Fra Englands næste superstjerne til fodboldens store deroute
Manchester Evening News sparede ikke på superlativerne i et kampreferat efter et velspillet opgør mellem bysbørnene fra Maine Road og Chelsea den 28. november 1977. En åbenbaring af en venstre wing materialiserede sig på fløjen hos The Citizens på denne dag, og blev af avisen sammenlignet med Stanley Matthews og Tom Finney. ”Potentiel verdensklasse” lød prædikatet. Det var den lynhurtige, sprælske og driblestærke wing, Peter Simon Barnes, der var i fokus. Han fylder 69 år i dag.
Klassisk driblekonge på flanken
Den supertalentfulde kantspiller var søn af den gamle City-kæmpe Ken Barnes, så det var ikke så underligt, at sønnen gjorde karriere i den lyseblå del af Manchester. I første halvdel af 1970’erne havde City et stjernebesat mandskab, og Peter Barnes måtte kæmpe med virtuoser som Denis Tueart og Rodney Marsh om spilletiden på flanken. I 1976 kom gennembruddet. Barnes blev kåret til PFA’s Årets Unge Spiller, og Barnes spillede en af hovedrollerne da City slog Newcastle med 2-1 i Liga Cup finalen. Fra en position på højre fløj drev den unge dribler gæk med geordiernes ellers benhårde Alan Kennedy, og scorede kampens første mål efter blot 11 minutters spil, da han lynsnart slangehuggede til en nedfaldsbold efter et frisparksindlæg af Asa Hartford. Denis Tueart sikrede Liga Cup trofæet med et vidunderligt saksespark i starten af anden halvleg.
Året efter var Tony Books Manchester City kun 1 point efter Liverpool i topstillingen i ligaen. Sølvmedaljerne blev fulgt op af en 4. plads i 1978. Barnes’ talent var så iøjnefaldende, at landstræner Ron Greenwood gav ham debut på A-landsholdet i november 1977, kort inden at Manchester Evening News gik i selvsving over wingens præstationer i ligaen. Debuten gik strålende. Greenwood spillede modigt med to klassiske wings, nemlig Barnes og Manchester Uniteds Steve Coppell, England dominerede Italien og vandt fuldt fortjent VM-kvalifikationsopgøret på Wembley med 2-0.
Allerede i 1975 var Peter Barnes med til at vinde Y-EM med Englands unge talenter, der slog sensationen Finland i finalen i Bern på en golden goal scoring af Ray Wilkins.
Efter at have etableret sig på A-landsholdet blev det til 22 optrædener for Three Lions og 4 mål. Men i 1979 kom der grus i maskineriet. Malcolm Allison møvede sig, for anden gang i sin turbulente managerkarriere, ind som boss på Maine Road. Første gang forkludrede den flamboyante og selviscenesættende træner Joe Mercers dygtige talentudviklingsarbejde, hvilket kostede et mesterskab i 1972. Nu udmanøvrerede Allison den flittige og undervurderede Tony Book som chef, mens den vattede klubformand, radiofabrikanten Peter Swales, lod stå til i åbenlys benovelse over den egocentriske Allison. Det ændrede tingene i Manchester City for resten af ”Sportslørdag-epoken” og kom til at trække spor i flere årtier derefter.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Allison ødelagde City – og Barnes
Tabloidavisernes yndlingsobjekt, Malcolm Allison, var en ubestrideligt dygtig coach, men måske mente han at der kun var plads til én superstar i City? Kemien mellem manageren og wing-fænomenet var dårlig, og Peter Barnes gik i bemærkelsesværdig grad i stå. Fra at være en nærmest ustoppelig individualist sank han ned på et middelmådigt niveau. Manchester City solgte sin stjernespiller i 1979 til West Bromwich Albion, hvor Barnes skulle afløse Laurie Cunningham. Men det blev aldrig helt godt.
Efter en række halvkiksede sæsoner i Leeds, Real Betis, Manchester United og Coventry var Barnes’ lysende stjerne efterhånden brændt ud. Derefter påtog han sig den noget ydmygende rolle som en fodboldens ”journey man”, og spillede på kortvarige kontrakter i en grotesk mængde klubber og 8 forskellige lande.
Den pinlige deroute sluttede i 1992 med en enkelt optræden for nordirske Cliftonville.
Ex-landsholdsspillerens forsøgte sig derefter som coach en tid, men uden den store fremgang, og blev så forsikringsagent, pubvært mm. Det britiske velfærdssystem har aldrig været sammenligneligt med det trygge skandinaviske, og Barnes måtte – nok med en vis ærgrelse – konstatere at spillerlønningerne i hans storhedstid ikke stod mål med udviklingen da Premier League kom i spil. Der skulle smør på brødet, ikke mindst efter en dyr skilsmisse der faldt sammen med den aktive karrieres endelige sammenbrud. Heldigvis viste det sig, at Barnes havde tæft for at være kommentator, og i 2010 blev han ansat som ”pundit” på programmet FourFourTwo der transmitterer Premier League til Asien. I 2021 udkom en biografi: ”On a wing and a Prayer”.
