
Dansk komet blev afgørende for Brøndby-succes
John Frandsen fylder 78 år i dag.
Der var mange bærende grundsten i det fundament, der i 1980’erne førte Brøndby IF frem til en førende position i dansk fodbold. En af de ret så væsentlige, var John Frandsen.
Vestegn med vokseværk
John voksede op i Glostrup i 1950’erne og 60’erne og spillede i IF 32. På den tid havde den københavnske Vestegn for alvor fået vokseværk. Urbaniseringen skabte hovedstadsforstæder med store folketal. Det var oplagt, at der var grundlag for at skabe elitefodboldklubber øst for Hvidovre.
I IF 32 havde man et stærkt ungdomsarbejde, og i 1971 lykkedes klubben med en oprykning til 3. division. Den lokale konkurrence fra Glostrup IC var imidlertid hård. Allerede året efter blev det GIC’s tur til at opnå divisionsstatus, og i retrospektiv er det synd, at de to ikke fusionerede, men lokale kræfter og ildsjæle havde ikke hjertet med i et sådant sammenlægningsprojekt. I stedet kunne Brøndby (der jo netop var resultatet af en fusion i 1964), indhente og – med tiden – give de to Glostrupklubber baghjul.
John Frandsen markerede sig som en hurtig og pågående wing, og han opnåede to Y-landskampe i 1966 mod Norge og Sverige. Dermed blev han den første IF 32 spiller, der opnåede at optræde for et dansk landshold (af i alt 6, bl.a. Lars Olsen).
Efter en 7. plads i 3. division Øst i 1972, skiftede den da 23-årige Frandsen til Boldklubben Frem ved årsskiftet 72/73. Her blev han holdkammerat med bl.a. Ole Mørk, der i sin tid havde scoret tre gange i Johns debut på ynglingelandsholdet (mod Norge). Det var relativt sent at få et gennembrud i dansk topfodbold, men nu gik det til gengæld stærkt for den elektrikeruddannede Frandsen.
Frem, landsholdet og Holland
En serie stærke præstationer banede vejen til en kamp på U-landsholdet i en EM-kvalifikationskamp mod Polen i Czestakowa, hvor hjemmeholdet, med bl.a. stjernen Lato, sendte 4 kasser ind bag Birger Jensen i det danske mål. Trods 4-1-nederlaget blev Frandsen udtaget til A-landsholdet samme måned (juni) mod Norge. Danmark vandt venskabsopgøret i Idrætsparken med 1-0 på et mål af Peter Dahl. John blev indskiftet med 25 minutter tilbage i stedet for Per Røntved.
Frandsens kometkurs blev vekslet til en professionel kontrakt med hollandske NEC Nijmegen.
På Goffertstadion blev den lille, energiske dansker omskolet til central midtbanespiller. Desværre rykkede Nijmegen ud af den bedste nederlandske række i Johns første sæson, og lå derefter og rodede i den næstbedste i 4 år. Det var naturligvis ikke befordrende for Johns muligheder for at komme på landsholdet, og det ændrede et klubskifte til FC Wageningen ikke på.
Nøglespiller i Zwolle
I 1977-78 kom Frandsen til PEC Zwolle og havde en kanonsæson som offensiv midtbanespiller. Med 10 scoringer var han instrumental i klubbens oprykning til Eresdivisie for første gang i ”Blåfingrenes” historie. De næste par sæsoner var en god tid for Zwolle. Jesper Rasmussen fra Køge kom til klubben, og man opnåede en fornem 8. plads. John var en del plaget af skader, men regnedes alligevel for en absolut nøglespiller.

I sommeren 1980 var det meningen, at John ville returnere til Danmark. Fremadstormende og ambitiøse Brøndby IF stod, via gode kommunale forbindelser, klar med et godt job som rådhusbetjent. Klubben var tidligt ude med relativt lukrative kontrakter. En lønforhøjelse fra Zwolle udsatte imidlertid planen, men klubbens økonomi var meget dårlig, og i 1981 blev Frandsen så Brøndbyspiller.
Instrumental for Brøndbys succes
Træner Tom Køhlert rådede over et særdeles spændende mandskab med rutinerede folk som Finn Laudrup, Jim Stjerne Hansen og Preben Lagerbon, og et kuld unge og meget lovende talenter, for eksempel Bjarne Jensen, Ole Østergaard, Brian Chrøis m.fl.
Mere om Finn Laudrup her: Danmarks første Laudrup-stjerne: Han havde evner, som få nogensinde har haft
I den sammensætning blev John Frandsen en uhyre vigtig, erfaren lederskikkelse. Han løftede Brøndby markant i turneringskampe såvel som på træningsbanen.
Resultaterne udeblev ikke. BIF rykkede op i 1. division i 1981, for første gang i klubhistorien. Den præstation blev fulgt op af to 4. pladser i 1982 og 83.
Sammen med et lukrativt salg af Michael Laudrup, sikrede en tæt og konstruktiv synergi med lokale sponsorer og ikke mindst kommunen, at klubben fik en stærk platform i forhold til at etablere en dominerende position i dansk fodbold. Konkurrencen på Vestegnen faldt afgørende ud til Brøndbys fordel.
John Frandsens store betydning understregedes af, at han blev assistenttræner for Tom Køhlert i 1983. Senere under Morten Olsen var Frandsen også assistent og indpisker.


















