United-stjerne nægter at spille for klubben igen
Det var meningen, at lejeopholdet i FC Barcelona skulle fungere som en midlertidig genopbygning af en knækket selvtillid, men nu er opholdet i Catalonien endt i en frontal kollision mellem Marcus Rashford og Manchester United. Den 28-årige offensivstjerne har ifølge den spanske avis Mundo Deportivo meddelt sin hjerteklub, at han har spillet sin sidste kamp på Old Trafford. Det er netop kommet frem på dagen, hvor Manchester United møder Brentford i Premier League.
Selvom kontrakten løber helt frem til 2028, er broerne bag ham nu brændt så grundigt, at et comeback under Michael Carrick virker utænkeligt.
Genfødt
Grunden til det dramatiske oprør skal findes på banen. Under Hansi Flicks ledelse i Barcelona har Rashford gennemgået en transformation, der har gjort ham til en af de mest kampafgørende spillere i La Liga.
Statistikkerne fra Camp Nou taler deres eget tydelige sprog og efterlader ingen tvivl om, hvorfor englænderen føler sig hjemme. Med over 2333 minutters fodbold i benene har han været involveret i hele 26 mål, fordelt på 13 scoringer og 11 assists, mens han yderligere har fremtvunget to straffespark.
For Rashford er dette beviset på, at Barcelonas flydende offensive stil er et langt bedre match end den taktiske spændetrøje, han følte sig fanget i hos United.
Økonomisk knude
På trods af den sportslige succes er fremtiden langtfra sikret. Barcelona sidder på en købsoption på 225 millioner kroner, hvilket i dagens marked lyder som et decideret røverkøb for en spiller med Rashfords CV.
Men de velkendte økonomiske begrænsninger hos den catalanske gigant har skabt en tøven i ledelsen, som nu har fået Rashford til at tage drastiske midler i brug. Han er angiveligt klar til at give afkald på en generøs portion af sin nuværende løn for at få regnestykket til at gå op.
Han ønsker desperat at have sin fremtid på plads inden VM-slutrunden i USA, Canada og Mexico, så han kan rejse med det engelske landshold uden at have en uafklaret klubfremtid hængende over hovedet.
Det absurde alternativ
Skulle det utænkelige ske, at FC Barcelona ikke formår at aktivere købsoptionen inden deadlinen til juni, har Rashford allerede en plan B klar, som sender chokbølger gennem Premier League. Tottenham lurer i kulissen og er klar til at tilbyde ham en vej væk fra Manchester, men dette skifte indeholder en indbygget risiko af dimensioner.
Spurs befinder sig i øjeblikket i en historisk krise og ligger til nedrykning fra Englands bedste række.
Fabrizio Romano smider Alisson-bombe: ‘Nyt kapitel’



















