Han var Danmarks første landsholdsmålmand - men officielt tysk statsborger
Ludvig Drescher, der blev født på denne dag i 1881, blev i 1908 Danmarks første landsholdsmålmand.
Landsholdets første keeper var tysk statsborger
Drescher var egentlig født syd for den daværende grænse (i Sønderborg) og var officielt tysk statsborger. Med nutidens regelsæt havde han dermed ikke været spilleberettiget for det danske OL-landshold der vandt sølvmedaljer i 1908 i London.
Drescher spillede for KB, hvor han var fast keeper i en lang årrække. Nogen fantastisk keeper var han vel ret beset ikke. Bl.a. havde han vanskeligt ved at nå ned til de hårde, flade skud, og tilskuerne gav ham tilnavnet Store Fus, ikke fordi han havde store fødder, men fordi han ind imellem ”fusede” groft. Men målmændene dengang skal måles på andre standarder end senere tiders. Der var ingen målmandstræning, intet udstyr osv. Keeperen var som regel én der var stor og stærk og var i stand til at gribe bolden. Først med Frems Sophus Hansen fik Danmark en målmand med ægte international klasse. Men Drescher var alligevel langt bedre end sine samtidige.
Den store, sindige sønderjyde havde et roligt gemyt og gode nerver. Med sin størrelse og imponerende vingefang lykkedes han ofte med at komme i vejen for oplagte scoringschancer. Han medvirkede også i et væld af kampe for Stævnet og diverse udvalgte hold og gjorde det i reglen udmærket. Drescher havde en solid statur, og det var en stor fordel på en tid hvor målmandsspil ikke var for pattebørn. Keeperen måtte puffes, skubbes og i det hele taget korporligt angribes når han havde bolden i hænderne. Til gengæld måtte han, i princippet, håndbolddrible kuglen op ad banen, også uden for straffesparksfeltet. Det skete dog i realiteten ret sjældent.
Ludvig Drescher spillede desværre en uheldig rolle i OL-finalen mod England (officielt Storbritannien), da han droppede det første engelske mål, og nok burde have klaret det andet. Trods en heroisk og stærk indsats tabte Danmark med 2-0 til hjemmefavoritterne. Tolerancen over for målmandsfejl var dog anderledes dengang. Der kunne godt smutte en enkelt ind (en fuser), men så glædede man sig over andre, mere vellykkede indgreb.
Føromtalte Sophus Hansen var allerede på tale som 19-årig i 1908, men udtagelseskomitéen gik med det sikre valg (Drescher), og så mente man at være dækket ind med angriberen August ”Smart” Lindgren, der kunne gå på kassen i nødstilfælde.
Damernes ven
Den for længst hedengangne avis ”Adresseavisen” skrev om Drescher dét år: ”Ludvig Drescher er alle boldvenners redningsplanke. Når frontrækken i full speed løber op med bolden og bagmanden tilfældigvis kikser, så lyder det langs snor og bane fra en hylende skare: DRESCHER! Og Drescher spreder sig i målet, så arme og ben udfylder det tomme rum, og det skal være en ganske nederdrægtig flad og hård bold, der får lov til at slippe indenfor Dreschers domæne. Drescher er KB’er med liv og sjæl, og skal efter sigende være en brillant kammerat. Særligt når kliken sidder oppe i Café Tårnborg og ”snakker bold” skal han være hyggelig og rar. Vi ved også, at mange af de majklædte damer, der i disse dage som fluer i august, færdes på 93’s Grønneplads (B.93’s anlæg, red.), særligt har Drescher i kikkerten, uden at vi dog tør påstå, at de har noget ”mål” med kissemisseriet. Der er jo heldigvis noget der hedder frispark”. Artiklens lettere frivole tone afslører altså at den høje, mørke målmand var et af tidens eftertragtede idoler – hos det smukke køn.
Døde alt for tidligt
Ludvig blev atter udtaget til landsholdet til den store konfrontation mod England på Sankt Markus Plads i 1910. Danmark vandt opgøret med 2-1 og blev dermed den første kontinentale nation der slog England i en landskamp.
Året efter overtog Frems talentfulde Sophus Hansen imidlertid pladsen som ankermand på landsholdet, og ved OL i Stockholm i 1912 var Ludvig Drescher reserve.
Efter at have medvirket til at vinde det første landsdækkende danske mesterskab med KB i 1913, lagde Store Fus støvlerne på hylden. Han sad nogle år i KB’s bestyrelse og havde en god civil karriere som maskinfabrikant.
Men i 1917 blev han ramt af en svær lungebetændelse, og netop som han så ud til at være restitueret tog en blodprop livet af ham. Ludvig Drescher blev kun 35 år. Han nåede desværre ikke at opleve genforeningen med Sønderjylland i 1920, der havde manifesteret hans officielle danske statsborgerskab.
