Husker du den hype der var omkring det uruguayanske fodboldlandshold i forbindelse med VM i Mexico i 1986?

Danmark skulle, som bekendt, for allerførste gang i historien deltage i en slutrunde om verdensmesterskabet, og den indledende pulje blev hurtigt døbt ”dødens gruppe”. Ikke uden grund.

Vesttyskland var viceverdensmestre, Skotland var en vanskelig modstander og så var der de sydamerikanske mestre, Uruguay.

Aviserne var fulde af foromtale om det lille land med den stolte fodboldtradition. Uruguay havde anført det sydamerikanske gennembrud i international målestok tilbage i 1920’erne, hvor ”La Celeste” – de himmelblå – havde vundet OL-turneringen to gange, i 1924 og 28, og derefter det første VM på hjemmebane i Montevideo.

Uruguayanerne stillede ikke op ved VM i 1934 og 38, hvor turneringen blev afviklet i Europa, men vandt titlen tilbage i 1950 med sensationen på Maracana, hvor landets ”storebror”, Brasilien blev besejret i et højdramatisk og altafgørende opgør.

Siden blev der længere imellem triumferne, men Uruguay stillede altså op ved VM i 1986 som sydamerikanske mestre og desuden med et ry som et særdeles brutalt spillende mandskab. Det sidste blev der i alt fald fokuseret enormt meget på i den danske presse.

Ville Arnesen og Laudrup mon blive ”slagtet” af sydamerikansk kynisme? Historier om bl.a. ”Bøddelen” Victor Diogo m.fl. verserede i et omfang, så man i de små hjem overvejede om kampen burde klassificeres i kategorien ”forbudt for børn”.

I realiteten blev Uruguays kampe i ”dødsgruppen” skæmmet af to – korrekte – udvisninger, men Omar Borras’ mandskab var langt fra den opreklamerede brutalitet. Rent spillemæssigt skuffede de sydamerikanske mestre imidlertid også. Kun en enkelt aktør hævede sig op over middelmådigheden. Det var ”El Principe”, Prinsen, Enzo Francescoli.

I matchen mod Danmark var Francescoli nærmest ene om at tage kampen op mod Sepp Pionteks overdådigt spillende dynamitdrenge. Den atletiske playmaker scorede på straffespark og imponerede med en boldkontrol og et overblik, der var langt hævet over medspillernes generelle format.

Det multikulturelle fodboldfænomen

”Prinsen”, eller ”den Tynde” som han kaldtes tidligt i karrieren, var et glimrende eksempel på den etniske smeltedigel, der har karakteriseret den uruguayanske befolkningssammensætning i flere århundreder.

Blandt fodboldhistorikere er det en ofte fremsat teori, at netop sammenblandingen af mange forskellige kulturer skabte selve forudsætningen for landets enestående fodboldtradition.

Det er i alt fald et faktum, at der ikke var samme raceopdeling i de konkurrerende klubber i de tidlige årtier i 1900-tallet, hvor fodboldfeberen ”indtog” og fascinerede de sydamerikanske befolkninger, som i fx Brasilien. 1920’ernes store åbenbaring på globale fodboldscene var Jose Leandro Andrade, der tog de europæiske publikummer med storm ved OL-turneringerne i Paris og Amsterdam.

For mange var det første gang man så en sort spiller i det hele taget, og ”La Maravilla” – Vidunderet – fremstod som intet mindre end verdens bedste spiller i tiden frem til 1930, hvor Andrade, på trods af at han havde fået sparket det ene øje ud i et voldsomt uheld, førte Uruguay til verdensmesterskabet.

Det multikulturelle mix skabte en ret unik, ekstremt sammensat og yderst spændende ”gryderet” med et bredt udvalg af krydderier, hvor basen var en stærk og stramt struktureret defensiv.

Det har lige siden været et adelsmærke for den lille nation, hvor forsvarere som José Nasazzi, Obdulo ”El Negro Jefe” Varela, Paolo Montero og Diego Godin er lige så forgudede legender som angriberne Luiz Suarez, Alvaro Recoba, Pedro ”Artillero” Petrone og Hector ”El Mago” Scarone.

Enzo Francescoli var ”produktet” af en italiensk/baskisk herkomst, og han fik sin skoling og karrierens gennembrud i argentinske River Plate, klubben der har et aristokratisk omdømme og altid kappes med fattigfolkets Boca Juniors om ”herredømmet” i Buenos Aires.

I 1986 skiftede Enzo, efter et skuffende VM, til fransk fodbold, hvor han var en lysende stjerne i en årrække og bl.a. blev mester med Marseille i 1990. Siden blev han en kæmpe stjerne på Sardinien i Cagliari, hvor han huskes som en af klubbens helt store profiler. Han blev to gange kåret til Årets Spiller i Sydamerika, og vandt Copa America tre gange (1983, 87 og 95).

Som offensiv, central midtbanespiller, eller slet og ret ”10’er”, har han få ligeværdige i sit hjemlands fodboldhistorie, og der er kun ganske få på det sydamerikanske kontinent gennem tiderne, der har været bedre.