Fylder 31 i dag: Sådan blev han Danmarks uundværlige anfører
I det gamle sagn kom lille Kong Skjold sejlende på en skude uden mandskab, mål og med. Landet standede i våde, men knægten frelste Danmark. I fodboldens univers kom Pierre-Emile Højbjerg på en rejse fra Skjold til den vide verden og entrerede det danske landshold på et tidspunkt hvor skibet var sprunget læk og masterne knækket. I dag er han anfører og vores vigtigste spiller. Og han fylder 31.
Stor karriere startede på Østerbro
Højbjerg startede som ungdomsspiller i BK Skjold på Østerbro i København. Da jeg, for år tilbage, var træner for serieklubber som BK Stefan og B.1950, var det svært ikke at bide mærke i klubbens mange spændende og fremsynede tiltag. Skjold havde vokseværk og ungdomsafdelingen myldrede med børn. Det var tydeligt dengang, at man var på forkant med udviklingen og de initiativer som man siden har adopteret i DBU; fodbold for sjov, med masser af boldkontakt i træningen, og en positiv pædagogisk styring af løjerne med konstruktive forældre og dygtige trænere. I dag skriver BK Skjold på sin hjemmeside: ”Vores overordnede mål er at fastholde flest muligt piger og drenge længst muligt i et aktivt fodboldliv og et sundt fællesskab her i København. Vi tror på, at spillernes egen entusiasme, mod og selvstændighed skal være drivkraften og ikke selektering. På den måde skaber vi rammerne for, at alle børn kan trives og udvikle sig i fodboldens verden på Østerbro”. Det er lykkedes rigtig fint, for Skjold er i dag Danmarks største fodboldklub.
Alligevel kan jeg ikke undlade at tænke, at Pierre-Emile mere er et produkt af disciplin og benhård vilje, end Skjolds fine målsætninger? Måske har en slags cocktaileffekt af forskellige tilgange til spillet haft en positiv effekt? Fra Skjold kom Højbjerg til KB og derefter Brøndby. Talentet var fuldkommen indlysende, men hans ambitioner og temperament kunne indimellem være problematisk. I 2011 blev han kåret til Årets U-17-talent af DBU, og i 2014 til Årets Talent. Han spillede i alt 38 gange for diverse U-landshold.
I 2011 var han med på et særdeles stærkt dansk U-17 landshold ved EM-slutrunden i Serbien. Danskerne slog først værtsnationen og derefter England og Frankrig i den indledende pulje, men tabte desværre til Tyskland i semifinalen. I 2015 nåede Højbjerg frem til endnu en EM-semifinale ved Europamesterskabet for U-21 i Tjekkiet. Danmark blev ved den lejlighed standset af Sverige.
I 2014 rejste Pierre-Emile til Tyskland for at spille i gigantklubben Bayern München. Det blev dog kun til 25 kampe for Die Roten, selv om to lejeophold i Augsburg og Schalke 04 gik ganske godt. I 2016 købte Southampton Højbjerg for omkring 110 millioner kroner, og den da 21-årige midtbanespiller faldt godt til i Premier Leagues tempofyldte og action-mættede spil.
Valgte Danmark
Morten Olsen kaldte Pierre-Emile ind på det danske A-landshold i foråret 2014, og han debuterede i en 1-0-sejr over Sverige i Parken, i forbindelse med fejringen af DBU’s 125-års jubilæum. Men landsholdet var i en skidt periode, og Højbjerg var for ung og urutineret til at træde ind som en bærende kraft, endsige frelsende engel. Det skortede imidlertid ikke på engagement, fight og hjerte. I teorien kunne han have spillet for det franske landshold (Pierre-Emile har en fransk mor), men det var aldrig reelt til debat. Det har altid været fuldkommen tydeligt for enhver, at Pierre-Emile brænder for det danske landshold, og han bragte en vældig dedikation med sig. I 2015 spillede han 6 landskampe i træk uden sejre, men da Åge Hareide overtog som landstræner kom der en mere simpel spillestil, der tilsyneladende bekom Højbjerg (og adskillige andre unge profiler) ganske vel.
I 2017 var han en del skadet, og det lykkedes ham ikke at komme med til VM-slutrunden i Rusland i 2018. Men året efter indtog han en hovedrolle på den centrale midtbane, en rolle han konsoliderede under Kasper Hjulmand.
Premier League havde en modnende effekt på Højbjergs spil, og han forekom – med alderen og erfaringen – som en helstøbt spiller i god balance. Den ambitiøse attitude og de gode lederegenskaber medførte, at han fik anførerbindet i Southampton. Og i 2020 skrev han kontrakt med Tottenham Hotspur, der lagde 15 millioner pund for den handel.
I London voksede Højbjerg yderligere nogle internationale alen. Han spillede Champions League med Spurs, men indtil nu har den energiske midtbanegeneral kun vundet 1 titel. Det er blevet til to tabte Liga Cup finaler (1 med Southampton og 1 med Tottenham) og en EM-tredjeplads i 2021 med landsholdet, og i 2013 var han med for Bayern i den tyske pokalfinale mod Dortmund. Det er Højbjergs eneste vundne trofæ. Han havde nok ambitioner om mere, da han – efter et længere kontrakt-tovtrækkeri – skiftede til Olympique Marseille i 2024, men det er endnu ikke blevet indfriet.
Marseille havde en skuffende sæson i fjor, og landsholdet glippede som bekendt VM-kvalifikationen, så det var ikke noget nemt år for Højbjerg, men landstræner Brian Riemer har øjensynligt fuld tillid til sin anfører, og det er der al mulig god grund til. Med Kong Skjold ved roret på midtbanen kan landsholdet styre mod bedre tider.
Pierre-Emile bliver den næste landsholdsspiller i ”Club-100”. Status lige nu er 97 landskampe.


















