Fra nazibesat ø til White Hart Lane
Leonard (Len) Stanley Duquemin er en af de mest undervurderede karakterer i engelsk fodbolds historie. Alligevel medvirkede han til intet mindre end en taktisk revolution og indskrev sig i annalerne som en af Tottenham Hotspurs bedste målscorere gennem tiderne.
Under tysk besættelse
Len kom sent i gang med topfodbold, og det var der særlige årsager til. Som det halvt franske navn indikerer, så var han fra de britiske Channel Islands, Kanaløerne, nærmere bestemt Guernsey. Øerne blev okkuperet af Nazityskland i forbindelse med blitzkrieg-felttoget igennem Frankrig i 1940. Den britiske regering overvejede at forsvare øerne, men ville ikke risikere et nyt Dunkirk, så garnisonen blev trukket tilbage uden kamp.
Under den 4 år lange besættelse var der ikke særlig gunstige muligheder for at spille fodbold. Len måtte nøjes med, ligesom sin far, at arbejde i et stort tomatgartneri i landsbyen Cobo. Familien var fattig, og Len var nummer 6 i en børneflok på 10. Men knægten havde passion for fodbold, og det skinnede så meget igennem, at en lokal Guernseyman, efter befrielsen, skrev et brev til sin favoritklub, Tottenham, med en anbefaling. Duquemin rejste til London i 1946, og fik en prøvekontrakt.
Spurs lejede ham ud til Chelmsford, men den da 22-årige angriber skulle blot bruge en enkelt kamp til at overbevise om sit værd. I efteråret 1946 kom den engelske liga i gang igen efter 7 års suspendering. Len scorede en del mål for reserveholdet og fik fuldtidskontrakt i september 1946. Året efter debuterede han for Tottenham og scorede i en 5-1-sejr over Sheffield Wednesday.
Brølestærk og modig
Han var en meget speciel karakter som spillertype. Han havde aldrig rigtig lært at spille fodbold, og var som følge deraf fuldkommen autodidakt. Teknikken var så som så, men han havde fighterhjerte og var brølestærk. Der var noget aldeles determineret og frygtløst over ham. Han var god i hovedspillet og specialiserede sig i at tage de ofte ret så brutale konfrontationer med modstandernes forsvarere. Det skabte plads til medspillerne, og det indgød respekt. Han kunne også score mål. I hans første sæson 24 af slagsen. Tottenhams supportere elskede deres murbrækker af en centerforward og gav ham tilnavnet ”Reliable Len”, for man kunne altid stole på, at han sloges til sidste åndedrag for den hvide trøje (der ikke sjældent var rød af blod efter en barsk dyst med kyniske stoppere). I daglig tale kaldtes han blot ”Duke”.
Det generelle sportslige niveau på White Hart Lane var imidlertid ikke voldsomt inspirerende. Spurs lå i 2. division og førte en hensygnende tilværelse. Men så i 1949 gennemgik klubben en fuldkommen metamorfose. Manden bag var den geniale banebrydende taktiker, Arthur Rowe.
Rowe revolutionerede fodbolden
Rowe blev manager for Tottenham i 1949, på et tidspunkt hvor klubben var i en dyster situation på engelsk fodbolds anden klasse og med meget begrænsede økonomiske midler.
Han gik frisk til jobbet med visionære nye ideer. Spurs skulle spille efter hans egen innovation; ”push and run” med hurtige 1-2 afleveringer på græsset og fleksible, bevægeligt positionsspil. Recepten blev hovedingrediensen i en dogmatisk tilgang, der gennemsyrede al træning og coaching i klubben. Arthur skrev sine mottoer ned på papirlapper der blev hængt op i omklædningsrum mm. Fx ”Der gror ikke mos på en bold i bevægelse”, ”Spil fodbold. Hele tiden!”, og: ”Spil enkelt. Spil hurtigt”.
Mest kontroversiel var Rowes indstilling til den defensive, fysiske del af spillet. ”Thuggery has no place with us”, sagde han til sine spillere. Dét der med at save modstanderne ned, det harmonerede ikke med Tottenhams indstilling. I stedet blev spillerne indpodet at være forudseende og placere sig klogt, så modstandernes opbygning kunne pilles fra hinanden, vel at mærke uden at man bankede bolden væk med et brag af en skovhugger-tackling, men sådan at der straks kunne sættes noget konstruktivt op. På mange måder var Rowes banebrydende koncept ikke blot brillant innovativt, men også modigt.
Resultaterne udeblev ikke. Tottenham rykkede op i 1. division i 1950 og vandt sensationelt mesterskabet allerede året efter, med et fire points forspring til Manchester United. En forbløffende, om end ikke enestående præstation. Push and run var intet mindre end en revolution i engelsk fodbold. ”Duke” scorede det titelvindende mål i en match mod Sheffield W., og Tottenhams fremgang og det seværdige spil blev beundret i hele landet.
I 1952 blev Spurs nummer 2 i ligaen, men de næste sæsoner blev ikke helt så succesfulde. Duquemin markerede sig dog personligt stærkt og nettede bl.a. 24 gange i 1. division i 1952-53.
I 1955 blev Arthur Rowe så hårdt ramt af sygdom, at han måtte træde tilbage. Len var efterhånden over 30, og fysikken var grundigt slidt af de mange hårde nærkampe. Han spillede sin sidste kamp for Tottenham i 1956 og droslede ned i en række småklubber. I mange år stillede han trofast op i velgørenhedskampe for ”Showbiz XI”, en engelsk parallel til det danske ”Stjerneholdet”.
Efter den aktive karriere drev han en aviskiosk i nogle år, og blev derefter – som mange andre ex-fodboldspillere – pubfatter. Han levede et relativt stille og stabilt familieliv og var gift i over 50 år.
Reliable Len er indiskutabelt en af de bedste forwards der aldrig fik en chance på det engelske landshold. Måske fandt fodboldforbundets udtagelseskomité ham for rå og upoleret. Med 134 mål i 307 kampe er han i dag placeret på en 9. plads på listen over Tottenhams bedste målscorere gennem tiderne. Den selvlærte centerforward, Len Duquemin gik bort i 2003.
