Spændetrøjen i Parken: Historien om dansk fodbolds mest kontrollerede nedtur
Med ansættelsen i 2000 af den gamle anfører, Morten Olsen, i landstrænersædet, demonstrerede DBU for første gang handlekraft og initiativ i forhold til ideen om, at landsholdet/landsholdene burde implementeres i et samlet koncept.
Morten Olsen ønskede som udgangspunkt at spille det ”rigtige fodbold”. Landsholdet skulle være boldbesiddende og selv diktere kampene. Bo Johanssons lidt simple recept var måske for uambitiøs? Uanset modstanderen skulle man spille ”possession”, med vægt på egne kvaliteter. En ”rød tråd” ned igennem ungdomslandsholdene skulle sikre en fornuftig talentudvikling (det lykkedes tilsyneladende ganske godt). Principperne bag var gode nok. Intentionerne ligeså. Samlet betragtet blev Morten Olsens periode som landstræner forholdsvis svingende. Men han kom godt fra start.
Flyvende begyndelse
Danmark var ubesejret i de første 10 landskampe under Olsen, og det lykkedes – for første gang nogensinde – at gå ubesejret igennem en kvalifikationsturnering. VM-slutrunden i Korea/Japan startede rigtig fint, men et 3-0-nederlag mod England i 1/8 finalen satte en brat stopper for optimismen. Landstræneren konstaterede bagefter, at ”Danmark havde haft mest spil”, men i realiteten var spillet blodfattigt og ufarligt efter at modstanderne havde fået et par kluddermål foræret.
Alligevel måtte man konkludere, at landsholdet var blevet løftet i væsentlig grad, og de gode takter fortsatte i den næste EM-kvalifikation. Danskerne kom bedst ud af to bragende hårde og tætte dyster mod Norge, og billetterne til EM i Portugal blev indløst. Atter startede slutrunden rigtig udmærket, men danskerne kom ned på jorden med et 3-0-nederlag til Tjekkiet i kvartfinalen.
Der er ingen som helst tvivl om, at Morten Olsen er en af de mest respekterede landstrænere, DBU har ansat gennem tiderne. Der var ingen slinger i valsen i træningssamlingerne og der var aldrig tvivl om det taktiske koncept. Men omkring 2007-08 begyndte der alligevel at indsnige sig en tvivl om retningen og kursen. Et 4-0-nederlag mod Irland i Parken var ganske vist turneringsmæssigt betydningsløst, men det virkede som om, at den spillemæssige inspiration og taktiske variation kørte på pumperne.
Danmark kvalificerede sig til VM i Sydafrika, men det blev ikke nogen succes. Det danske koncept forekom at være ”kigget ud” af modstanderne, og man savnede nytænkning og kreativitet.
Med en glad aften i Parken – og en stærk sejr over Portugal – i oktober 2011, indløste landsholdet kvalifikationen til EM i Polen/Ukraine, men præstationen ved slutrunden var forbavsende tam. Dieseltanken var ved at være tom, og motoren hostede.
Sløjeste i historien
Den næste kvalifikationsrunde blev en fiasko. Hjemmenederlaget på 0-4 mod Armenien er vel det ringeste kampresultat nogensinde af et dansk landshold. Endnu dårligere end 0-8-katastrofen i Breslau i 1937. Og derefter formåede Danmark heller ikke at kvalificere sig til EM i 2016, og landsholdet havde ikke været så ringe internationalt rangeret i mands minde. Kampene mod Albanien, Armenien og de to ”pulje-treer kampe” mod Sverige, understregede landsholdets svage niveau og uinspirerede spil.
Når de smukke intentioner ikke kunne realiseres, så hang det måske sammen med Morten Olsens manglende evne til at udvise taktisk fleksibilitet i de konkrete kampe. At man har et fast taktisk koncept, er ikke ensbetydende med at man ikke kan inkludere det overraskende, det kreative, det impulsive. Det var næsten som om at landsholdet stivnede i Olsens forbenede løbemønster-skabeloner, hans ofte proklamerede ”automatismer”, og det alt for ensformige og forudsigelige opbyggende spil. En Frank Arnesen eller Ulrik le Fevre ville have korset sig, hvis en træner havde indpasset dem i så stram en spændetrøje af taktiske løbebaner. En Michael Laudrup eller Allan Simonsen havde næppe heller befundet sig vel.
Det var i alt fald tankevækkende, at epokens største danske stjerne, Christian Eriksen, gang på gang skuffede i landsholdsdragten under Olsen, alt imens han glimrede i verdens stærkeste liga. På et hold der spillede den samme taktik som Morten Olsens, 4-2-3-1. Men med væsentligt mere tempo, opfindsomhed, fleksibilitet (især hvad angik fløjspillet) og især langt mere direkte spil.
Man kan anføre at talentmassen i Olsens landstrænertid var for begrænset. Det var i alt fald tydeligt at landsholdet tabte publikumsinteresse. Det virkede som om at landsholdet i stigende grad distancerede sig fra den folkelige interesse og opbakning, og det blev efterhånden en tam og relativt stemningsforladt oplevelse at gå til landskamp i Parken. Langt fra fordums begejstrede folkefester når Danmarks udvalgte spillede på hjemmebane. Og slet ikke i tråd med Olsens koncept og intentioner.
Morten Olsen havde notorisk succes som klubtræner. I starten når han tog over. Og lige så gennemgående fiasko i længden. Hans professionalisme og grad af forberedelse overgås ikke af nogen anden landstræner i historien. End ikke Piontek eller den taktiske mester Arne Sørensen. Men han sled tilsyneladende på omgivelserne, eller fejlede måske i forhold til at forny sig? 15 år i rollen som landstræner var i hvert fald længe.
Da Olsen slap tøjlerne i 2015, var det ventet af de fleste, at hans afløser ville blive Michael Laudrup. Selv om dennes succes som klubtræner har været sporadisk, så var han uomtvisteligt den træner med dansk pas, som besad den bredeste internationale erfaring. Men sådan skulle det ikke gå.
Statistik:
Landstræner 2000-2015.
166 landskampe. 80 sejre, 41 uafgjorte, 45 nederlag. Målscore: 258-178.
