895 millioner: Liverpool-bud på Real-stjerne afvist
Real Madrid-stjernen Rodrygo Goes har budt Kylian Mbappé velkommen som holdkammerat.
Han ser frem til konkurrencen i den kommende sæson.
Men Rodrygo bør måske føle sig truet af franskmandens ankomst på Santiago Bernabeu.
Og det har ført til spekulationer om et muligt skifte, hvor blandt andre Manchester City og Liverpool skulle vise interesse.
Og nu viser det sig, at sidstnævnte har fået afvist et bud på 120 millioner euro, svarende til 895 millioner kroner.
Det skriver El Chiringuito ifølge Football España.
Los Blancos skulle dog angiveligt være klar til at gøre forretning, hvis der bliver budt 150 millioner euro, svarende til 1,1 milliard kroner, lyder det.
I første omgang ser det ud til, at Rodrygo skal blive og kæmpe for sin plads i den spanske hovedstadsklub. En sæson med reduceret spilletid vil dog formentlig kunne tvinge brasilianeren væk fra Madrid i sommeren 2025.
Særligt fordi det også forlyder, at Real Madrid har aftale på plads med endnu en stor signing fra næste sommer.
Liverpool går en stor sommer i møde under ledelse af Arne Slot, der har erstattet Jürgen Klopp på posten som cheftræner for klubben, efter at den 56-årige tysker stod i spidsen for klubben i knapt ni år.