John ”Faxe” Jensens spillerkarriere behøver ingen nærmere præsentation. 

Fighteren fra Brøndby blev Årets Spiller i dansk fodbold i 1987, bragede europamesterskabstitlen hjem til Ricardos afbudshold i 1992, vandt hele 7 danske mesterskaber med BIF og 2 cuptrofæer med Arsenal. Krøltoppen med rejehoppet og den store motor spillede 69 landskampe og svigtede aldrig med en helhjertet indsats.

Han svigtede heller ikke, da DBU kaldte på hans hjælp i 2018. Baggrunden var den spillerstrejke, der havde bragt dansk landsholdsfodbold i en helt uholdbar situation.  

Et sort kapitel i dansk fodbolds historie

Landsholdets stærke anførergruppe, med Simon Kjær, Kasper Schmeichel og Christian Eriksen i spidsen, forhandlede honorarer og vilkår med unionen, og dialogen kørte helt skævt. Årsagerne var formentlig hovedsageligt, at DBU’s direktør, Claus Bretton-Meyer, opfattedes som arrogant og ultimativ, og samtidig blandede Spillerforeningen sig i konflikten med en nidkærhed der forekom aldeles anakronistisk, og mere hjemmehørende i en svunden tid, hvor fagforbundene gik fra forhandlinger med de griske arbejdsgivere med blod på skjorterne. 

Spillernes krav om at DBU skulle påtage sig en faktuel rolle som arbejdsgiver forekom skudt langt over målet, og det er min påstand, at der generelt ikke var megen forståelse blandt ”fodboldfolket” for de opskruede lønkrav fra en spillergruppe, der til daglig nød godt af fede millionkontrakter i deres klubber. Min personlige holdning er, at landsholdsspillere overhovedet ikke skal honoreres pekuniært for at repræsentere deres land. Æren – og den ikke uvæsentlige eksponering – bør bære lønnen i sig selv. Omvendt var det indlysende, at selve rammerne for landsholdssamlingerne godt kunne bruge en opgradering. 

Sagen burde aldrig have endt i strejke. Men Spillerforeningen satte hårdt mod hårdt, og landsholdet stod uden aktører i forhold til den venskabskamp i Trnava mod Slovakiet, som der var truffet aftale om. DBU plæderede til de strejkende om at komme til fornuft. En aflysning kunne medføre alvorlige konsekvenser i UEFA. Der blev talt om udelukkelse og karantæne fra international turneringsfodbold. Men uden effekt. Spillerforeningen havde kaldt til kamp under fanerne – dog ikke den rød-hvide. 

I første omgang regnede man i DBU med, at man kunne stille med et landshold bestående af hjemlige divisionsspillere, men Spillerforeningen og anførergruppen truede med bål og brand og kaldte det ”usolidarisk” hvis nogen agerede skruebrækkere og stillede op. Til sidst måtte man gå tiggergang i amatørrækkerne og bede futsal-landsholdet om støtte. 

Landstræner Åge Hareide valgte (ganske forståeligt) at forholde sig neutral. Han sad klemt imellem to stole; hans spillere og hans arbejdsgiver. DBU kunne givetvis have tvunget Hareide til at stille sig til rådighed, men det havde drevet en kile ind imellem ham og anførergruppen, og potentielt skabt en uholdbar situation på sigt. Man valgte at frede nordmanden, og bad i stedet John Faxe Jensen om at stille op som landstræner for en enkelt aften. 

Mester i Herfølge og hård hund i Getafe

Da Faxe lagde op som aktiv gik han direkte over i trænergerningen som spillende træner i Herfølge BK. 

I 2000 skabte han en af de største sensationer i dansk fodbolds historie, da han førte ”Hærfuglene” til det danske mesterskab. Det var en turbulent og rodet sæson, hvor ingen af topholdene fik skilt sig ud, og til sidst havde Herfølge størst mentalt overskud og flest kraftressourcer, og endte med at gå hele vejen til guldet. 

I sæsonen efter kom regningen. Klubben fik ikke investeret i spillermaterialet og truppen tabte pusten. Faxe forsøgte sig med alt muligt ”hekseri”, men kunne ikke forhindre nedrykningen. 

Siden dannede han makkerpar med Michael Laudrup i Brøndby og Getafe. Duoen havde en rigtig fin rollefordeling. Feinschmeckeren Laudrup stod for taktikken og de overordnede linjer, mens fighteren Faxe agerede hård hund og bjæffede ordrer på træningsbanen. Makkerskabet skiltes da John blev cheftræner i Randers og Laudrup blev manager i Swansea. Da sidstnævnte blev fyret i Wales manglede han, efter min opfattelse, i dén grad Faxes kompetencer som ”hård hund”. I stedet blev Michael dolket af assistenten Alan Tate. 

Æren i behold

Faxe drog så til Trnava med en trup af Danmarksserie- og futsalspillere, og der blev i al hast sammensat et smalt team med bl.a. legendariske Allan Poulsen. Jensen kendte ikke spillerne og måtte improvisere taktik mm. på stedet. Men han fik pumpet gejst i ”vikarlandsholdet”. 

Aldrig har Danmark stillet op til en landskamp med så ringe forventninger. En sæk på et tocifret antal mål forekom helt realistisk. Men vikarerne kæmpede forbilledligt og gik fra Stadion Antona Malatinskeho med æren i behold og et absolut respektabelt 0-3-nederlag. 

For DBU var den akutte krise overstået, og den truende katastrofe afværget. Der blev efterfølgende indgået forlig med Spillerforeningen og anførergruppen. 

Statistik:

Landstræner i 1 kamp i 2018.

1 landskamp. 1 nederlag. Målscore 0-3.