Annonce
Annonce

Centerhalf i orkanens øje: AGF'er skulle redde det danske landshold

19.09.2026 Kl. 10:30
Han blev AGF’s blot tredje landsholdsspiller i historien.

1933 var året. Det danske landshold var i krise. Men der blev der sat en ny standard for provinsklubbernes formåen i dansk topfodbold. For første gang opnåede et hold fra provinsen en top-3 placering i den landsdækkende 1. division.

Æren tilfaldt AGF, der kunne præsentere et hamrende solidt forsvar med målmandstalentet Aksel Daniel Nielsen, centerhalfen Søren V. Jensen og halfbacken Agner Pedersen. Gymnastikforeningen slap kun 10 kasser ind i 9 kampe, og det var en stærk præstation på en tid hvor der blev scoret mange mål.

Agner Pedersen blev dét år AGF’s blot 3. landsholdsspiller i historien.

Agner Pedersen.

I lære hos den store samsing

Agner Karup Pedersen, der blev født på denne dag i 1910 i Randers, voksede op i små kår som søn af en arbejdsmand der stammede fra Karup – deraf mellemnavnet.

Agner uddannede sig til elektromekaniker og kom i fodboldmæssig ”lære” hos forsvarskollegaen, samsingen Søren V. Jensen, der i starten af 1930’erne markerede sig som en uhyre stærk forsvarsspiller på landsholdet (den første AGF’er på nationalmandskabet var den ligeledes særdeles fysisk stærke Haldur Lasthein, tilbage i 1925). Under den hovedstødsstærke Jensens vinger udviklede Agner Pedersen sig til en defensiv halfback med stor pondus.

AGF’s jyske mestre i 1934.
Bagest: P. E. Overgaard, træner Overgaard, Orla Laugesen, Carl Lundsten, Leo Christensen, A. Kaiser, Agner Pedersen, K. E. Johansen, Hugo Nielsen og Knud Andersen.
Forrest: K. Sjørup, Aksel D. Nielsen og Anker Andersen.

Med AGF’s fremragende sæson og bronzemedaljer i 1933, fik DBU’s udtagelseskomité øje for Agner Pedersen. Han blev udtaget til landsholdet mod Norge i juni 1933.

Danmark måtte kæmpe med 9 mand

Kampen blev et fysisk opslidningsslag. Ekstremt hårdt norsk forsvarsspil satte Pauli Jørgensen og debutanten Eigil Thielsen halvvejs ud af spillet, og danskerne måtte slås med 9 mand og to mere end halv skadede. 2-2-resultatet var på den baggrund tilfredsstillende. Norge var nordiske mestre, og både Søren Jensen og Agner Pedersen fik god kritik.

Året efter var der atter bud efter Pedersen. Han havde på det tidspunkt afløst læremesteren Søren Jensen som centerhalf i AGF og gjort det glimrende. KB-kæmpen Oscar Jørgensen havde overtaget pladsen på landsholdet, men Jørgensen meldte afbud til sommerens store arvefjendeopgør mod svensken i Idrætsparken. UK tog den kun 23-årige Agner Pedersen ind som forsvarskrumtap i stedet. Det blev desværre en blandet fornøjelse.

Årets begivenhed

Fodboldfeberen i 1930’erne var formidabel. Vi debatterer nu om dage fra tid til anden om vort nationalstadion er stort nok. Dengang var der ingen tvivl om, at kapaciteten var alt, alt for lille.

Portene åbnedes klokken halv ti, og klokken tolv var der totalt proppet, to timer før kampstart. Der var mast 30000 tilskuere ind i Idrætsparken (der havde en maximal kapacitet på 20000) på denne solrige og lune eftermiddag i juni, og folk fik en medrivende kamp.

Pauli Jørgensen var i hopla og scorede to gange, og B.93-stjernen Kaj Uldaler fik også nettet. Men i forsvaret kneb det gevaldigt med at holde gæsterne på afstand af Svend Jensens mål. Desværre befandt den nye forsvarsstyrmand Agner Pedersen sig i orkanens øje. Han var smidt for de svenske løver med meget ringe støtte fra sine defensive medkombattanter. KB’eren Eli Larsen havde således en virkelig dårlig kamp, og Frems ellers solide Knud Christophersen spillede langt under sædvanlig standard.

Det værste ved det hele var, at Agner Pedersens direkte modspiller, den svenske centerforward Bertil Ericsson, havde en forgyldt eftermiddag. Hele fire gange sendte Ericsson bolden i det danske mål, og tilegnede sig dermed øgenavnet ”dansk-döderen”. Sverige vandt med 5-3.

Det danske landshold mod Sverige i Idrætsparken i 1934.
Bagest: Carl Stoltz, Eyolf Kleven, Pauli Jørgensen, Kai Uldaler og Eigil Thielsen.
Forrest: Valdemar Laursen, Eli Larsen, Svend Jensen, Knud Christophersen, Agner Pedersen og Hans Steffensen.
 

Deroute for det danske landshold

På en måde kom kampen til at symbolisere det danske landsholds gradvise tilbagegang på den tid.

DBU havde holdt sig væk fra internationalt turneringsfodbold siden 1920, mens svenskerne fik sparring på den store klinge. I dette tilfælde var holdet netop returneret fra verdensmesterskabet i Italien, hvor man fik en flot sejr i ottendedelsfinalen mod viceverdensmestrene Argentina, og derefter tabte knebent til Tyskland.

Læs mere om geniale Valdemar Laursen: Han blev kaldt doven – men var et glemt dansk fodboldgeni

Landshold skrabede bunden

For Agner Pedersens vedkommende blev det til yderligere en enkelt landskamp for Danmark. Det var i efteråret 1934 mod Norge i Oslo. En anden århusianer, Oluf Skjeldmose fra Aarhus FC, havde overtaget positionen som centerhalf, og UK havde rykket Agner Pedersen op som innerwing.

Danmark tabte desværre, trods en god fight, med 1-3, og eftersom man også havde tabt til Finland måneden forinden, måtte man konstatere at dansk landsholdsfodbold skrabede bunden.

Agner Pedersen spillede 89 førsteholdskampe for AGF. Han døde i Egå i 1985.

Annonce