Hvordan kan en fodboldspiller der kun var aktiv i 5 sæsoner, og endda på et lavt plan, opnå udødelig legendestatus? Dette er historien om ”Man Friday”, den største fodboldspiller, du aldrig så.

Vild og utilpasset

Robin Friday blev født på denne dag i 1952 i en Londonforstad, Acton. Fra ganske ung havde han en karismatisk personlighed, men manglede totalt mål og med i tilværelsen. Han pjækkede fra skolen og gad kun at hænge ud i parker og jagte piger. En introvert generthed blev ”kureret” med store mængder alkohol. For at få penge til sit forbrug, stjal han i butikker og blev arresteret et utal af gange.

Han fik en 14-måneders dom i ungdomsfængsel, og udviklede som 15-årig et narkotikamisbrug. Arbejde gad han ikke. Jobs som vinduespudser og murerlærling holdt kun få dage, så kvittede han det hele og skred. I mange år tjente han til dagen og vejen som jord-og beton arbejder. Det kostede ikke på koncentrationen, men gav gode muskler.

Som 17-årig giftede han sig, mod familiens ønske, og fik barn. Ægteskabet var kaotisk og voldeligt, og parret led desuden under den stedlige racisme (kvinden var farvet), hvilket medførte en vis social isolation. Friday skruede dog ingenlunde ned for livet i overhalingsbanen. Han festede, tog stoffer og havde utallige affærer.

Kun ét sted var Robin i stand til at fokusere: På grønsværen. Når han trådte ind over kridtstregerne, transformeredes han til en rasende kriger. ”Jeg hadede mine modstandere. Folk troede, at jeg var skør og vanvittig, når jeg var villig til at gøre alt for at besejre dem. Men jeg var en vinder”, udtalte han senere i livet. Hele tre store klubber i London havde ham indenfor på akademierne, men han var for udisciplineret og blev vraget. I stedet spillede han non-league for Walthamstow og Hayes, og scorede et hav af mål, samtidig med at han fik udvisninger og advarsler på stribe.

Fantastisk talent

Friday var komplet frygtløs og uden nogen former for hensyn til mod- og medspillere. Til træning hakkede han folk ned på stribe, og i kampene brugte han alle midler for at knække sine modkombattanter. Han rev dem i klunkerne, kyssede dem lidenskabeligt, svinede dem til verbalt og gik brutalt ind i alle tacklinger og dueller.

Nægtede selv kategorisk at bære benskinner. Han var i besiddelse af en iøjnefaldende, blændende teknik, et godt blik for spillet og et brandhårdt skud. Hovedspillet var både modigt og formidabelt. At han led kraftigt af astma, og ofte drak sig i hegnet før kampe, betød tilsyneladende intet når han først entrerede fodboldbanen.

I 1974 skrev Friday kontrakt med Reading FC. I klubbens manager, den gamle irske stopper, Charlie Hurley, fandt han en faderskikkelse, nok den eneste han respekterede i fodboldgamet (og i det hele taget).

Hurley kunne ikke standse Fridays selvdestruktive og hæmningsløse adfærd, men han formåede dog at overbevise ham om, at det var nødvendigt at møde ædru til kampe og nogenlunde passe træningen.

Angriberen blev hurtigt en gigantsucces i 4. divisionsklubben. Han blev topscorer og kåret til Årets Spiller to år i træk. Medspillerne tolererede ham pga. hans indiskutable kvalitet. Modspillerne hadede ham. Men supporterne knuselskede deres brillante forward. Robin Friday var et provokerende, utæmmeligt, ekvilibristisk bæst. Geni og galning. Adskillige topklubber scoutede ham, men når de hørte om ”bagkataloget”, så turde de ikke binde an med den uregerlige angriber.

Han fandt tid mellem kampene for The Royals til at skeje ud med blotterier og nøgendans på pubber og natklubber, smadre hotelværelser, spille heavy metal på højeste volumen kl. 3 om natten for åbne vinduer, komme i slagsmål i det pulserende natteliv og i det hele taget føre en tilværelse i et forskruet overgear.

Bryllupsgæsterne stjal det hele

Han blev skilt fra sin første hustru og giftede sig umiddelbart efter med en ny. Til brylluppet røg han hash i kirken, og festen endte i et kæmpe masseslagsmål, hvor de ca. 100-200 gæster stjal bryllupsgaverne – bl.a. en stor mængde cannabis.

Reading havde et helt fornuftigt hold midt i 1970’erne med bl.a. den lille, men meget reaktionsstærke keeper, Steve Death (det hed han faktisk) og Charlie Hurleys landsmand, midtbanespilleren Eamon Dunphy. Klubben rykkede op i 3. division i 1976, men Robin fejrede begivenheden ved at udeblive fra hele opstartsfasen til den nye sæson og feste igennem.

Hurley måtte efterhånden indse, at Knægtens misbrug var for omfattende, og trods alskens hjælp og formaninger fortsatte den eskalerende glidebane. Til Readingfansenes raseri og sorg blev Friday solgt til Cardiff ved årsskiftet 1976-77.

Deroute i Cardiff

Robin mødte op i den walisiske hovedstad uden togbillet og blev arresteret af politiet. Så drak han sig totalt i hegnet aftenen før debutkampen mod Fulham, mødte op med voldsomme tømmermænd, vred klunkerne om på Bobby Moore og scorede to drømmemål.

Cardiffs manager, Jimmy Andrews, troede at han havde skudt papegøjen med sit indkøb, men snart stod det klart, at Friday var så langt ude, at han ikke længere kunne holde fokus på spillet.

Han udeblev konstant fra træning, skred direkte efter kampene – uden at sige hverken goddag eller farvel – og brækkede kæben på en holdkammerat. Efter et nederlag i den walisiske pokalturnering vækkede han hele hotellet ved – midt om natten – at stille sig på et poolbord i hotellets ”gameroom” i underbukser og kyle billardkugler ind i væggene.

Han blev installeret i en lejlighed i Bristol, men tog til London og festede med den gamle omgangskreds. Det nye ægteskab var ikke nogen redningsplanke, nærmere en dødsdømt plimsoller.

Som et sidste, desperat ”livstegn” tog Robin tilbage til Reading og bankede på Charlie Hurleys kontor. ”Tag mig tilbage, boss”, bønfaldt Friday. ”Jeg kan ikke spille for de skiderikker”. Det er kun dig, der kan få mig på ret køl”. Hurley måtte synke en klump og fortælle Friday, at klubben ikke råd til en transfer.

I opstarten til sæsonen 1977-78 glimrede Robin atter ved sit totale fravær. Det viste sig, at han havde siddet i fængsel for at stjæle narko ved at udgive sig for at være politibetjent.

Da han så kom i nogenlunde form, blev han udvist i sin comebackkamp for at have sparket Brightons Mark Lawrenson hensynsløst i ansigtet. Efter at have modtaget det røde kort, brød han ind i Brightons omklædningsrum og sked i Lawrensons træningstaske. Så gik han til Jimmy Andrews og meddelte, at han stoppede med fodbold. Robin var kun 25.

3000 Readingfans skrev under på et bønskrift til klubledelsen om at tage deres elskede forward tilbage. Men bestyrelsen turde ikke binde an med Friday.

Han fik atter en fængselsdom i 1980 og levede alene og subsistensløs i en lille lejlighed i et socialt boligbyggeri i Acton. Han døde i 1990, angiveligt af en overdosis heroin. Robin Friday blev blot 38 år.

I 2022 blev Readings ultimative kulthelt indlemmet i klubbens Hall of Fame.

Infantino i modvind efter VM: Lækket brev til Argentina vækker stor vrede