Dansker-dræberen: Den utæmmelige "Bison"
Nordens målkonge
En af Europas bedste centerforwards gennem tiderne, svenske Gunnar Nordahl, blev født på denne dag i 1921. Nordahl, eller ”Il Bisonte” (Bisonen), som han blev kaldt i Italien, tåler sammenligning med de bedste angribere, de nordiske lande har produceret, såsom Preben Elkjær, Harald Nielsen, Zlatan Ibrahimovic og Erling Haaland. Hvis Ballon d’Or havde eksisteret i første halvdel af 1950’erne, havde Nordahl, efter alt at dømme, vundet prisen adskillige gange.
Nils Gunnar Nordahl var en powerforward af ypperste kaliber. Han var superstærk og uhyre eksplosiv i sit spil. Umulig at tæmme.
Han smadrede kasser ind fra en tidlig alder i Allsvenskan for Degerfors og Norrköping, og blev svensk mester 4 gange med sidstnævnte. Men det blev OL-turneringen i 1948 i London, der blev Nordahls gennembrud på den store internationale scene.
Sverige tævede Danmarks ”Bronzehold”
I semifinalen mødte Sverige Danmark, og arvefjendeopgøret blev en dansk nedtur. Det var der to årsager til: For det første gik den danske anfører, Karl Aage Hansen, i stykker i kampens start, således at Danmark reelt spillede med 10 mand (der måtte ikke skiftes ud). Den anden var Gunnar Nordahl. Bisonen scorede ganske vist ikke i den svenske 4-2-sejr, men han dominerede i dén grad det danske forsvar, at det skabte en masse plads til de andre angribere i en fremragende kæde, hvor Nordahl suppleredes af ”professoren” Gunnar Gren, Nils Liedholm, Henry ”Garvis” Carlsson og Kjell Rosén.
I finalen slog Sverige Jugoslavien med 3-1 på bl.a. et mål af Nordahl.
I det hele taget var Gunnar noget af en ”dansk-dödar”. Han nettede hele 10 gange i nabodysterne i 1940’erne, og var mere eller mindre hovedansvarlig for 8 smertelige danske nederlag i perioden. I alt blev det til 43 mål i 33 landskampe. Ikke nogen ringe statistik…
Ligesom mange af de danske profiler i den æra, blev også Gunnar Nordahl professionel i Italien. Han udgjorde en formidabel trio med landsmændene Gunnar Gren og Nils Liedholm i AC Milan. Den såkaldte ”Gre-No-Li”.
Var Nordahl bedre end John Hansen?
Danmark havde jo også sit bud på en international topforward i de år. ”Lange-John” Hansen havde et strålende samarbejde i Juventus med Carl Aage Præst og Karl Aage Hansen i Juventus’ angreb. ”Den gamle dame”, som Torinoklubben kaldes i folkemunde, konkurrerede hvert år med Milan og Inter om det italienske mesterskab.
I de 6 sæsoner fra 1950-55 vandt Juventus to gange ”scudetto”, mesterskabet, og fik 2 sølv og 1 bronze. Inter vandt 2 gange guld, 1 sølv og 2 bronze, mens Milan ligeledes vandt to mesterskaber, og fik desuden 2 sølv og 3 bronze. Det sidste år i perioden, 1954-55, sejrede Milan uden Gunnar Gren, der var rejst hjem til Sverige, men med Jørgen Leschly Sørensen i hans sted. Gre-No-Li blev således til So-No-Li.
Topscorerværdigheden, ”capocannoniere”, gik 5 gange til Gunnar Nordahl. 35, 34, 26, 23 og 26 mål bankede den svenske bison i nettet for milaneserne. Det er en præstation der aldrig er overgået, og derfor tituleres Nordahl som ”pluricacapocannoniere”, den største topscorer af alle.
Kun i 1952 gik titlen som ”capocannoniere” til en anden, nemlig John Hansen (30 mål). Dét år var Nordahl plaget af skader og måtte nøjes med andenpladsen på topscorerlisten med 27 mål.
Portræt af John Hansen: Skulle have været med dødsflyet: Tilfældigt valg reddede den danske stjerne fra tragedien
”Bisonen” havde været et stærkt bud på en Ballon d’Or vinder, hvis titlen havde eksisteret dengang.
Efter et par sæsoner i Roma tog Nordahl hjem og havde et langt virke som træner i svensk fodbold. Han havde to brødre i den svenske OL-trup i 1948, Bertil og Knut, der begge fik professionelle kontrakter i Italien, og han var far til angriberen Thomas Nordahl, der spillede 15 landskampe for Sverige.
Gunnar Nordahl gik bort i 1995.