John Hansen og hans søn, Henning (der ligesom faren spillede for Frem), havde et lille partytrick som de elskede at vise frem, når de var til fester og komsammen. Én af dem – den der ankom sidst – tog den nærmeste vase (det måtte gerne være en der så lidt dyr ud) og råbte ”hep”! Så kylede han vasen tværs gennem stuen hvor den altid blev grebet elegant af den anden. Det kostbare porcelæn gik ikke tabt en eneste gang. Men folk – især vasens ejer – blev jo tit lidt forskrækket. Indtil man kendte tricket, og så forventningsfuldt kunne afvente cirkusnummeret. På en måde er det historien om ”Lange-Johns” karriere på fodboldbanen i en nøddeskal. Et karakteristisk træk hos John Angelo Valdemar Østergaard Hansen var evnen til ufortrødent at tage de chancer der bød sig, uden at ”se sig tilbage”. Desuden var han enormt afklaret med egne spidskompetencer og brister.

Bedste danske header – nogensinde

Af en eller anden årsag så man i Frem John Hansen som innerwing. Måske er forklaringen at arbejderklubben på den tid rådede over et hav af dygtige forwards. Spillere som Kaj Christiansen og Erling Sørensen lignede mere i statur og spillestil Pauli Jørgensen, der havde tegnet Frems angreb som centerforward i en menneskealder, og efter den aktive karriere var en stærkt toneangivende træner og lederskikkelse i klubben. Pauli var den lille bomstærke opportunist, der tæskede til bolden hver gang chancerne bød sig, og som sled uophørligt på sine direkte modspillere. John havde et veludviklet overblik og var dygtig i sammenspillet med sine holdkammerater, men han var notorisk langsom. Lang og ranglet havde han ypperlige forudsætninger for at udvikle et stærkt hovedspil. Noget der var knapt så populært dengang, for boldene var tunge – særligt på regnvåde baner – og snøren i læderet sad udvendigt, så man kunne nemt være uheldig at få skader når man headede. 

I centerhalfen Leo Nielsen havde Frem en af dansk fodbolds få rigtigt dygtige hovedspils-specialister på den tid. Han og Johns far, den gamle landsholdsmålmand Niels Hansen (der var en super dygtig træner i bl.a. Frem og Hvidovre), kom til at betyde meget for ”Lange-Johns” luftspils kompetencer. De blev efterhånden særdeles markante. Det bliver selvfølgelig en subjektiv påstand, men jeg vil vove den overbevisning, at dansk fodbold aldrig har haft en bedre header.  

Under Pauli Jørgensens ideologiske kommando spillede Frem ren ”gung-ho” angrebsfodbold. Holdet var en stormende populær mester i 1944, hvor Slagelse blev jordet i kvartfinalen med 11-1, B. 1909 fik en sæk på 5-0 i semifinalen og AB blev fejet til side i en mindeværdig finale med 4-2 (John Hansen scorede det sidste mål der cementerede sejren). Da havde Frem et angreb med de føromtalte Christiansen og Sørensen, sammen med Johannes Pløger og Helmuth Søbirk, foruden altså en 20-årig John Hansen. Dén offensiv er der ikke mange klubber der gennem tiderne har kunnet matche! 

Længere tilbage på banen regerede Leo Nielsen foran den reaktionsstærke målmand Egon Sørensen, sammen med den kloge defensivspiller Hans Colberg og førsteklasses møveren Svend Frederiksen. En af dansk fodbolds fineste afleveringsteknikere, Walther Christensen, støbte kuglerne for den sprudlende forwardkæde.  

For langsom til landsholdet

DBU var dog ikke så imponerede af den unge, lange og ret så langsomme John Hansen. Man havde i forvejen en ”snegl” i Knud Lundberg der skulle gøres plads til, og Lundberg overmatchede klart Hansen på alle parametre – som offensiv midtbanespiller. Det blev dog til landsholdsdebut i olympiadeåret 1948 i en kamp mod Finland hvor en række af de spillere der lå i udkanten af OL-truppen blev prøvet af. John scorede på straffespark i 3-0-sejren, men kritikken bagefter fra UK og pressen var markant. Frem’eren bestilte for lidt. Han var for langsom på sin position bagved klubkammeraten Kaj Christiansen. 

Ud fra devisen; én chance er ingen chance, fik Hansen dog genvalg til den næste kamp mod Polen. Det kom UK ikke til at fortryde. John scorede på to smukke hovedstød i dét der blev en ren opvisning. Den danske offensiv med Karl Aage Hansen, Carl Aage Præst, Johannes Pløger og Lundberg smadrede polakkerne totalt med 8-0. OL-holdet var klar (mens Polen i fortvivlelse over ydmygelsen meldte afbud til OL). 

Som man altså fornemmer, kom John Hansen med til London på et yderligt mandat. UK erkendte at man i den lange hovedspils-specialist havde et ret unikt våben i sit arsenal, men det nagede fortsat at Hansen var for langsom og stationær. Hans plads på holdet var ingenlunde sikker – førend det viste sig i den første kamp i turneringen at Knud Lundbergs form var for dårlig. John kom på mod Italien i kvartfinalen, og det viste sig at være en ret genial disposition.  

Med hele 4 scoringer banede John Hansen vejen for en 5-3-sejr, og dermed dansk adgang til semifinalen (og en senere bronzemedalje). Italien-kampen fik store konsekvenser for den lange forward – og for hele dansk fodbold, skulle det vise sig. 

Første legionær i Italien

De italienske klubber fik øje på den lange frygtløse forward, og både Torino og Juventus lagde billet ind. I den sidste ende blev det Juventus der fik kontrakt med Hansen. Overgangssummen lød på 111111 kr. og en månedsgage på 1000 kr. og så bonusser ved siden af. Det var mange penge dengang, omend et lidt lavere beløb end for eksempel Carl Aage Præst og Karl Aage Hansen fik da de skrev kontrakter med samme klub. Men John Hansen var jo også den første af de nævnte til at gå over til professionalismen. 

Valget var nu ikke så nemt endda. Før John Hansen var der uhyre få danske spillere der havde taget springet. Konsekvenserne var da også til at tage og føle på. DBU stod meget stejlt på amatøridealerne og de professionelle blev udelukket for stedse fra landsholdsfodbolden. Desuden forlod spillere som John Hansen deres erhverv i Danmark, og i 1948/49 var der ingen garanti for at man hverken kunne få jobbet tilbage efter fodboldkarrieren, eller at man kunne tjene penge nok til at kompensere for det. Det lå imidlertid ikke i Hansens natur at lade en gylden chance forsvinde uden at have kastet handsken – eller den dyrebare vase. Juventus’ køb var – når alt kommer til alt – et eksperiment fra begge parters side. Ingen af dem kom til at fortryde. 

Havde John Hansen valgt at spille for det daværende tophold Torino FC, så var han sandsynligvis blevet dræbt i den frygtelige flyulykke på Supergabjerget der udslettede hele Torinos førstehold og stab osv. den 4. maj 1949. Ved et tilfælde var danskeren faktisk i nærheden af ulykkesstedet, og han kom således på helt tæt hold af katastrofen, hvilket gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. 

På det tidspunkt var han godt i gang med at afslutte en sæson flot debutsæson i Juventus, hvor han som frontløber scorede 15 mål i 24 kampe. Det var formentlig Johns held at Juventus’ skotske træner Billy Chalmers insisterede på at danskeren skulle serviceres flittigt i luftspillet. Selv om Chalmers ikke overlevede mere end en enkelt sæson hos Juve, så gav det Hansen en fremragende platform. Det banede vejen for en nærmest uhørt dansk invasion af spillere i Italien. Siden skulle Hansen både blive italiensk mester i 1950 og 52 og topscorer i Serie A (i 1952 med 30 mål). Han scorede i alt 139 mål i 6 sæsoner for Juventus og 1 for Lazio. 

Desværre stod DBU meget stejlt på amatørismen, og de professionelle blev udelukket for stedse fra landsholdsfodbolden. Da John Hansen vendte hjem til Danmark i 1955, havde han, som 31-årig, stadig meget at byde ind med som fodboldspiller på 1. divisions niveau. Men DBU insisterede på at håndhæve en meningsløs toårig karantæne til ”overløberne”, og John måtte dermed vente til 1957 før han igen kunne stille op for sin gamle klub Frem. Selv da Hansen var midt i 30’erne var han stadig en imponerende og respekteret centerforward, med et uforligneligt stærkt og intelligent hovedspil.  

Efter karrieren fortsatte John Hansen som træner og leder i Frem i en lang årrække, og han fik, sideløbende med en fin civil karriere, sat sit præg på landsholdet som holdleder og en kort overgang træner (i et samarbejde med Henry From).  

John Angelo Valdemar Østergaard Hansen gik bort i 1990, 65 år gammel. 

John Hansen, Meritter og triumfer:

8 landskampe, 10 mål. 

Klubber: Frem, Juventus, Lazio. 

1944 Dansk mester 

1944 Pokalvinder (KBU) 

1946 Pokalvinder (KBU) 

1948 OL-bronze 

1950 Italiensk mester 

1952 Italiensk mester (og topscorer i Serie A)