Det skotske landsholds VM-historik er lidt af en lidelsesfortælling. The Tartan Boys har 8 gange deltaget ved en VM-slutrunde, men aldrig kvalificeret sig videre fra det indledende gruppespil. 

Ligesom England ignorerede skotterne verdensmesterskabsturneringen helt frem til 1950’erne. Den interne britiske Home Nations Cup var i briternes øjne det uofficielle VM, og man fnyste ganske arrogant ad FIFA. England stillede op for første gang i 1950 i Brasilien og fik et brag af en fiasko. Skotland fulgte trop fire år senere i slutrunden i Schweiz, og det gik om muligt endnu værre.

Forbundet ville ikke have unødvendige udgifter på deltagelse, og med arketypisk skotsk sparsommelighed sendte man en absurd smal trup på kun sendt 13 spillere, og med historisk dårlige forberedelsesmuligheder. Skotland blev ydmyget og tabte til Uruguay med 7-0. Det er det største nederlag for et skotsk landshold nogensinde. Velkommen til VM…

I 1970’erne kunne Skotland mønstre et særdeles lovende mandskab. I 1974 gik man ubesejret igennem gruppekampene, men faldt på målscoren. Men fire år senere var der virkelig lagt op til det helt store. Landstræner Ally McLeod udråbte med brask og bram sit hold til VM-favoritter. 

Den monumentale fiasko i Argentina

Jeg støttede Skotland med liv og sjæl i 1978, og Ally’s Army var stærke på papiret. Med Sportslørdag-kendinge som Kenny Dalglish, Joe Jordan, Bruce Rioch, John Robertson og Kenny Burns var det berettiget at stille forventninger om en stærk præstation ved slutrunden i Argentina. Men ak. Den første kamp mod upåagtede Peru blev et mareridt. 

Joe Jordan bragte ellers skotterne foran med 1-0 efter knapt et kvarters spil, men føringen blev en sovepude. Perus Cueto udlignede efter et kvikt opspil, og sydamerikanerne var ovenpå. Da Don Masson så brændte et lidt tyndt straffespark i anden halvleg, blev det et forvarsel om fiasko. Og med to fantastiske ydersideafslutninger sikrede Teofilo Cubillas sensationen. 

Tartan-drengene røg fra mareridtet i Cordoba til den dybeste kulkælder. Først blev WBA’s Wee Willie Johnston blev sendt hjem som den første dopingafslørede spiller i FIFA’s slutrundehistorie, og siden forekom træner Ally MacLeod helt magtesløs og opgivende i den næste puljekamp mod Iran. Skotland fik kun 1-1 på et iransk selvmål, og holdet virkede handlingslammet. 

MacLeod sagde sit job op, og det skotske fodboldforbund måtte dreje armen rundt på den storskrydende, men ikke særligt kapable landstræner, for at få ham til at indtage bænken til den sidste puljekamp mod de forsvarende viceverdensmestre fra Holland. Skotland kunne endnu gå videre med en tremåls sejr, men det skulle man være ualmindeligt optimistisk for at tro på. 

Kenny Dalglish, der ellers spillede en skuffende slutrunde, bragte dog Skotland foran efter en kombination med Joe Jordan. Men Rob Rensenbrink udlignede på straffespark, og mellemrunden syntes langt væk. Men Skotland stillede med en ekstremt løbestærk midtbane med Rioch, Asa Hartford, Graeme Souness og Archie Gemmill, hvilket tydeligt bragte hollænderne i vanskeligheder. 

Kort inde i anden halvleg omsatte den lille Nottingham-fighter, Archie Gemmill, et skotsk straffespark til en føring, og så tog pokker ved Gemmill. Med 22 minutter igen tog den lille midtbanemotor et formidabelt slalomløb, der var en Ingemar Stenmark værdigt, igennem nederlændernes defensiv, og loppede bolden over keeper Jan Jongbloed. Med 3-1 manglede Skotland nu kun et mål i at skabe sensationen, og the Tartan Army på lægterne fandt sækkepiberne frem. Der gik kun tre (højspændte) minutter hvor håbet levede, så knuste Johnny Rep de britiske illusioner med et langskudsmål, som den svage skotske keeper, Alan Rough, nok burde have klaret. 

Men 3-2-sejren reddede den skotske ære og Archie Gemmills mål står – for mig – som en af de allerbedste VM-scoringer nogensinde. Et VM-øjeblik der sidder fast på nethinden og i hukommelsen for altid.

VM-kompleks

Ved VM i 1982 havde Skotland atter et stærkt hold, men 2-2 i den sidste puljekamp mod Sovjet var ikke tilstrækkeligt. Målscoren var igen for dårlig. 

Fire år senere så det endelig ud til at lykkes. Trods nederlag mod både Danmark og Vesttyskland skulle Skotland ”blot” vinde over Uruguay i det sidste opgør i ”Dødens Gruppe” for at gå videre til 1/8 finalerne. Men trods en tidlig sydamerikansk udvisning endte kampen målløs. 

Det er således fuldt berettiget at tale om et decideret VM-kompleks. The Tartan Army har ofte stillet op til store forventninger, men skuffet deres festlige og entusiastiske publikum massivt. 

Men kan skotterne denne gang bryde det historiske åg overkomme den indledende gruppe? 

Kontinuitet under Clarke

Det danske landsholds overmænd skal op imod Haiti, Brasilien og Marokko. De to sidstnævnte er ret klare favoritter, men jeg har fidus til Steve Clarkes mandskab. 

Midtbaneprofilen Scott McTominay har – ganske overrumplende – efter sit skifte fra Manchester United til Napoli udviklet sig til en kæmpe stjerne. Den største skotske af slagsen siden Kenny Dalglish. Han har rutinerede John McGinn og unge, lovende Ben Doak og Lewis Ferguson med sig på midtbanen, mens rutinerede Andy Robertson og Brentfords Aaron Hickey kan true fra wingbackpositionerne. 

Holdets akilleshæl er centerforsvaret og målmandspladsen. Forest-reserven Angus Gunn bliver ankermand. Og så synes jeg, at det fortæller noget om manglende kvalitet i defensiven, at den tidligere FCK’er Scott McKenna er udtaget til truppen. Han er simpelthen en af de ringeste forsvarsspillere, jeg har oplevet i Superligasammenhæng. 

Angrebet er ikke skræmmende, målt på international standard, men Che Adams og Hearts-helten Lawrence Shankland kom på scoringstavlen i den sidste opvarmningskamp, hvor Bolivia blev besejret med hele 4-0. Steve Clarke har også traditionelt haft tiltro til den lange Lyndon Dykes i front. 

Landsholdsmanageren meldte for nylig afbud til en testkamp for lukkede døre mod Norge, da der angiveligt er skader i truppen. Hvis ikke de spiller negativt ind, så tror jeg faktisk på Skotland denne gang. Clarke har styret sit landshold med ret sikker hånd siden 2019 og kontinuiteten har været god for udviklingen. 

Holdet har også turneringserfaring, for det er tredje gang, Steve Clarke lykkes med at føre sit mandskab frem til en slutrunde. Vi danskere har selv bevidnet den skotske fremgang fra første parket. 

8. gang bliver lykkens gang.