Der er positioner på et fodboldhold der kan være sværere end andre at udfylde på kvalitativ vis, og et relativt lille land som Danmark vil altid have mangel på kompetente venstrebenede spillere. Pladsen som venstre wing har derfor traditionelt været lidt mere ”billigt til salg” i topklubberne – i alt fald i den tid hvor brugen af wings var en konceptuel nødvendighed. 

I det gamle system med to backs var offensive kantspillere en indiskutabel taktisk nødvendighed, og i dansk fodbold fortsatte man med denne indstilling langt op i tiden, og længe efter at Chapmans treback-system var indført. Heller ikke med den gradvise overgang til 4-4-2 i 1960’erne forsvandt de traditionelle wings. Da Morten Olsen var landstræner, spillede landsholdet altid med to kanter der var næsten limet til sidelinjerne, og i dag spiller landsholdet efter 4-2-3-1 systemet, hvor folk som Gustav Isaksen og Patrick Dorgu ligger på fløjene. Så det er fair at påstå, at fløjspillet har været et dansk varemærke i generationer.

Luksusproblem

I KB havde man et usædvanligt luksusproblem i tiden omkring 1960. Klubben rådede over hele tre meget dygtige venstrebenede wings. Jørn Sørensen var på landsholdet, Leif Mortensen regnedes for landets helt store talent på positionen, og Eyvind Clausen var mindst lige så god. 

Clausen blev født på denne dag i 1939. han var – i modsætning til de to førnævnte konkurrenter – høj og tynd. Han var kolossalt hurtig og en glimrende tekniker. Når han havde selvtilliden med sig, havde han kæmpe potentiale. 

Allerede som 17-årig i 1956 debuterede Eyvind for KB, og det blev også til en optræden på det såkaldte Ynglingelandshold, dét vi i dag kalder U-19. 

Konkurrencen var som nævnt massiv, og først i 1960 kom gennembruddet. Ifølge chefstatistiker Søren Brøndum Laursen scorede Eyvind det år ikke færre end 13 mål i 14 kampe, og hjalp dermed i høj grad KB med at blive nummer 2 i 1. division, trods den forfærdelige åreladning den 16. juli 1960, hvor tre unge KB’ere tragisk omkom i flyulykken i Kastrup (Per Funch Jensen, Arne Karlsen og Kurt Krahmer). 

I det hele taget var KB den ”evige toer” i de år med andenpladser i 1959, 60 og 61, og en tabt pokalfinale (mod AGF) i 1961. Eyvind fik 3 kampe på U-21 landsholdet. 

Efter OL-sølvmedaljerne i Rom blev Jørn Sørensen professionel i Metz, og lille Leif Mortensen tog til Udinese i Italien, og så indtog Clausen permanent venstrekanten. 

Overvældende landsholdssucces

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det trak op til en A-landsholdsdebut, og den kom da også i juni 1962 mod Norge. En kamp som Danmark vandt med hele 6-1. Sæsonen var landstræner Poul Petersens første i jobbet, og han og landsholdet fik en flyvende start med dejligt offensiv fodbold. Clausen scorede i EM-kvalifikationsopgøret mod Malta i Idrætsparken. Danskerne vandt atter med 6-1, og minsandten om ikke målorgierne blev fulgt op af endnu en 6-1-sejr mod Finland, hvor Eyvind igen nettede. 

Desuden blev Curacao besejret med 3-1 og – meget imponerende – Holland med 4-1. Malteserne blev overvundet med 3-1 på udebane i en kamp, hvor både bold og bane var en ubehagelig oplevelse for danskerne, og så fik man et rigtig pænt 1-1-resultat mod Tyrkiet på udebane. Den kamp som alle helst ville have vundet; ærkefjendeopgøret mod svenskerne, tabte Danmark desværre med 4-2 på Råsunda, efter at to føringer blev sat over styr.

Året efter foretrak udtagelseskomitéen Esbjergs Carl Bertelsen som venstre wing, og da AaB’s Kjeld Thorst samtidig fik et flot gennembrud, rykkede Eyvind Clausen tilbage i hierarkiet. Han fik kun yderligere en enkelt landskamp, og det var i 1963 mod Albanien (4-0), hvor han endnu en gang blev målscorer. 

Totalen kom dermed til at ligge på 9 landskampe (3 mål), og en enkelt B-landskamp i 1966 mod Finland (5-0).

Eyvind stoppede som 28-årig i 1967 med 143 kampe i 1. division og 32 mål (kilde: Søren Brøndum Laursen). 

I det ”civile liv” var Eyvind skolelærer på Ingrid Jespersens Skole i København. 

Eyvind Clausen gik bort i 2013, 74 år gammel.