuden var spillerne jo ikke i nær samme kondition og fitness som i dag, hvorfor det kunne være klogt at have medvind i første halvleg, inden man ”gik død” efter pausen, når man havde slidt og slæbt i 45 minutters modvind. Lommetørklædet var så vigtigt for Bohr, at det fortælles at han, efter at have tabt det under en længere karakteristisk dribletur, skal have driblet tilbage med bolden for at samle det op – for derefter at drible videre naturligvis.
Da en journalist engang spurgte Bohr om han driblede efter nogen på forhånd udtænkt plan, svarede han: ”Nej, for hvis jeg gør det, vil en snedig modstander have større chance for at gennemskue mig, end når jeg handler pr. indskydelse”.
En karakteristisk udtalelse for en stor boldkunstner og en fornem repræsentant for sin klub – og for dansk fodbold.
OL-sølv og sejr over selveste England
Det blev kun til 4 landskampe for matematikeren. Som venstre fløjhalfback var han selvskreven til OL-holdet i London i 1908, hvor Danmark brillerede med sølvmedaljer, men i årene 1909-10 spillede Danmark kun én landskamp. DBU satsede mere på de lærerige ”englænderkampe”, hvor britiske modstandere stillede op til trænings- og opvisningskampe, når de professionelle turneringer på den anden side af Nordsøen var forbi, end på at spille landskampe mod fx Sverige og Tyskland. Eftersom den danske standard var langt højere end de nævnte nationer kunne hamle op med, så DBU ikke noget formål med at konfrontere dem.
Så landsholdet fik knapt så meget glæde af den fabelagtige tekniker. Harald Bohrs sidste landskampoptræden blev således det mindeværdige opgør på Sankt Markus Plads på Frederiksberg i 1910, hvor Danmark blev den første kontinentale nation som var i stand til at besejre selveste England.
Den historiske triumf blev kulminationen på Bohrs fodboldkarriere, for han stoppede samme år for at koncentrere sig om en strålende akademiske løbebane. Men han kunne ikke helt slippe passionen for spillet. Som 28-årig i 1915 blev han professor i matematik ved Københavns Universitet, og gjorde i den forbindelse et kort fodboldcomeback i AB, hvilket gav en ret pæn portion international opmærksomhed. Det var trods alt ikke hver dag at en universitetsprofessor løb rundt og spillede elitefodbold.
Harald Bohr døde i 1951 som en internationalt anerkendt matematiker. Om end ikke så berømt som broren Niels (der også spillede i AB omkring 1905, men ikke nær så dygtigt og talentfuldt som Harald).
I fodboldens univers var han en af de bedst begavede spillere i dansk fodbolds historie. Også på banen.
