Engelsk fodbolds hurtigste mand: Endte med Alzheimers

Fulham-lynet

Tørstige gæster på The Hatched House i Hammersmith-bydelen i London i 1970’erne og 80’erne, kunne ikke undgå at bemærke den stilfulde og venlige pubvært, der langede fadbamser over disken med myndighed, og udvekslede hilsner og anekdoter med stamgæster på en rolig og imødekommende facon. Der var noget autoritært og stoisk over den ranke mand med det rare blik bag baren.

Nytilkomne kunne finde på at spørge de stedkendte om hvem pubfatteren var, og så lød svaret som oftest: ”Det er Beddy. Den hurtigste mand i engelsk fodbold. Den hurtigste nogensinde”.

Det passede. Bartenderen var ikke blot den – måske – hurtigste angriber i England, men også den, på sin tid, mest populære skikkelse på Craven Cottage, Fulhams hyggelige hjemmebane. Bare navnet indikerer storhed: Bedford Jezzard.

Gennembrud på Craven Cottage

Fulham har – på trods af en historie der går helt tilbage til 1879 – aldrig vundet et betydende trofæ. Klubben har traditionelt kæmpet i spændet imellem bunden af den bedste række og toppen af den næstbedste. Og sådan var det også på Bedford Jezzards tid.

Jezzard var indfødt londoner, født (på denne dag) i Clerkenwell i 1927, og blev i slutningen af 2. Verdenskrig indkaldt til hæren og sendt til Indien, hvor det britiske Commonwealth udkæmpede en barsk og nådesløs junglekrig med det japanske imperiums styrker i Burma (i dag Myanmar). Efter Japans kapitulation og Jezzards hjemsendelse spillede den unge fyr for Watford som amatør, og her blev han tilfældigvis opdaget af Fulham-skipperen Joe Bacuzzi, der anbefalede Jezzard til The Cottagers’ manager, Jack Peart.

Der skulle kun et par kampe på reserveholdet til, før Fulhams sportslige ledelse skyndsomst skrev kontrakt med Jezzard. Det da helt autodidakte og ubeskrevne blad var et naturtalent. Han havde en naturlig, muskuløs statur. Han var energisk og pågående, han sparkede hårdt med begge ben, og så var han i besiddelse af et helt unikt våben i det personlige arsenal: Han var så lynende hurtig at ingen kunne følge ham.

Var egentlig overvægtig

Bedford kom hurtigt i en hård skole. Fulham kæmpede for overlevelse i 1. division, og knægten måtte løbe mange forgæves meter i sprinter efter lange, adresseløse befrielsesspark der kom nede fra en ofte hårdt trængt defensiv. Men han gik på med krum hals og imponerede med sit mod og sin iøjnefaldende speed. Jezzard udviklede også et stærkt hovedspil, qua sin frygtløse attitude.

Man skulle tro at den kompromisløse fighter-forward var træningsnarkoman. Men det var ingenlunde tilfældet. Faktisk hadede Jezzard den hårde fysiske træning, og han havde problemer med kampvægten. Det trofaste hjemmepublikum på The Cottage kaldte ham ”Beddy”, men også til tider ”Pud”, når hangen til budding og flødeskumskager tog overhånd og resulterede i en vom på Jezzards mave. Paradoksalt nok gik hurtigheden ikke tabt.

Der er ingen tvivl om, at Jezzard kunne være blevet verdensklassesprinter under de rette træningsbetingelser, og hvis ikke det var fordi, at han elskede fodbolden.

Fulham FC klarede ikke bundkampen i længden, og rykkede ned i 1952. Tilværelsen i 2. division blev imidlertid en ganske sund platform for en revitalisering af klubben. Fulham blev i udpræget grad et offensivt spillende og teknisk betonet hold. Nøglen var et sublimt samarbejde mellem den da purunge innerwing Johnny Haynes og den lynende farlige Bedford Jezzard.

Haynes og Jezzard: En gylden duo

Johnny ”Maestro” Haynes var et gudbenådet teknisk talent. Med tiden blev han synonym med Fulham FC og hans statue står i dag foran Craven Cottage. Som var han udstyret med en indre radar, var han i stand til at forudse spillet og med- og modspilleres løbebaner. Han og Bedford Jezzard udviklede en synkroni og et symbiotisk samspil. Opskriften på synergien var typisk således: Haynes faldt ned i banen og vendte væk fra opdækningen og fik front mod modstandernes mål med elegante kropsfinter. Han var i stand til at tæmme enhver aflevering inden for spilafstand. Så plantede han kniven med en perfekt timet pasning til Jezzard, der spurtede fra fjendens forsvar og knaldede kuglen i netmaskerne.

I 1954 scorede Haynes 16 gange og Jezzard var ustoppelig med 39 kasser! Begge fik debut på det engelske landshold, trods klubbens status på anden klasse. Desværre kom de ikke på samtidig, og det blev Jezzards uheld. Bedford debuterede den 23. maj 1954, og det blev en skæbnetung dag for engelsk landsholdsfodbold.

Anført af Billy Wright skulle England forsøge at revanchere choknederlaget fra året før på 3-6, da de magiske magyarer med Ferenc Puskas og Nandor Hidegkuti tilføjede fodboldens moderland det første nederlag nogensinde mod en kontinental nation i selveste templet, Wembley.

Uheldig på landsholdet

Hvis det opgør var en ond drøm for englænderne, så blev returmatchen et uophørligt mareridt. Et svidende nederlag på Nep Stadion foran 92000 ungarske fans. En udklassering, overmatchning, ultimativ ydmygelse. Ungarn bombede Birmingham-keeperen Gil Merrick i sænk med 7 kasser og vandt med 7-1. Billy Wright blev sammenlignet med en brandbil, der i høj fart var i konstant udrykning, men hele tiden kørte til den forkerte ildløs. Bedford Jezzard fik så godt som intet udrettet. Hans ekstreme hurtighed kom ikke til sin ret, for England havde stort set aldrig bolden. Det blev, mildt sagt, ikke nogen vellykket debut.

Johnny Haynes, derimod, fik chancen i en kamp mod Nordirland i Belfast, hvor han scorede i Englands 2-0-sejr. Det lagde fundamentet til en fantastisk landsholdskarriere med 56 caps og national legendestatus.

Jezzard spillede kun en enkelt landskamp efter katastrofen i Budapest. Her revancherede han sig, denne gang i selskab med Haynes, med tre fine oplæg til en 3-0-sejr på Wembley over Nordirland. Siden fik han tre kampe på det engelske B-landshold, hvor han scorede 6 mål, og i sommeren 1956 blev hurtigløberen udtaget til at repræsentere England på en turné med en række træningskampe i Sydafrika. Det blev desværre en katastrofe. Jezzard røg ind i en grim tackling og kom så alvorligt til skade med anklen, at han måtte stoppe karrieren. Et hårdt slag for den da blot 28-årige måltyv, der dermed kom til at blive noteret for 306 ligakampe og 154 mål for Fulham.

Blev manager

Færdig med fodbold var han dog ikke. Beddy blev coach for Fulhams reserver og det viste sig, at den karismatiske ex-angriber havde et sikkert øje for talent. Han bragte nemlig hurtigt backen George Cohen og midtbanespilleren Alan Mullery i spil. To af de bedste fodboldspillere, der har repræsenteret Fulham FC gennem tiderne.

Efter mindre end et år som talentudvikler blev Jezzard udnævnt til manager på The Cottage i 1958. Det blev en kæmpe succes. Med spillere som de to førnævnte, Cohen og Mullery, den senere landsholdstræner Bobby Robson, skotten Graham Leggatt, innovatoren Jimmy Hill samt naturligvis den gamle makker Johnny Haynes, rykkede Fulham straks op i 1. division og fulgte op med en stærk 10. plads. Så ramlede det.

Bedford var klar til at føre Fulham det sidste stykke op til toppen af engelsk fodbolds top flight. Men sådan blev det ikke.

Gik i vrede

I 1961 ophævedes lønloftet i de professionelle ligaer. Spillerforeningen havde længe presset på for en afvikling af de 20£ om ugen, der var det tilladte løn-maksimum, men Jezzard forudså, at ændringen ville blive i de store, pengestærke klubbers favør, og dermed en stopklods for Fulhams sportslige fremmarch. Det kom til at holde stik.

Klubbens vigtigste spiller og største stjerne, Johnny Haynes, blev den officielt første til at udnytte de nye kontraktlige muligheder ved at skrive en aftale med Fulham på 100£ om ugen. I dag lyder det af latterlige småpenge, men det udhulede klubbens økonomi. De næste par sæsoner sloges the Cottagers i bunden, og i 1964 solgte bestyrelsen Jezzards ”opfindelse”, den brillante Alan Mullery til Tottenham, uden at spørge manageren først. Sandsynligvis fordi man var klar over, at han aldrig ville finde sig i det. Jezzard tog konsekvensen og sagde op. Han så sig aldrig tilbage, og blev pubejer i Hammersmith.

Endte med Alzheimers

I 1990’erne lagde gæsterne på Thatched House mærke til, at den populære ”Beddy” begyndte at regne forkert på byttepengene, glemme konteksten i påbegyndte sætninger og den slags. Hustruen Joyce var bekymret og slæbte den gamle klasseangriber til lægen.

Dommen var klar og ubarmhjertig: Husbonden led af fremskreden Alzheimers, forårsaget af en række mindre hjertetilfælde, som Jezzard enten ikke selv havde opdaget eller havde holdt for sig selv. Pubværten måtte resignere og Beddy havde løbet sin sidste sprint.

De sidste leveår blev ikke rare. Bedford Alfred George Jezzard gik bort på et plejehjem i Alton i 2005. Hans eftermæle står i høj grad i skyggen af den gamle makker, Johnny Haynes’.