England mistede sin forsvarsstjerne før VM 1982: Historien om den glemte helt
Engelsk fodbolds historie er rig på spillere der har tjent kun 1 klub – de såkaldte ”One Club Men”. Det er symbolsk for en fodboldkultur, hvor traditioner og personlig tilknytning har stor betydning. Før i tiden var der ikke så stor forskel på de forskellige klubbers – i øvrigt relativt beskedne – lønbudgetter. Det betød, at der var råd til at have et par solide profiler, også i de mindre klubber, og det tjente naturligvis til at mindske polariseringen og styrke/magtforholdene i ligaen. Det var almindelig praksis, at en trofast spiller blev belønnet med en testimonial kamp, hvor han modtog overskuddet af entreindtægterne, som en belønning for loyal tjeneste, og samtidig en kompensation for ikke at have fået del i en transfersum i forbindelse med klubskifte (spillerne havde lovformeligt krav på 5% af en sådan).
West Hams særlige ”brand”
I West Ham United opbyggede visionære managers som Ron Greenwood og John Lyall et fornemt ”brand”, der havde omdrejningspunkt i en teknisk betonet stil med seværdigt poleret fodbold i 1960’erne og 70’erne. Det gav klubben en helt særegen popularitet og en stolt identitet. Det optimerede også talentarbejdet, der fik en særlig dimension. West Ham udklækkede mange dygtige unge spillere.
Konceptet stod sin prøve, også i modgang. Da The Hammers rykkede ned i 1978, udtalte klubbens store stjerne, Trevor Brooking: ”West Hams tilgang er vigtigere end en momentan nedrykning. Vi går ikke på kompromis med spillestilen”. Det var en modig og nærmest unik opbakning til klubbens brand.
West Ham kom da også flot igen og vandt sensationelt FA Cuppen i 1980 med godt spil og finalesejr over storfavoritterne Arsenal. The underdogs ramte The Gunners med bølger af lynhurtige omstillinger. I forsvaret styrede kaptajnen Billy Bonds suverænt, men det var i lige så høj grad en ung, egenudviklet spiller fra akademiet, der imponerede og stjal billedet. Finalen blev et massivt gennembrud for Alvin Martin.
Martin blev født i Liverpool og spillede oprindeligt i Everton, men blev vraget af akademiet dér. I stedet kom han til West Ham og fik en lærlingekontrakt i 1974. 4 år senere debuterede han i West Hams nedrykningssæson, hvor han – trods klubbens nedtur – fik givet prøver på sit talent. Han var en ualmindeligt solid og stabil centerforsvarer, der altid kæmpede til sidste blodsdråbe. Han positionerede sig klogt og læste spillet godt, og så var han hamrende stærk i duelspillet. Desuden var han et værdifuldt våben på dødbolde, i kraft af sit fremragende hovedspil.
I 1981 deltog West Ham, som 2. divisionsklub, med succes i Europa Cup turneringen for pokalvindere, og Irons nåede helt frem til kvartfinalen. I ligaen blev det atter til oprykning til det fineste selskab, uden at der på noget tidspunkt blev slækket på kravene til det polerede spil og integriteten.
The Hammers var nær blevet mestre
De næste sæsoner indbragte pæne placeringer og formfuldendt fodbold. Og i 1986 blev der blæst bobler på Boleyn Ground. The Hammers slog til med en tredjeplads, klubbens bedste ligapræstation gennem tiderne.
Trevor Brooking var ikke med mere, men Phil Parkes og Alvin Martin sørgede for defensiv stabilitet, Alan Devonshire og Mark Ward kreerede det flydende midtbanespil, og manager John Lyall sammensatte en dynamisk angrebsduo med klubbens egen unge knægt, Tony Cottee og den krølhårede skotte Frank McAvennie, som Lyall hentede i St. Mirren.
I efteråret var West Ham ubesejret i 18 kampe fra august til december, og efter en mindre nedtur sluttede holdet stærkt af med 6 sejre i de sidste 7 opgør, bl.a. 8-1 over Newcastle United. John Lyalls velsmurte offensiv leverede hele 74 scoringer, og duoen med Tony Cottee og Frank McAvennie nettede 46 gange. 20 til Cottee og hele 26 til McAvennie. Holdet var begunstiget af en næsten skadesfri sæson, og kørte med stort set samme startellever hele vejen igennem. I den sidste ende var West Ham kun 4 points fra det engelske mesterskab (Liverpool FC).
Burde have spillet i Mexico
Alvin Martin, der gik under kælenavnet ”Stretch” på Boleyn Ground, fik debut på det engelske A-landshold i 1981 i en venskabskamp mod Brasilien på Wembley. Desværre gik han glip af VM-slutrunden i Spanien året efter pga. en skade, men da Bobby Robson overtog Three Lions, kom Martin atter ind i varmen. Han spillede en række glimrende landskampe og var del af VM-truppen i 1986 i Mexico.
West Ham havde, som beskrevet ovenfor, en kanon-sæson, og Martin var helt på toppen af sin karriere. Robsons forsvarskonstellation var det store debatemne i pressen og blandt ”fodboldfolket”. Skulle England spille med den traditionelle flade bagkæde, eller hellere satse på en mere kontinental opstilling med en sweeper? Robson foretrak det sidste og valgte QPR-spilleren Terry Fenwick som makker til brølestærke Terry Butcher i centerforsvaret. Det var – set i bakspejlet – en monumental fejltagelse. Fenwick var usikker og uden den nødvendige autoritet, og holdet var uvant med den nye taktik. Havde Robson taget Alvin Martin i stedet, så havde England måske gået hele vejen. West Ham spilleren var fremragende mod Paraguay i 1/8 finalen, hvor Fenwick var i karantæne, men Bobby Robson gik tilbage til sweeper-formationen i kvartfinalen mod Argentina, hvor Diego Maradona svindlede sig til en scoring, men også løb zigzag igennem det engelske forsvar og foranstaltede det afgørende mål.
2 testimonials
West Ham rykkede igen ned i 1989. men Martin blev som forsvarskrumtap og hjalp klubben op i the top flight to år senere. Da han takkede af i 1996, spillede han i kort tid i Leyton Orient, så han er teknisk set ikke en helt ”ægte” One Club man. Men han er den eneste, ud over Billy Bonds, der har opnået at få to testimonials i West Ham.
Med 596 kampe for WHU er han nummer 5 på listen over flest kampe for klubben. Kun overgået af Billy Bonds, Frank Lampard Sr., Bobby Moore og Trevor Brooking. Af de 10 øverste på den liste er der 8 af ”egen avl”.
Alvin Martin har i mange år arbejdet som fodboldekspert i medierne, bl.a. på Sky Sports.
