Alf Young blev født i 1905. Han voksede op i Sunderland i det fattige Nordengland, hvor han – ligesom tusinder af andre – fandt et levebrød i kulmineindustrien. Ved siden af sliddet i de bælgmørke gruber spillede den store, stærke arbejder søndagsfodbold i amatørklubben Durham City, og her fik Huddersfield Towns scouts øje på ham. Young kom på kontrakt hos Yorkshires ”Terriers” og kom under den legendariske manager, Clem Stephensons vinger i 1930. Det betød at han fik råd til at gifte sig.

Allerede efter et år havde Young etableret sig som holdets centerhalf og anfører, og spillede frem til 2. Verdenskrigs udbrud næsten 300 ligakampe for Huddersfield. Young vandt tre ligasølvmedaljer og blev finaletaber i FA Cup turneringen tre gange.

Englænderne heilede i Berlin

I 1932 debuterede den stærke centerforsvarer på det engelske landshold, og han var 6 år senere med i det meget berømte opgør i Berlin mellem Tyskland og England. For tyskerne var kampen det helt store nazi-propagandanummer. Året forinden havde hjemmeholdet vist klassen ved at slå Danmark med 8-0 i Breslau, og det tyske hold var spækket med dygtige spillere som legenden Paul Janes, kaptajnen Fritz Szepan, Ernst Lehner og Andreas Kupfel, og i forhold til nedsablingen af danskerne havde man forstærket sig med de stærke forwards Jupp Gauchel og Hans Pesser. Sidstnævnte var østriger, men blevet indlemmet i det tyske landshold efter Anschluss. 120000 tilskuere havde proppet sig sammen på Berlins Olympiastadion, for at se Stortyskland få revanche for et 3-0-nederlag på White Hart Lane i 1935, hvor jødiske fans af Tottenham (og England) havde forceret stadions tag og pillet det nazityske flag ned fra flagstangen. Denne gang bevidnede det tyske publikum, under øredøvende jubel, at englænderne gjorde nazihilsen under afspilningen af nationalmelodierne. 

Da spillet blev sat i gang, satte gæsterne høflighedsformerne på pauseknappen, og kværnede i opskruet tempo og med stor fysisk kraft de tyske forhåbninger. Alf Young og den legendariske anfører Eddie Hapgood sloges som djævle for at holde Sepp Herbergers stormtropper på afstand, og i angrebskæden excellerede Stanley Matthews og Arsenalwingen Cliff Bastin med klassisk, kvikt fløjspil. Efter et brag af en første halvleg førte Three Lions med 4-2, og en reducering af den nationaliserede østriger, Pesser, kunne ikke hindre en engelsk 6-3-triumf.

Efter i alt 9 landskampe blev Alf Young, som så mange andre mænd i den kampduelige alder, indkaldt til tjeneste i de britiske styrker under krigen. Han blev udnævnt til fysisk træner af piloterne i Royal Air Force, og fik rang af korporal. Den aktive sportskarriere røg i vasken, men coachingen af flyverdrengene gav Young mod på at blive fodboldtræner- eller manager. Efter at have været i kontakt med Huddersfields manager Ted Magner, der i 1939 coachede det danske landshold og satte sig dybe spor i dansk fodbold, rykkede Alf Young teltpælene over Nordsøen.

I årene både før og efter krigen eksisterede der en tæt forbindelse mellem Huddersfield Town og DBU. Yorkshireklubben var på gentagne besøg i København i 1920’erne og 30’erne, og som nævnt var Ted Magner i Danmark i 1939. 

I 1946-47 trænede Young Køge Boldklub med pæn succes (sjællænderne gik fri af nedrykning). 

Efter et år i Norge blev Young coach i Huddersfield, hvor han foranledigede at AB’s Karl Aage Hansen fik ansættelse på en lokal skole som gymnastiklærer, hvorved den danske landsholdsanfører kunne spille som amatør for The Terriers. Det blev en vældig succes.

I 1956 tog Young atter til Danmark og blev igen træner for Køge. Samme år fik han en kamp i spidsen for landsholdet. 

Hvem skal være landstræner?

DBU stod i et vadested. Man havde satset ressourcer på deltagelse i OL-turneringerne i 1948 og 1952, hvor elitespillerne trænede efter høje krav og moderne metoder. Men det var ikke helt godt nok taktisk med atletiktræneren Aksel Bjerregaard som hovedansvarlig coach. Efter engelsk forbillede ønskede unionen en fuldtidsansat landstræner, i en stilling, der forenede den gamle ”rigstræner” position med en coach der havde tilstrækkelig taktisk indsigt og erfaring til at lede landsholdet fra sidelinjen i landskampene. Der var ingen intentioner om at pille ved udtagelseskomitéens beføjelser. 

Der var ikke nogen umiddelbar OL-turnering at forberede, for DBU kunne ikke forestille sig at sende amatører til Melbourne i Australien i 1956, men til gengæld hvde man – for første gang i historien – accepteret at deltage i VM-kvalifikationen til slutrunden i 1958, hvor værterne var de svenske naboer. 

DBU’s forretningsudvalg og UK var i syv sind. Når man bandt an med en træner i en fuldtidsstilling, så var det vigtigt at vælge den helt rette. Der var tre mulige kandidater. En dansk, en ungarsk og en engelsk. Danskeren var den ex-professionelle og tidligere landsholdsanfører Arne Sørensen, der havde vist stort trænerpotentiale i Skovshoved og AB. Ungareren Lajos Szendrödi var kandidat nummer to, og Alf Young den tredje. 

DBU lånte Arne Sørensen i AB i de 4 første landskampe i 1956, men man var ikke helt overbevist. Derefter fik Young chancen i dét der var dansk fodbolds første VM-kamp nogensinde. Puljen med England og Irland var langt fra let, men kvalifikationen skulle have et skud, og danskerne startede med en udekamp i Dublin mod Irland. 

Desværre formåede Alf Young ikke at tage point på Dalymount Park, hvor irerne, med de to klassiske wings, Joe Haverty fra Arsenal og Tottenhams John Gavin, sejrede med 2-1. AGF’s store strateg, Aage Rou Jensen, reducerede 5 minutter før tid til slutresultatet, men danskerne var ikke rigtig tæt på, og sluttede i øvrigt senere på gruppens sidsteplads med 0 point.

DBU’s valg af landstræner faldt ikke på Alf Young. Det blev ved den ene landskamp. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

I stedet fik Esbjerg glæde af Youngs erfaring, inden han vendte hjem til England og en tid var manager i Bradford, hvorefter han i 1960’erne arbejdede som coach og scout i Huddersfield. 

Alf Young gik bort i 1977. 

Statistik:

Landsholdscoach 1956.

1 landskamp. 1 nederlag. Målscore 1-2.