Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Da Laudrup sagde nej: Den utrolige rejse fra Brøndbys bænk til EM-stjerne

19.04.2026 Kl. 10:24
41 år i dag.

Niki Dige Zimling blev født i Tårnby og havde sin fodboldopvækst i amagerkanske klubber: AB 70, der før i tiden havde en stor ungdomsafdeling og blev lagt sammen med Tårnby Boldklub, og Fremad Amager. Via mellemstation i KB kom Zimling til Brøndby IF og fik fuldtidskontrakt i 2002. 

EM-kvartfinale

Det var samme år som den lille energiske midtbanespiller brød igennem på det danske U-17 landshold. Der var ganske meget talent på den årgang, hvor spillere som Kasper Lorentzen, Johan Absalonson og Morten ”Duncan” Rasmussen udgjorde offensiven, mens Zimling dannede midtbaneduo med William Kvist. 

Hans Bruun-Larsens mandskab gjorde da også en god figur ved EM-slutrunden på hjemmebane, hvor danskerne besejrede Finland med 6-0 og spillede to gange uafgjort mod Holland og England (4-4 respektive 0-0), inden det blev til nederlag på straffesparkskonkurrence mod Spanien i kvartfinalen. 

I alt opnåede Niki hele 48 kampe på diverse U-landshold. Den sidste var for U-21 mod Holland i 2006, hvor Danmark vandt på udebane i Enschede en testkamp med 2-1 på mål af Mikkel Thygesen og Jonas Borring. Zimling var anfører. 

I Brøndby kneb det imidlertid med at slå igennem. Man havde et stærkt hold i første halvdel af 00’erne, og konkurrencen fra spillere som Morten Wieghorst, Kim Daugaard og Martin Retov på den centrale midtbane var betragtelig. BIF blev pokalvinder i 2003 og tog The Double i 2005, men Michael Laudrup fandt aldrig helt plads til Zimling, der så tog til Esbjerg i 2005 og blev et bærende element på et ganske fremgangsrigt vestjysk mandskab. 

Esbjerg nåede frem til pokalfinalen i 2006, men tabte til Randers. Niki styrede midtbanen med overblik og enorm arbejdsradius, og blev snart attraktiv for udenlandske klubber. Det blev Udinese der løb med amagerkaneren i januar 2009, hvor kontrakten med Esbjerg udløb. Det italienske eventyr blev imidlertid ikke nogen positiv oplevelse. Skader spillede ind, og Zimling måtte for det meste se ”I Bianconeri” fra sidelinjen. Et lejeophold i hollandske NEC Nijmegen blev til gengæld en succes, og en platform til et skifte til FC Brugge. 

Opholdet i den belgiske storklub blev midtbanemotorens bedste og mest stabile i karrieren. Han etablerede sig som anfører og spillede 36 ligakampe for Brugge. På det tidspunkt lignede Zimling fast inventar i landsholdets centrale maskinrum.

Midtbaneduo med Kvist

Han havde fået debut i 2008 med et indhop i en testkamp i Slovenien, men derefter gik der et par år inden Morten Olsen atter ringede. I 2011 og 12 spillede Zimling imidlertid helt fast på landsholdet, og udgjorde en arbejdsom midtbaneduo med den gamle makker fra U-17 landsholdet, William Kvist. 

Niki fik alle tre EM-slutrunde opgør i 2012, hvor Danmark var heldige med at slå Holland, men meget uheldige med nederlag mod Portugal. I den sidste og afgørende puljekamp var Tyskland en for stor mundfuld. Cifrene 2-1 var ikke dækkende for et kampbillede, hvor modstanderne havde bolden konstant og vadede i chancer. Den danske drøm levede dog indtil 10 minutter før tid, hvor Lars Bender definitivt slukkede muligheden for avancement. 

Zimling skiftede til Mainz 05 i 2013 og spillede fortsat fast på landsholdet, hvor han ragede 4 gule kort til sig og scorede i den danske 3-0-sejr over Tjekkiet i Olomouc. Opgøret blev en stor opmuntring i en generelt kikset VM-kvalifikation, hvor 4-0-nederlaget til Armenien i Parken stod som et absolut lavpunkt. 

Desværre blev Nikis karriere i tysk fodbold ødelagt af skader. Mainz udlejede ham til Ajax, hvor han fik 9 ligakampe, og til FSV Frankfurt, men hver gang stabiliteten indfandt sig efter en skade, blev han ramt af en ny.

På landsholdet blev der en enkelt optræden i 2014 mod England (0-1). Wembley kom dermed til at danne rammen for Zimlings 24. og sidste landskamp. 

I 2017 vendte midtbanefighteren hjem til Danmark og spillede et par gode sæsoner i Sønderjyske, hvorefter karrieren blev afrundet i Kolding. 

Siden har Niki Zimling etableret sig som talenttræner i AGF, og for ganske nylig har han overtaget som cheftræner i Horsens.

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce