Sophus Erhard Nielsen voksede op under små kår i et arbejderhjem på Østerbro. Faderen døde da Sophus var lille, så ligesom hans navnebror, Sophus Hansen i Frem, lærte han tidligt at klare sig selv. Efter nogle ungdomsår i Boldklubben Stjernen, der blev en forløber for B. 1903, kom Sophus til Frem som junior. Her blev han den store profil. Komplet hjulbenet fik han tidligt sit legendariske tilnavn ”Krølben”. 

I Boldklubben Frem blev det mere eller mindre kutymen, at Sophus, som en anden énmandshær, driblede bolden frem og forsøgte at komme til afslutning. Han var ikke særlig hurtig, men hans driblekunst blev udviklet til perfektion. I kraft af de hjulede ben var hans træk umulige at forudse for modstanderne, og kom han på skudhold havde han en kanon i støvlerne.

Verdensrekorder på stribe

Krølben var sikker mand på det første officielle landshold, der i oktober 1908 tog til London for at deltage i verdens dengang største fodboldturnering, de Olympiske Lege. Kampene blev spillet på det enorme White City Stadium i Shepherd’s Bush.

Landsholdets to første officielle opgør, de to Frankrigs-kampe (9-0 og 17-1), kan ses som en eksplosion af års opsparet energi og spillelyst. Endelig havde DBU sluppet et officielt landshold løs i rigtige fodboldlandskampe. Det havde været på tale i 1900 og igen i 1906. Man var i dén grad klar! Den britiske skoling af fodbolden i Danmark siden Queen’s Parks første besøg i 1898 havde sat sine spor. Dansk fodbold var, som de første på kontinentet, blevet beriget med de skotske fodboldlektioner. Og man havde så sandelig taget ved lære og udnyttet dette ”forspring”. Franskmændene fik groteske tæv. Efter 9-0 over B-holdet stod Frankrigs A-landshold for tur i OL-semifinalen.

”Krølben” scorede tre gange på tre minutter – rekord nr. 1 – fra det 3. til det 6. minut. Et af målene efter en helt karakteristisk dribletur. Herefter ejede han kampen. Frankrig reducerede efter et dansk forsvarskoks. Men så kom målene i en lind strøm. To af højre innerwing August ”Smart” Lindgren og så yderligere fire af ”Krølben”. Venstre innerwing Vilhelm Wolfhagen lavede tre mål i anden halvleg. Det mest brillante talent i den danske trup, KB’s Nils Middelboe, scorede så ét mål og Sophus ”Krølben” fuldendte sit ufattelige onemanshow med yderligere tre mål og lavede dermed to hattricks i samme kamp (rekord nr. 2), så han nåede op på 10 scoringer i alt (rekord nr. 3). Den fjerde rekord fremgik af selve slutresultatet: 17-1 til Danmark, der dermed var parat til finalen mod England (der repræsenterede Storbritannien ved OL). 

Desværre fik hverken Sophus eller de andre danske forwards scoret i den olympiske finale. England vandt med 2-0, men først efter en stærk præstation af de undertippede danskere, der modtog stående ovationer efter matchen. 

Udenfor banen sled Sophus sig til en håndværkeruddannelse og tog på valsen til Tyskland og spillede 1913-15 som amatør for Holstein Kiel, der dengang tilhørte den tyske elite. Sophus skal efter sigende have scoret 72 mål i 18 officielle kampe for Kiel’erne. Han blev et kæmpe forbillede i tysk fodbold der på den tid var væsentligt ringere end dansk. Derefter tog han hjem og spillede endnu en årrække for hjerteklubben på Vesterbro. Sophus spillede 20 landskampe for Danmark og scorede 16 gange. 

Rigstræner og inspirator

Efter at støvlerne røg på hylden i 1921, blev Krølben da også meget passende træner, og han coachede landsholdet i fire perioder: 1932, 1935-37, 1938 og 1939-45. 

Sophus’ platform var DBU’s udtagelseskomité, hvor han sad i en lang årrække, og fra 1940 fungerede han officielt som ”rigstræner” for DBU. 

Den fornemme titel dækkede over en stilling, der indbefattede, at Sophus arrangerede fællestræninger for de bedste spillere, tog rundt i klubberne og holdt foredrag samt afholdt trænerkurser for ildsjælene. 

Det var et konstruktivt koncept med fine intentioner. Spillet skulle udbredes til provinsen, hvor der var et uopdyrket potentiale, hvilket man understøttede med indførelsen af en landsdækkende 1. division i 1929. Desuden måtte man holde elitespillerne til ilden med nye træningsmetoder, hvorfor Sophus blev sendt over Nordsøen i flere omgange for at suge til sig på det engelske fodboldforbunds kurser. 

Det var dog ikke alle, der fandt træningen lige udfordrende og innovativ. I 1940’erne anså flere Sophus for at være gået i stå. Der var op igennem 1930’erne en heftig debat i dansk fodbold om hvilken taktisk tilgang man skulle foretrække. Det gamle 2-back system havde sine fortalere blandt veteranerne, herunder Sophus, mens mange af de yngre aktører anså Herbert Chapmans 3-back system for at være bedst. På mange måder havde ”de gamle” ret, for med 2 forsvarere (backs) og to fløjhalfbacks (wingbacks) lignede 2-back systemet til forveksling moderne, offensive opstillinger, mens Chapmans WM-model var mere destruktiv og mindre fleksibel og spilintelligent. Men dengang gjorde blandt andre Knud Lundberg sig til ivrig advokat for Chapman-taktikken. Lundberg udnyttede sin personlige tilstedeværelse i landsholdstruppen til at undergrave Krølbens taktiske dessiner, samtidig med at han brugte sin platform som sportsjournalist til at kritisere og latterliggøre Sophus’ ”forældede” indstilling. 

Det var både ufint og urimeligt, hvilket Lundberg selv indrømmede mange år senere. Men det havde nok en vis betydning i forhold til, at Krølben måtte se sig tilsidesat af DBU, da man sammensatte det trænerteam der skulle lede landsholdet til OL i 1948 i London. Det spolerede imidlertid ikke den gamle kæmpes humør. Han bevarede et lyst sind igennem livet, og satte et positivt præg på generationer af spillere. 

Sophus Nielsen gik bort i 1963. 

Statistik:

Landsholdscoach 1932, 1935-37, 1938 og 1939-45.

35 landskampe. 14 sejre, 7 uafgjorte, 14 nederlag. Målscore 77-74.