Banen invaderet: Her tvinger prinsen i "oliesheik-outfit" dommeren til at annullere målet
Wow! Sikke en slutrunde! Fuld af drama og godt fodboldspil, men også et par vaskeægte skandaler, der så absolut hører hjemme i denne serie-gennemgang af de mest dubiøse begivenheder i VM’s historie.
Danmark kvalificerede sig ikke, på trods af at et væsentligt EF-dekret pr. 1-1 1981 fastslog, at klubberne ikke havde ret til at holde på deres spilleransatte og forhindre dem i at stille op for de respektive landshold. Denne nyordning var – i sagens natur – til stor fordel for Danmark, idet langt de fleste, og de dygtigste, landsholdskandidater var beskæftiget i udenlandske, professionelle ligaer. Dengang som nu.
Danskerne nåede dog i kvalifikationspuljen at slå Italien, der siden gik ubesejret igennem slutrunden og vandt trofæet.
Der var dog dansk deltagelse, idet Henning Lund Sørensen var blandt de udpegede dommere i slutrunden. Det blev desværre en begrænset fornøjelse, for Lund Sørensen begik en kapitalbrøler i gruppekampen mellem Spanien og Jugoslavien, hvor danskeren forærede turneringsværterne et straffespark i en situation, hvor forseelsen klart blev begået uden for det kriminelle felt.
Brasilien var det spillemæssige og sportslige højdepunkt. En opvisning i teknik med profiler som Socrates og Zico i spidsen. Træner Tele Santanas smukke og inciterende sambastil henrykkede en hel fodboldverden. Jeg har tit spekuleret på, hvordan spillet havde udviklet sig, hvis O Selecãos legende og ubekymrede offensiv var gået hele vejen og vundet titlen? Fodbolden har brug for sådanne seværdige og risikovillige tilgange. Desværre tabte brasserne på dårligt forsvarsspil mod Italien i mellemrunden.
Lavpunktet var den tyske keeper, Harald ”Toni” Schumacher, der i en højdramatisk og velspillet semifinale jordede franskmanden Patrick Battiston så eftertrykkeligt, at det stakkels offer fik kraniebrud og måtte på hospitalsintensiv. Schumacher slap for udvisning – og politianmeldelse for vold – og det var i sig selv en skandale.
I denne sammenhæng vil jeg fokusere på to skelsættende begivenheder, der udspillede sig i forbindelse med det indledende gruppespil.
Politisk skandale
I kampen i pulje 4 mellem Frankrig og Kuwait hændte der noget helt vanvittigt.
Ved stillingen 3-1 til franskmændene med et lille kvarter igen, løb Alain Giresse igennem det kuwaitiske forsvar og scorede til 4-1. Araberne protesterede. De havde angiveligt troet, at den sovjetiske dommer, Miroslav Stupar, havde fløjtet for et eller andet, og så stoppet op. Fløjten må imidlertid have kommet fra lægterne. Det fik formanden for det kuwaitiske fodboldforbund, prins Farhad Al-Sabah, til at invadere banen i fuldt oliesheik-outfit i tunika med bodyguards og entourage. Prinsen konfronterede dommeren og forlangte at det franske mål skulle annulleres.
Allerede på dette tidspunkt var alle grænser for korrekt sportslig opførsel langt overskredet. En politisk personlighed blandede sig direkte i kampens afvikling. Dommeren kan have følt sig under en form for pression, men ingen ved præcist hvad der blev sagt mellem sheiken og manden i sort. Hvorom alting er, så adlød Stupar de kuwaitiske krav og annullerede målet. Naturligvis til fransk raseri og forargelse.
At Frankrig fik et mål mere i slutfasen og således vandt kampen med 4-1 er temmelig uvigtigt. Det var intet mindre end rystende, at udefrakommende officials således kunne tiltvinge sig adgang til spilpladsen, og endda påvirke kampens forløb. Hvorfor var der ingen, der stoppede farcen? Kuwaiterne skulle have været standset ved sidelinjen, og forløbet burde have haft alvorlige disciplinære konsekvenser. Det er svært ikke at tænke, at hændelsen gav en forsmag på oliestaternes stærke indflydelse i FIFA, sådan som udviklingen senere har formet sig.
Fodboldreferat i kriminalstoffet
Turneringsformatet var ikke optimalt. De sidste og afgørende gruppekampe blev ikke afviklet samtidig, og det indebar selvfølgelig en klar fordel for dem, som spillede sidst.
I gruppe 2 havde resultaterne maget sig således, at en vesttysk sejr på 1-0 over Østrig i det sidste opgør, ville sende begge hold videre i turneringen på bekostning af Algeriet.
Kampforløbet blev således, at Hamburger SV’s ”Uhyre”, Horst Hrubesch, scorede til 1-0 efter 10 minutters spil. Og det var det. Alt fodboldspil gik i stå, og ingen af holdene gennemførte et angreb i de resterende 80 minutter. Den østrigske forward Walther Schachner var den eneste af de 22 aktører, der tilsyneladende ikke havde forstået konceptet, for han spurtede rundt og forsøgte at spille fodbold. Til med- og modspillernes frustration og bekymring. Men ellers blev kuglen spillet harmløst rundt i slowmotion tempo, og tyskernes 1-0-sejr betød at Algeriet, trods to sejre i puljen, måtte rejse hjem.
Den form for helt åbenlys og ublu anti-fodbold var ikke observeret før. Og ”kampens” forløb blev modtaget med dyb forargelse. En tysk avis henlagde kampreferatet til kriminalstoffet, og tyske/østrigske fans skammede sig. Algeriets forbund nedlagde protest, men fik ikke medhold.
De to hold og deres trænere/ledere forsvarede sig med, at det havde været sportsligt tosset at sætte alt på spil, når nu man vidste, at 1-0 var tilstrækkeligt for begge parter. Så hellere spille på det sikre og spare på kræfterne. Det var jo vanskeligt at modargumentere, selv om der, verden over, var stor harme over det ”aftalte spil”. Farcen gik over i historien som ”Skændslen i Gijon”.
Der kom dog noget konstruktivt ud af skandalen. Det var evident, at der måtte ændres på et programformat der så tydeligt favoriserede den sidste gruppekamp. Men med tiden er det blevet let at indhente hurtig info fra kampe der bliver spillet samtidig, og det kan have en lignende effekt/dæmper på spillet. Jeg husker Danmarks puljekamp mod Frankrig ved VM i 2018 som værende ikke ret langt fra ”Skændslen i Gijon”.
Hvis du vil læse mere om slutrundens profiler, så se her:
Portræt af Socrates: Link.
Portræt af Zico: Link.
Portræt af Dino Zoff: Link.
VM-skandalerne 1930: Link.
VM-skandalerne 1934: Link.
VM-skandalerne 1954: Link.
VM-skandalerne 1962: Link.
VM-skandalerne 1966: Link.
VM-skandalerne 1970: Link.
VM-skandalerne 1978: Link.
