Annonce
Annonce

DBU's største fejltagelse? Her er holdet, der kunne have vundet VM

27.07.2026 Kl. 11:56

Et lille kontrafaktisk eksperiment: 1950

Hvis man ser tilbage på VM-årene 1950, 54, 62, 66 og 70, så er det de år, hvor Danmark kunne have deltaget ved verdensmesterskaberne med professionelle spillere, hvis DBU havde tilladt det.

Det har ofte afstedkommet tankespind og kontrafaktiske teorier om, hvordan det danske landshold i så fald havde set ud, og hvilke sportslige muligheder det havde involveret.

I mine opstillinger er der ikke taget højde for, at de professionelle klubber muligvis/sandsynligvis havde modsat sig at spillernes medvirken.

Det første år vi ser nærmere på er 1950.

Efter bronzeholdets OL-succes i 1948 røg et stort antal af de bedste spillere til udlandet, især Italien.

Det betød, at landsholdet skrantede. Landskampåret 1950 var en sløj omgang. I 7 opgør blev det til blot to sejre (over Norge og Finland) og fem nederlag. Nogle af dem gjorde av. 1-5 mod Østrig og Jugoslavien og 1-4 mod Norge og Jugoslavien.

Det værste var 0-4 mod Sverige. Svenskerne var dog stærke. De havde, ligesom danskerne, mistet et par håndfulde af de bedste til italiensk fodbold, men de stillede alligevel op ved VM i Brasilien (med amatørerne) og vandt sensationelt bronze. Et dansk landshold i den ”optimerede” opstilling, altså med de professionelle, havde efter al sandsynlighed klaret sig mindst lige så godt.

Det ”reelle” landsholds opstilling nedenfor er baseret på de faktiske opstillinger i 1950.

Bagkæden er næsten som det reelle landsholds, men jeg har gjort plads til Viggo Jensen fra Hull City, der spillede højre back ved OL, og rykket Poul Petersen over på venstre back (en plads som han ofte udfyldte på landsholdet). Der var ikke så stor efterspørgsel på danske forsvarere, og den defensive standard er generelt ikke helt oppe på internationalt topniveau.

Axel Pilmark og Ivan Jensen var et halfback-par med international klasse. Pilmark rykkede ned til Bologna netop i 1950.

I angrebet er der en overflod af stjerner. Karl Aage Hansen scorede 18 mål for Atalanta i Serie A i 1949-50 og blev så solgt til Juventus, og havde en helt fantastisk sæson i 1050-51 med 22 mål. Karl Aage toppede netop da, og havde været en fremragende anfører på et ”optimeret” dansk VM-hold.

John Hansen og Carl Aage Præst udgjorde en stærk duo på verdensklasseniveau i Juventus, der blev italienske mestre i 1950. John blev nummer tre på topscorerlisten med 28 kasser. I 1950-51 nettede John 20 gange og Præst 16. De to – og deres samarbejde – havde været et gyldent våben mod selv de allerbedste modstandere.

”Det Fynske Uvejr”, Jørgen Leschly Sørensen, var i færd med et kæmpe gennembrud i Atalanta, for hvem han scorede 17 mål i 1949-50 og 19 sæsonen efter. De to store offensive profiler på det faktiske landshold, Knud Lundberg og Aage Rou Jensen, var ikke kommet i startopstillingen.

Undtagelsen for den indlysende verdensklasse er positionen som højre wing. Johannes Pløger var en kæmpe stjerne i dansk fodbold, men blev vraget i Juventus og måtte til Novara for at få karrieren på bedre kurs. Piedmonteserne sloges i bunden af Serie A.

Der er masser af dygtige reserver, især offensivt. Helge Bronée var vanvittigt populær i Palermo, og jeg har set bort fra folk som Erling Sørensen (Modena), Kaj Christiansen (Le Havre), Børge Mathiesen (Santander), Kai Frandsen (Sampdoria), Niels Bennike (SPAL) og Svend Jørgen Hansen (Atalanta).

Kvalifikation og slutrunde

Der var 16 lande i slutrunden i Brasilien, og der var 34 der forsøgte at kvalificere sig, heraf 16 fra Europa (inklusive Syrien og Israel). Kvalifikationspuljerne var inddelt geografisk, hvilket havde betydet, at Danmark skulle have været oppe imod Sverige, Finland og Irland for at nå slutrunden.

Svenskerne havde et stærkt hold, hvilket deres bronzemedaljer i Brasilien jo er evidens for, men de var umådeligt langt bedre ved OL i 1948, hvor de slog Danmark i semifinalen. Siden da havde de – præcis lige som danskerne – afgivet stort set alle deres bedste spillere til professionel fodbold. Danmark havde slået Sverige med det skitserede, ”optimerede” landshold.

Med dét hold havde Danmark vundet en VM-medalje. Måske gået hele vejen.

John Hansen, Carl Aage Præst og Axel Pilmark. Spillere, der kunne have indgået i et kontrafaktisk landshold 1950.

1950

Landsholdet:

Målmand: Eigil Nielsen, KB

Højre back: Erik Køppen, KB

Venstre back: Poul Petersen, AB

Centerhalf: Dion Ørnvold, KB

Højre halfback: Svend ”Boston” Nielsen, B.93

Venstre halfback: Georg Dahlfeldt, AB

Højre wing: Jørgen W. Hansen, KB

Højre innerwing: Knud Lundberg, AB

Centerforward: Poul Erik Petersen, Køge

Venstre innerwing: Aage Rou Jensen, AGF

Venstre wing: Jens Peder Hansen, Esbjerg

Reserver:

Edwin Hansen, Køge

Holger Seebach, AB

Det optimerede ”landshold”:

Målmand: Eigil Nielsen, KB

Højre back: Viggo Jensen, Hull City

Venstre back: Poul Petersen, AB

Dion Ørnvold, KB

Axel Pilmark, Bologna

Ivan Jensen, Bologna

Johannes Pløger, Novara

Karl Aage Hansen, Atalanta/Juventus

John Hansen, Juventus

Jørgen Leschly Sørensen, Atalanta

Carl Aage Præst, Juventus

Reserver:

Hans Colberg, Lucchese

Helge Bronée, Palermo

Infantino i modvind efter VM: Lækket brev til Argentina vækker stor vrede

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce