828 kampe og nul advarsler: Her er historien om fodboldens største gentleman
Begrebet GOAT – Greatest Of All Time – er blevet et i vidt omfang benyttet og omdiskuteret begreb. Hvordan vurderer man hvem der fortjener en sådan, ultimativ hædersbetegnelse? Er det keeperen der reddede det afgørende straffespark i en cupfinale? Eller angriberen der blev topscorer i sæson efter sæson? I Portsmouth FC er det ingen af delene. Men der er ikke skygge af tvivl om hvem der er GOAT. Det er indiskutabelt ”Gentleman Jim”, James William ”Jimmy” Dickinson.
Pompeys helt
Jimmy debuterede for Portsmouth i den første sæson efter krigen, hvor ligaerne blev reetableret. Pompey var på det tidspunkt en stærk magtfaktor i engelsk topfodbold. Havnebyen havde en vital betydning for Storbritanniens kamp imod Nazityskland. Med sine betonbeskyttede dokker var Portsmouth hjemsted for den del af The Royal Navy, der skulle skærme Sydengland imod en tysk invasion i 1940-41, da det så allermest mørkt ud for de europæiske demokratier. Det er ofte – og ikke uberettiget – blevet tilskrevet Royal Air Forces ukuelige kamp mod Luftwaffe, at England undgik en invasion, men en lige så afgørende faktor var formentlig tilstedeværelsen af stærke flådeenheder, herunder den såkaldte Reserve Fleet, på sydkysten. Tyskerne mistede betragtelige dele af deres overfladeskibe i aktionen i Norge, og havde reelt ikke tilstrækkelig kampkraft til at beskytte en eventuel invasionsenhed over for den britiske reserveflådes mange ældre slagskibe og krydsere. Portsmouth spillede dermed en hovedrolle i den mest kritiske periode under 2. Verdenskrig.
Byens status som knudepunkt smittede af på fodboldklubbens sportslige muligheder. Pompey (der også er kælenavnet for flådebasen) vandt FA Cup turneringen i 1939 og stod umiddelbart efter krigen særdeles stærkt. Karl Aage Hansen, der spillede som amatør for Huddersfield i 1949, skrev i sin bog ”Fra landsholdet til Italien” med enorm respekt for Portsmouth FC. Klubbens mandskab var engelsk fodbolds mest veltrænede og nærmest at sammenligne med et stærkt sammentømret og velkørende maskineri i selve Royal Navys mest solide og pålidelige krigsskibe. Pompey tog ingen fanger. Der blev kørt på fra start til slut med hård power, fysisk pres og høj fart. Karl Aage fortalte, at en lokal amatørklub havde inviteret Portsmouth FC til en hyggelig venskabsmatch, hvorefter Pompey mødte op og smadrede tre mand og kørte de glade amatører i sænk med 15-0. To engelske mesterskaber i træk i 1949 og 50 vidnede om klassen og styrken hos de navyblue-klædte sydenglændere.
I det velsmurte maskineri var Jimmy Dickinson det vitale tandhjul.
Pompeys kaptajn blev simpelthen synonym med klubben. Han var altid i toptræning, en dygtig og forudseende defensiv midtbanespiller, eller halfback som man sagde dengang, der var Portsmouths rygrad og krumtap. Selv om Jimmy var hård at rende ind i, så var han en fair sportsmand der aldrig fik advarsler eller udvisninger i mastodontiske 828 kampe for Pompey. Deraf tilnavnet ”Gentleman Jim”.
Jimmy kom fra landsbyen Alton i West Hampshire, hvor man i generationer levede af papirmøller og fremstilling af beklædningsgenstande såsom uldtørklæder og den slags. Tryghed var essentielt for den altid pålidelige og loyale Dickinson. Han spillede hele karrieren (mere end 20 år) for Portsmouth, han boede hele livet i fødebyen Alton, og han giftede sig, som 30-årig og veletableret, med den lokalt forankrede Catherine, med hvem han stiftede familie. Jimmy fik – som den eneste i Portsmouths trup – stillet en bil til rådighed, så han kunne pendle til og fra hjemmet til Fratton Park.
Mr. Consistent
I 1949 debuterede Jimmy på det engelske landshold i en venskabskamp mod Norge på Ullevaal i Oslo, hvor gæsterne sejrede med 4-1. Halfbackkæden med Billy Wright og Stoke Citys dygtige centerhalf Neil Franklin, fungerede upåklageligt og Jimmy fik god kritik i pressen. I Dickinsons første 8 landskampe vandt England de 7, men det efterfølgende nederlag til USA ved VM-slutrunden i 1950 i Brasilien gjorde av.
Jimmy holdt dog sin faste landsholdsplads og var ubesejret i sine næste 14 landskampe, heriblandt en meriterende 3-2-sejr over Østrig på Prater i Wien. I 1953 og 54 måtte han og Three Lions dog strække gevær mod de mageløse magyarer, der nedsablede England med 6-3 og 7-1 på henholdsvis Wembley og Nep Stadion. Ved VM i Schweiz var Jimmy så uheldig at lave selvmål i tillægstiden i en generelt kaotisk 4-4-puljekamp mod Belgien, men det ændrede ikke på at Jimmy blev kaldt ”landsholdets mr. Consistent” for sine altid stabile præstationer.
I 1956 spillede han sin 48. og sidste landskamp på Molineux, i en engelsk 5-2-sejr over Danmark. Jimmy spillede dog yderligere 9 sæsoner for Portsmouth, pålidelig som et urværk til det sidste, og trak sig tilbage i 1965 som 40-årig. På det tidspunkt var Pompeys storhedstid for længst forbi.
I 1961 måtte den stolte flådeby helt ned i 3. division, men dog kun i en enkelt sæson. Dickinson fik job i klubbens administration, hvor han arbejdede støt og loyalt i årevis, og han blev siden udpeget som manager i 1977. Efter to vanskelige sæsoner med økonomiske problemer fik Jimmy pludselig et hjerteanfald umiddelbart efter en ligamatch, og som konsekvens måtte han stoppe sit virke. Kun tre år senere satte en serie af hjerteanfald desværre en stopper for den gamle klubhelt. Han blev kun 57 år.
I de senere år har en større crowdfunding i Portsmouth været grundlaget for opstillingen af en fin bronzestatue af klubbens GOAT foran Fratton Park. Inde på stadion er Dickinson ligeledes udødeliggjort ved at hans kontrafej smykker sæderne på Fratton End tribunen, hvorfra det trofaste hjemmepublikum afsynger The Pompey Chimes, der er en af Englands ældste fodboldchants med mere end 125 år på bagen.
