Jon Dahl Tomasson fylder i dag 50 år.

Hvilke superlativer passer bedst på en angriber der som oftest scorer sine mål med et inderside-prik? 

Det er jo de flamboyante forwardscoringer vi indiskutabelt holder mest af. Henning Jensens flyvende hovedstødsmål i EF-kampen i 1973. Michael Laudrups uimodståelige dribletur mod Uruguay i 1986. Eller Per Pedersens vanvittige saksespark mod Frankrig i 1996.

Jon Dahl Tomassons mål var som regel ikke til den spektakulære side. Jon blev ind imellem kåret til manden med ”verdens bedste inderside”, sådan halvt om halvt anerkendende, men også med et glimt i øjet. I øvrigt scorede han (også) nogle aldeles smukke mål på landsholdet. 

Jeg ville karakterisere Tomasson som træfsikker, snu, forudseende, placeringsklog og med en næsten utrolig fornemmelse for hvor chancerne byder sig, og med den berømte ”næse” for at være på det rette sted. Med de egenskaber er det sådan set revnende ligegyldigt at scoringerne hører til den kedelige side. De tæller. Det gør statistikkerne også – i Tomassons favør. På landsholdet opnåede han at tangere Poul Tist Nielsens rekord med 52 mål. Selv om Jon brugte tre gange så mange landskampe som Tisten, så er det alligevel et ualmindeligt flot snit i moderne fodbold. 52 mål i 112 landskampe.

Fra Køge ud i verden

Efter en kort ungdomsperiode i Solrød FC kom Jon til at spille for Køge Boldklub, hvor han hurtigt fik vist prøver på sit unikke talent for at opsnuse chancerne. I 1994 scorede måltyven 23 gange i 2. division for køgenserne, og så kaldte udlandet naturligvis. Den frisiske talentrugekasse, SC Heerenveen, blev platformen for den unge dansker, ligesom den har været det for så mange andre, fx Daniel Jensen, Lasse Schöne, Ole Tobiasen og Jakob Poulsen. Efter et tilvænningsår blev det, i 1996 og 97, til 14 respektive 18 scoringer i Eresdivisie. I 1996 blev han kåret til Årets Talent i hollandsk fodbold foran bl.a. Patrick Kluivert.

På landsholdet debuterede Tomasson i 1997 mod Kroatien. Der gik 9 kampe inden han fik hul på målscoringsbylden, det skete i EM-kvalifikationsopgøret mod Wales i 1999 på Anfield, og derefter kom målene på landsholdet i en lind strøm.

Nordengelske Newcastle United og manager Kenny Dalglish købte have den lovende angriber i 1997, men Dalglish kom i underskud af angribere pga. salg og skader, og Tomasson måtte op på toppen som centerforward, hvor tætte markeringer og stenhårde tacklinger satte fysikken under massivt pres. Tiden på St. James’ blev karrierens fiasko. Efter et år købte Feyenoord heldigvis danskeren fri, og her kom han til at indgå i en klassisk angrebsduo med stærke Pierre van Hooijdonk liggende helt fremme og Jon Dahl lige bagved. Det blev en bragende succes. Ikke blot vandt Feyenoord det hollandske mesterskab i 1999, men også UEFA Cup turneringen i 2002.

I finalen blev Borussia Dortmund besejret på to mål af van Hooijdonk og et af Tomasson. Samarbejdet mellem de to offensivstjerner var så velfungerende, at Robin van Persie måtte nøjes med en plads på venstre fløj. Tomasson scorede 17 ligamål og 22 i alle turneringer, og blev kåret til ”Årets Spiller” i Danmark. 

I Rotterdam elskede de deres danske måljæger. I havnebyen sætter publikum pris på en hårdtarbejdende og dedikeret spiller, og Jon gav altid 100 %. 

UEFA Cup triumfen blev imidlertid Tomassons sidste optræden – i denne omgang – for Feyenoord. Danskerens kontrakt løb ud og han skrev en fri transfer med selveste AC Milan. 

Snu måljæger i Milano

I den italienske superklub fik Tomasson gavn af sin seriøsitet, ambitiøse målrettethed og den rutine han efterhånden havde oparbejdet. På trods af en næsten ufattelig hård konkurrence fra forwards som Inzaghi, Rivaldo, Serginho, Shevchenko og til sidst Hernan Crespo fik danskeren alligevel tilkæmpet sig godt med spilletid. I 2003 var han med til at vinde Coppa Italia, den italienske pokalturnering, efter finalesejre over to kampe mod Roma. Samme år understregede Milan sit ekstremt høje internationale niveau ved at vinde Champions League. Desværre var Tomasson udenfor i finalen mod Juventus pga. en skade. 

Året efter blev milaneserne italienske mestre, og den danske ”anden-angriber” medvirkede i betragtelig grad med mere end godkendte 12 ligascoringer. Atter blev Jon kåret til ”Årets Spiller” i Danmark.

Ifølge Niels Jørgen Larsens Danske Gladiatorer i Serie A var det Tomassons indstilling og tilgang der vakte enorm respekt i det meget hårde konkurrencemiljø i Milan. Martin Laursen er citeret for dette udsagn: ”Han (Jon Dahl, red.) reagerede aggressivt, forstod ret hurtigt hvordan det fungerede i Milan og Italien, han sked på alle regler, parkerede sin bil lige foran indgangen på træningsanlægget, sparkede Costacurta ned under træningen for at de skulle se at han var her”. Jon supplerede: ”Jeg ville vinde, derfor fik jeg respekt. Du skal have et drive for at levere i en topklub, og man må tage de chancer der opstår. Sådan er jeg som menneske, jeg kender mine begrænsninger og mine kvaliteter”. I 2005 blev danskeren mest benyttet som indskiftningsspiller, men han fik dog samlet 30 ligakampe og scorede 6 gange. Desværre var han ikke i truppen da Milan spillede en uhyre hektisk Champions League finale mod Liverpool. Italienerne kunne dog godt have brugt hans kølighed og erfaring – ikke mindst til sidst, da englænderne vandt straffesparkskonkurrencen.

Efter Milan-epoken gearede Jon Dahl niveaumæssigt lidt ned i tyske Stuttgart, hvor han blev holdkammerat med Jesper Grønkjær. Desværre havde Stuttgart en ringe sæson. Tomasson skiftede til Villareal og senere tilbage til Feyenoord. Som international topspiller havde han dog toppet, og fysikken var efterhånden slidt. Han formåede dog endnu i sin næstsidste sæson at score 11 ligamål for Rotterdamklubben. I 2011 måtte karrieren dog opgives på grund af skader.

Presseboykot skæmmede smuk karriere

På landsholdet opnåede Jon Dahl at bære anførerbindet i hele 36 opgør. Han takkede af med en scoring på straffespark (ripost på egen afbrænder) i VM-kampen mod Japan i 2010. Populariteten på de hjemlige breddegrader skæmmedes nok i nogen grad af landsholdets presseboykot efter VM-kvalifikationskampen i Portugal i 2008.

Som anfører for landsholdet var Jon talsmand og – formentlig – initiativtager til dette mærkværdige tiltag. Spillertruppen følte sig skidt behandlet og udsat for underlødig kritik af sportspressen. Men man kan nu en gang ikke diktere journalisternes perception af spil og præstationer. En boykot forekom helt ude af proportioner, og det er ærligt talt vanskeligt at forstå at den danske presse skulle være mere unfair og ubehagelig end det der foregår i mange af de lande, hvor landsholdsspillerne beskæftigede sig til dagligt.

Hvorom alting er, så fortjener Jon Tomasson naturligvis en hædersplads blandt de bedste angribere i historien. Få danskere har opnået så stor anerkendelse i international klubfodbold, og de ekstremt mange scoringer for landsholdet vidner om en stabilitet og kontinuerlig dedikation der er beundringsværdig. Han blev optaget i Fodboldens Hall of Fame i 2024.

Efter nogle år som assistenttræner for Åge Hareide på landsholdet, har Jon forsøgt at etablere sig som klubtræner på højt plan, med samme seriøsitet og passion som han gjorde til sit adelsmærke som spiller. Indtil videre har resultatet været blandet. Jon og det svenske landshold blev aldrig et godt match, og jeg synes at han skød sig selv godt og grundigt i foden, ved at insistere på at tale engelsk til pressen derovre.