
Liverpool-flop scorede bevidst selvmål - så han blev han solgt
Mario Balotellis tid i Liverpool-trøjen huskes ikke for mange mål eller magiske øjeblikke.
Til gengæld er der en historie fra træningsbanen på Melwood, som stadig bliver fortalt af hans daværende holdkammerater – historien om, hvordan den italienske stjerne angiveligt scorede selvmål med fuldt overlæg, når træningerne ikke gik hans vej.
En dyr fiasko
Balotelli ankom til Liverpool i sommeren 2014 for omkring 150 millioner kroner fra AC Milan, som erstatning for Luis Suárez, der samme sommer skiftede til Barcelona.
Klubben og manager Brendan Rodgers havde egentlig håbet på at hente Alexis Sánchez, men da chileneren i stedet valgte Arsenal, endte valget på italieneren.
Hemmelig Bezos-aftale chokerer: Kan ændre alt i Liverpool
Det blev en fiasko. Balotelli scorede kun fire mål i 28 kampe for Liverpool, og allerede efter få måneder skal Rodgers have overvejet at sælge ham igen. Året efter forlod han klubben på en lejeaftale tilbage til AC Milan.
Aldrig set noget lignende
Historien om selvmålene stammer især fra tidligere angrebskollega Rickie Lambert, som kom til Liverpool samme sommer som Balotelli. Lambert har flere gange fortalt, hvordan italieneren var en helt anden spiller til træning end på banen om lørdagen.
Ifølge Lambert var Balotelli underholdende og barnlig ved siden af banen, men forvandlede sig, så snart han trådte ind på træningsbanen. Lambert har forklaret, at han måtte bede Rodgers om aldrig at sætte ham på samme hold som Balotelli til de interne træningskampe, fordi italienerens attitude gik ham på.
Konkret skal Balotelli ved flere lejligheder have scoret mod sit eget mål, når han var utilfreds med, hvordan en træning udviklede sig.
Et af de mest omtalte tilfælde skal ifølge britiske medier have fundet sted kort før Balotelli i august 2015 vendte tilbage til Milan: I en intern 10-mod-10-kamp, angiveligt op til en kamp mod Arsenal, spillede Balotelli på det svageste hold, og da frustrationen tog over, sendte han en hård afslutning i nettet – i sit eget mål, forbi daværende reservemålmand Brad Jones.
Episoderne har næppe gjort Balotelli populær i omklædningsrummet. Ifølge Lambert var det ikke kun ham selv, der reagerede – også anfører Steven Gerrard skal have udtrykt sin frustration over italienerens indstilling til træning.
Stort talent uden disciplin
Balotellis tid i Liverpool blev på den måde et af de tydeligste eksempler på, hvordan enormt fodboldtalent ikke i sig selv er nok.
Rodgers havde ellers rost ham som en spiller med mål i støvlerne fra både Serie A, Premier League, Champions League og landsholdet, men manglende indstilling til det daglige arbejde på træningsbanen menes at have spillet en central rolle i, at eventyret i Liverpool blev kortvarigt.



















