Det er egentlig for tidligt at gøre status over Brian Riemers periode som landstræner, men vi kan da konstatere, at der aldrig har været så udskældt en mand i spidsen for det danske landshold.

Landstrænerne har meget ofte været under (særdeles hård) beskydning fra presse og ”fodboldfolket”, men intet tangerer den shitstorm, som Riemer er udsat for.

Den er ikke sammenlignelig med kritikken i forbindelse med Ricardos to fatale nullerter i Baltikum, eller den sidste, sløje tid under Morten Olsen.

Ej heller de to års ørkenvandring i anden halvdel af Kasper Hjulmands kontraktperiode. Man skulle nærmest tro, at Brian Riemer var udpeget som ”folkefjende nummer 1”. Har det nogen rimelighed?

Det tynde cv

Da Kasper Hjulmand stoppede, og det viste sig at Morten Wieghorst ikke var i stand til at bestride stillingen, gik debatten om hvem der skulle bestride det vigtigste job i dansk fodbold, ganske livligt for sig.

Mange krævede, helt urealistisk, folk som Thomas Frank og Bo Henriksen ind. Urealistisk fordi de to trænere på det givne tidspunkt sad i profilerede stillinger i to af de største ligaer i Europa. Det kan DBU naturligvis ikke konkurrere med.

Selv om unionen har en stor årlig millionomsætning, så kan en paraplyorganisation ikke tillade sig at bruge et kæmpe beløb på en enkelt persons løn. I alt fald ikke et beløb der er konkurrencedygtigt i forhold til de enorme gager, som trænerne i England og Tyskland får.

Min personlige favorit var Kent Nielsen. Af flere årsager. Først og fremmest fordi Kent er et kæmpe mandfolk. Og så har han transformeret Silkeborg IF fra at være et af dansk fodbolds notorisk mest simpelt og primitivt spillende hold, til en klub med et udpræget positivt image, hvor seværdig fodbold trives og spillerne udvikles med vægt på det tekniske.

Desuden er Kent dejlig old school, uden alt for megen fokus på statistikker og analyser. Fodbold er efterhånden underlagt en akademisering der er næsten komisk. Alle tænkelige spilsituationer bliver analyseret helt ned i millimeter-detaljer. Men spillet skal observeres og vurderes fra sidelinjen, og ikke via en iPad.

Jeg overværede for ikke så længe siden en snak med F.C. Københavns nu forhenværende cheftræner, Jacob Neestrup. Han sagde, at ”fodbold er det mest simple spil, og samtidig det mest komplekse”. Det første del er helt rigtig, og den sidste er ganske forkert. Illustreret fint ved at FCK lod Lukas Lerager gå, med ”evidens” i, at hans GPS-stats viste, at han ikke løb så meget som tidligere i karrieren.

Det blev der i alt fald lagt meget vægt på. Det fremgik imidlertid ikke af tallene, at han – i kraft af rutine og intelligens – løb de rigtige steder, og dermed forekom at være en meget vigtig del af rygraden på mesterholdet. Da Lerager rejste til Polen, faldt FCK sammen.

Nå, men det blev jo ikke Kent Nielsen, men derimod Brian Riemer, der blev DBU’s valg. Cv’et var ikke just prangende, men det var dog langt stærkere end Lars Knudsens, som mange pegede på efter hans 4 landskampe som interim-træner.

Læs også: Han er den perfekte afløser for Brian Riemer

Stærk start

Knudsen havde da også bragt en vis fornyelse og en forfriskende tilgang, efter to års langsommeligt og dræbende kedsommeligt fodbold under Hjulmand. Riemer videreudviklede på processen, brød det stivnede hierarki op, og bragte en masse debutanter i spil. Udmeldingerne var modige og positive:

Danmark skulle spille med ”risikovillighed” og offensiv tro på egne evner. ”Hvis modstanderne scorer et mål, så må vi bare score flere”. Et ideologisk statement der passede perfekt til tidens krav om mere seværdig fodbold i Parken, og til en VM-pulje hvor Danmark var topseedet.

Det startede fint. Riemer blev hyldet for det gode spil i opgørene mod Grækenland og (udekampen) mod Belarus. Tre kampe hvor målscoren lød på 12-1. Så væltede det.

Hjemmekampen mod hviderusserne blev et mareridt. Udeholdet scorede på to tilfældige opløb, og den danske offensiv blev mere og mere forkrampet. 2-2 var et ringe slutresultat, men det hører stadig med til historien, at Danmark præsterede 35 afslutninger i kampen, mere end 1 pr. 3. minut.

Træneren kan altså ikke selv rende på banen og sparke kuglen i kassen. Han er ansvarlig for at taktikken efterlader muligheder for at kompensere for et par defensive udfald. Med 35 chancer var grundlaget for en dansk sejr i orden, men bolden ville ikke ind. Det var for sløjt eksekveret af vores offensiv, og det ændrede forudsætningerne i gruppen.

En udekamp på Hampden er aldrig nogen let opgave. Men præstationen var spillemæssigt og taktisk fremragende. Modgangen var ganske massiv. Skotterne scorede to vidundermål, mens danskerne blev ramt af en helt urimelig udvisning.

Alligevel kæmpede vores hold sig tilbage fra både 0-1 og 1-2, og kontrollerede kampen totalt i en halv time med en mand i undertal. At en erfaren og dygtig spiller desværre misser en nem clearing tre minutter inde i overtiden, få øjeblikke fra velfortjent triumf og VM-billetter.

Det viser noget om de grotesk små marginaler i fodbold, der adskiller succes og fiasko. Landstræneren kunne naturligvis ikke løbe ind og losse den bold langt op på modstandernes banehalvdel, sådan som den uheldige og ulykkelige Morten Hjulmand selvfølgelig burde have gjort. Men midt i ærgrelsen og fortvivlelsen over det bitre udfald, kunne Riemer dog trøste sig med, at hans hold havde leveret en stærk indsats.

Playoff-opgøret i Parken mod Nordmakedonien blev da også en kæmpe opmuntring. Danmark spillede fremragende og 4-0-sejren kunne være blevet endnu større. Men det var alligevel som om, at der var en sort sky over landsholdet.

Defensiven var skadesramt i et omfang som jeg ikke er i stand til at huske et lignende eksempel på i historien. Og man kunne da godt ærgre sig lidt over, at Tjekkiet havde lodtrækningen med sig og fik hjemmebane, på trods af at Danmark var højere placeret på ranglisterne.

Den sorte uheldssky

Det bliver ofte hånligt affejet, når man efter et negativt resultat taler om held og uheld. Men det var bestemt ikke heldigt, at en slatten og skæv tjekkisk afslutning ramte en liggende Alexander Bah på benet og sprang i mål.

Vi havde heller ikke udpræget held med de mange afslutninger, som et konstant pres over 120 minutter mod en ultradefensivt orienteret modstander, kastede af sig. Heldet var ikke med os i den afsluttende straffekonkurrence. Men igen skortede det ikke på vilje og fight, og danskerne fik også denne gang udlignet to gange.

To danske mål var desværre langt i underkanten af fordelingen af spil og chancer. Til gengæld ramte landstræneren plet med sine udskiftninger, eftersom det var to reserver der sørgede for de to scoringer.

Det var selvfølgelig både bittert og utilfredsstillende, at vore spillere (bortset fra Christian Eriksen) ikke var i stand til at håndtere det mentale pres, som opstår i en straffesparkskonkurrence. Valgte Riemer de rette sparkere?

Inden opgøret bragte Tipsbladet en grundig og saglig analyse af de danske muligheder, hvis det hele skulle ende uafgjort. De fem bedste straffeskytter blev udpeget, og det var de nøjagtigt fem samme som trænerteamet pegede på. Spøjst nok i præcis samme rækkefølge. Forarbejdet var altså gjort, og scenariet var gennemtænkt. Det lykkedes bare ikke.

Er landsholdet bedre tjent med en anden træner?

Det er da muligt, men jeg tror det faktisk ikke. Jeg synes at landsholdets takter, overordnet set, har været lovende. Engagementet og viljen har været til stede. Holdet fremstår som en helhed.

Jeg tror på, at kontinuitet er bedre end strafløsninger. Dansk fodbold overlever den manglende deltagelse i Trumps VM. Vi kommer stærkt igen.

Statistik:
Landstræner 2024-?
14 landskampe: 7 sejre, 4 uafgjorte og 3 nederlag. Målscore: 33-17.