Dyrere end Kevin Keegan! Han knuste alle rekorder og ændrede fodbolden for altid
Trevor Francis voksede op i Plymouth og viste fuldkommen ekstraordinære og spektakulære tekniske evner som ganske ung, og det blev Birmingham City, der bemægtigede sig megatalentet i 1969.
Han fik chancen allerede året efter, som kun 16-årig, og scorede 4 gange mod Bolton og 15 mål i alt i sæsonen. Hele England måbede. Her var virkelig en Wonder Boy, en storspiller i svøb.
Francis kombinerede alle de kompetencer som en angriber skal rumme. Han var teknisk brillant, havde hurtighed og afsluttede klinisk. Han fremstod som en genetisk krydsning mellem George Best og Jimmy Greaves. Trevor blev i pressen fremstillet som en anden Aladdin. Den unge opportunist i det gamle 1001 nats eventyr falder appelsinerne direkte i turbanen. Francis besad evnen til at få de tekniske delikatesser til at se så nemme og ubesværede ud. Selv på opblødte baner uden ret mange græsstrå var han en iøjnefaldende ener med sit svævende løb og fuldendte boldbehandling. Knægten var dog bedst når han havde en stor, stærk centerforward ved sin side til at tage slagsmålene og rydde noget plads til fordel for de tekniske lækkerier.
Blåt brandfarligt angreb
I starten af 70’erne kunne Birmingham præsentere en offensiv konstellation med hele to tankcenterforwards og en teknisk betonet ”andenangriber”. For i 1972/73 imponerede og glædede Birmingham sine trofaste fans, the Bluenoses, med et brandfarligt tremandsangreb, der skabte respekt omkring klubben fra St. Andrews.
Tankcenterforwarden Bob Latchford blev klubbens topscorer med 19 mål, og han havde en stærk, modig og hovedspilstærk Bob Hatton ved sin side. Hatton spillede over 600 ligakampe i karrieren. Han var en af dem, som englænderne kalder “hard as nails”. Lige bag de to kampvogne i front opererede så engelsk fodbolds største talent, den teknisk sublime Trevor Francis.
The Blues’ friske spil rakte til en pæn tiendeplads i ligaen. Birmingham City blev ofte kaldt en sovende gigant, og der var tegn i sol og stjerner på, at kæmpen måske var ved at vågne. Desværre kunne klubben ikke holde på Bob Latchford, der blev solgt til Everton for et rekordbeløb i britisk fodbold på 350.000 pund.
Da Bob Hatton blev solgt til Blackpool i 1976, måtte Birmingham så sammenspille et nyt angreb, og det kom til at bestå af den skotske hardhitter Kenny Burns og Francis. Burns var et godt valg som makker til den unge stjerne. Den iltre skotte startede som forsvarsspiller, men blev omskolet til centerforward. Han var frygtløs, stærk i hovedspillet og havde en vildskab og energi, der skabte plads til de offensive medspillere. Temperamentet var imidlertid noget voldsomt, og Burns regnedes for en af de mest urene spillere i ligaen.
Millionpund-manden
I sæsonen 1976/77 scorede vildmanden Burns 19 kasser og Trevor Francis 21. Det så atter lovende ud for the Blues med pæne midterplaceringer. Også året efter, hvor Francis scorede 25 gange. Men angrebsduoen blev skilt, da Kenny Burns blev solgt til Nottingham Forest, og det stod klart, at Birmingham heller ikke kunne holde for evigt på Francis. Bestyrelsen bakkede ham ganske vist op i en tvist med Sir Alf Ramsey, som var manager en kort overgang. Men i 1979 sitrede pressen i spænding. Et salg var oppe over, og den ”magiske” rekordsum på en million pund var i spil. Det var dengang et gigantisk beløb. Europas bedste spiller, Kevin Keegan, var blevet solgt til Hamburger SV to år forinden for det halve.
Det blev Brian Clough og mesterholdet Nottingham Forest, der udløste den meget imødesete transfer. Vidunderdrengen kom til Sherwoodskoven og viste sit værd med den afgørende scoring i Europa Cup finalen for mesterhold i 1979 mod Malmö FF. Året efter var Francis med til at sikre Forest endnu en europæisk triumf, men i finalesejren over Keegan og HSV måtte han sidde over med en skade.
Alligevel blev forventningerne aldrig helt indfriet. Forholdet til egocentrikeren Clough var problematisk, og Francis måtte slås med tilbagevendende skader. I 1981 blev han solgt til Manchester City, og derefter spillede Trevor 5 sæsoner i Italien for Sampdoria og Atalanta. Efter et år i Glasgow Rangers blev det til en række skadesplagede sæsoner i QPR og Sheffield Wednesday.
På det engelske landshold opnåede Francis 52 landskampe og nettede 12 gange. Han scorede begge engelske mål i 2-2-opgøret i Idrætsparken i 1982, hvor Jesper Olsens sololøb kort før tid sikrede Danmark et vitalt point.
I en årrække forsøgte den tidligere wonder kid som sig manager og fik begrænset succes i QPR, Sheffield W., Birmingham og Crystal Palace. I 1993 stod han i spidsen for Sheffields forsøg på at blive dobbelt pokalvinder, men Arsenal stod i vejen i såvel FA Cup som Liga Cup finalen.
Francis døde i 2023 på sin ejendom i Marbella. Han blev 69.
