Annonce
Annonce

Danmark overså ham - i Portugal blev han en levende legende

17.07.2026 Kl. 07:25
Michael Manniche fylder 67 år i dag.

Den lange, ekstremt hovedstødsstærke angriber er måske det nærmeste vi kommer til en klassisk centerforward – ”british style” – blandt de mange dygtige targetmen vi har haft i dansk landsholdsfodbolds historie.

Manniche var oprindeligt en særdeles talentfuld håndboldspiller, men det endte altså med at blive fodbolden, der stjal hans kærlighed. Han fik sin fodboldmæssige opvækst i Brønshøj Boldklub og kom som 20-årig til Hvidovre IF i 1980. Forstadsklubben havde et kolossalt stærkt mandskab, og Manniche dannede en giftig angrebsduo med den tidligere Glostrupspiller Jørgen Kirk.

Orkestreret på midtbanen af Henrik Jensen, og med Sten Ziegler og Michael Christensen som en gennemsolid defensiv base, sejrede Hvidovre i 1980 i en forrygende velspillet pokalfinale med 5-3 over Lyngby. Manniche scorede to gange. Året efter gik John Sindings tropper helt til tops i DM. 

Det blev også året hvor ”Manne” fik debut på A-landsholdet. Det var i en venskabskamp i Tammerfors, hvor Danmark vandt med 2-1. Michael Manniche og landsholdet blev imidlertid aldrig nogen lykkelig kærlighedsaffære. Det blev til i alt 11 landskampe, de fleste i ”bløde” nordiske testkampe, og to scoringer – begge mod Norge. Manniche var i spil til EM-truppen i 1984 og igen til VM i 1986, men blev i begge tilfælde sorteret fra. Han scorede to gange, begge mod Norge og begge i 1983, men da Danmark blev ydmyget med 6-0 af Holland i Amsterdam i foråret 1984, rullede der hoveder. Ole Kjær, Ole Madsen og Allan Hansen kom ikke med til EM i Frankrig, og det samme gjaldt altså Manne. 

I 1986 var han atter inde i billedet til en plads i Mexico-truppen, men et nederlag på 3-0 i Bulgarien i en testkamp i foråret, var formentlig udslagsgivende. Sepp Piontek droppede igen Manniche. 

Til gengæld fik den langhårede forward enorm succes og opnåede stor berømmelse i portugisisk fodbold.

O Tosco på Estadio da Luz

I 1983 købte den gamle storklub, Benfica den danske angriber. På Estadio da Luz har man en gimmick, hvor en ørn flyver en runde på stadion før hjemmekampene. Manniche fløj også højt op over modstanderne og headede et hav af kugler i kassen for Benfica. 

Den høje dansker slog straks til og medvirkede på 4 år i 132 førsteholdskampe og scorede hele 75 mål. Det indbragte to portugisiske mesterskaber og ikke færre end tre pokaltriumfer. I 1985 scorede Manne to gange i pokalfinalen mod rivalerne fra FC Porto. Det var intet under, at tilhængerne forgudede deres stærke vikingeforward, og de gav ham tilnavnet O Tosco, hvilket vist nok er et slangord der nærmest kan oversættes til ”bold-mongol”. Det var kærligt ment. Det er også en kendt sag, at den portugisiske ex-fodboldstjerne Maniche er opkaldt efter det danske idol.

Der er ikke mange danske spillere der har slået deres folder i Portugal igennem tiderne. I de senere år har især Victor Froholdt, Morten Hjulmand og Alexander Bah haft succes i topklubberne Porto, Sporting og Benfica. Men Michael Manniches popularitet kan ingen af dem matche.   

Trio med to små tvillinger

I 1987 vendte Manniche hjem til Danmark for at tørne ud for B.1903. Han spillede en særdeles fremtrædende rolle på et stærkt 03’er-hold, der i flere år i træk kæmpede med om mesterskabet, og som slog selveste Bayern München med 6-2 i UEFA Cup turneringen i 1991. Samme år fik han en sidste landskamp. Det var på Richard Møller Nielsens OL-landshold, i en kvalifikationskamp i Rumænien som danskerne vandt med 2-1. Manne udgjorde en klassisk angrebsduo med Brøndbys lille, pågående Claus Nielsen, men eksperimentet blev ikke gentaget.

Her ses Michael Manniche.
Foto: IMAGO

Da B.1903 og KB fusionerede i 1992 kom Michael Manniche til at blive FC Københavns første centerforward. Han scorede ikke længere så flittigt, men var en uhyre vigtig brik i træner Benny Johansens slagplan, som driftssikker target man. Det var i en offensiv trio sammen med de to små Johansen-tvillinger, som i høj grad profiterede af at have en stor murbrækker foran sig i angrebet.  

I 1993 blev Manne dansk mester med nystartede FCK, der sluttede 1 point foran OB. 

Karrieren stoppede året efter, bortset fra et kort comeback i 1996. 

Michael Manniche har i mange år arbejdet for JDRF-Fonden for Diabetesforskning. Han tager stadig til Lissabon med jævne mellemrum og lader sig hylde på Estadio da Luz.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce