Før Maradona og internettet: Historien om den "hvide Pelé" der ydmygede Liverpool
I min barndom – det var før Diego Maradona indtog fodboldverdenen med en teknik der var hidtil uset (bortset fra selvfølgelig Pelé), var Zico det store forbillede. Brasiliansk fodbold havde et mytisk skær over sig. Vi så jo ikke fodbold i tv til hverdag, faktisk højst 1 gang om ugen i vintermånederne, hvor Sportslørdag brændte igennem skærmene ovre fra England. Datidens internationale stjerner var mere fjerne og utydelige, og vi måtte nøjes med journalistiske fremstillinger fra fx Frits Ahlstrøm og Per Høyer Hansen, der forsynede læserne med informationer og historier, så vi kunne forholde os til de store forbilleder.
Arthur Antunes Coimbra. Det var navnet bag kunstnerpseudonymet ”Zico”. ”Den hvide Pelé” blev han ofte kaldt. En arvtager til O Rei og til Roberto Rivellino som Brasiliens offensive kreatør og regissør. Den langhårede playmaker var en fremragende eksponent og bannerfører for det smukkeste i brasiliansk fodbold. Jogo Bonito. Det inciterende og legende sambaspil. En opvisning i æstetik og livsglæde.
Flamengos største
Zico blev født den 3. marts 1953 i Rio de Janeiro og havde en opvækst i en familie der var lidt bedre stillet end det billede af den arketypiske, fattige gadedreng der spiller fodbold dagen lang og kæmper sig ud af Favellaen, som vi nok ofte har på den indre nethinde. Men knægten havde kærligheden til spillet med den lille runde til fælles med bedre eller værre socialt stillede i det enorme lands karnevalsmetropol, og han voksede op med gadefodbold og futsal. Storklubben Flamengo fik øje på ham i 1967, og den 14-årige Zico fik en ungdomskontrakt med ”Rubro-Negro”, selv om hans to ældre brødre faktisk på det tidspunkt spillede i America-RJ. Det blev et ”match in heaven”, for Zico blev siden Flamengos største spiller gennem tiderne.
Til at begynde med måtte han lægge på sin spinkle statur, og selv om han aldrig blev et fysisk monster, så udviklede han en formidabel kondition, og lærte sig, at hvis teknisk overlegenhed bliver holdt nede af modstandernes fysiske kraft, så må man være så meget i bevægelse, at forsvarsspillerne ikke kan forhindre den kreative boldomgang. Zico hørte ikke til de dovne 10’ere, der skal have spillet serveret på et sølvfad for at bidrage.
Debuten for Flamengo kom i 1971, og siden spillede Zico næsten 600 kampe for Brasiliens mest populære klub. Han vandt fire brasilianske og syv regionale mesterskaber og Copa Libertadores 1 gang (i 1981). Oven på triumfen i den sydamerikanske pendant til Champions League, mødte Zico og Flamengo Liverpool FC i den såkaldte Interkontinental Cup, et uofficielt verdensmesterskab for klubhold, der blev afviklet fra 1960 til 2004, og hvert år fra 1980 fandt det sted i Japan. Matchen i 1981 blev fulgt med spænding af Liverpool-fans overalt, for Bob Paisleys røde armé var nærmest uovervindelig på den tid, og et engelsk hold havde aldrig før vundet Interkontinental pokalen. Nu skulle det være. Men Liverpools ellers så suveræne mandskab kom i menneskehænder i Tokyo. Flamengo, anført af Zico, og med de offensive backs, Leandro og Junior på kanterne og bohêmen Tita i angrebet, udspillede fuldkommen de sejrsvante englændere, og vandt en overlegen sejr på 3-0. Zico spillede en gudekamp og blev kåret til Man of the Match.
Droppet til OL
Zico fik landsholdsdebut i 1972 i opvarmningskampe for det brasilianske OL-hold, der skulle til München. Trods gode præstationer blev han ikke udtaget til OL-truppen, og dermed slap Danmark for ham, da Allan Simonsen, Per Røntved, Kristen Nygaard og co. slog brasserne med 3-2 i den første puljekamp i Passau.
Zico overvandt skuffelsen over at blive droppet, og kom ind i varmen på det ”rigtige” landshold i årene derpå. I 1978 var han med til at vinde VM-bronze i Argentina. Brasilien gik igennem slutrunden som ubesejrede, men skuffede spillemæssigt under træner Coutinhos defensivt orienterede regimente.
1982 blev VM-året, hvor det brasilianske landshold vandt alles hjerter med seværdigt teknisk fodbold af en kaliber, der var fuldkommen bjergtagende. Jeg elskede at se Zico, Socrates, Falcâo, Junior og de andre stjerner rulle sig ud med boldkunst som var de fra en anden planet. Zico scorede 4 mål, heriblandt nogle ubeskriveligt smukke frisparkstræffere. I det hele taget udstrålede de kanariegule en basal fodbold- og livsglæde der smittede overalt. Men til min, og mange andre fodboldfans’ fortvivlelse, blev det ubekymrede Selecão besejret og slået ud af Italien i mellemrunden.
Et forsøg på at samle den efterhånden aldrende Samba-stamme under Tele Santana i 1986 endte med et kvartfinalenederlag på straffesparkskonkurrence til Frankrig. Zicos generation blev hverken verdensmestre eller Copa America triumfatorer, men hvor havde det været vidunderligt fortjent, hvis de havde.
I alt opnåede Zico 71 landskampe (48 mål) for Brasilien.
Den hvide Pelé spillede næsten hele sin klubkarriere i Flamengo, men der blev dog tid til en afstikker til Italien i halvanden sæson, 1983-85, hvor han scorede 30 mål i 53 kampe for et middelmådigt Udinese.
I 1990’erne tog Zico til Japan, hvor han afsluttede som aktiv i Kashima Antlers. Siden etablerede han en lang træner/manager karriere, hvor han har været chef for bl.a. Japans og Iraks landshold.
I privatlivet har han været et fint forbillede med et harmonisk og lykkeligt familieliv, langt fra andre stjerners udsvævende og dekadente livsstil.
